BMI: Beregn dit BMI og din fedtprocent her
Er din vægt, som den skal være? Ved at beregne dit BMI (Body Mass Index) får du et hurtigt og nemt fingerpeg.
Index: Sådan bør dit BMI ligge
- BMI under 18,5: Undervægtig
- BMI 18,5 - 25: Normalvægt
- BMI 25 – 30: Overvægt
- BMI 30 – 35: Moderat overvægt
- BMI over 35: Svær overvægt
Hvad er BMI?
Body Mass Index er en måleenhed, der måler, hvor meget du vejer i forhold til din højde. Det er blandt andet den betegnelse, som læger og sundhedskonsulenter bruger til at klassificere din kropsvægt.
Ved at beregne dit BMI får du et fingerpeg i forhold til din vægt, om du er under-, normal- eller overvægtig, og det er ved hjælp af et simpelt regnestykke.
Et højt tal kan være tegn på, at fedtdepoterne i kroppen er for store. Omvendt kan et lavt tal være tegn på, at du er for tynd, og at kroppen er underernæret. Begge dele kan være lige skadelige på længere sigt.
Udregningen
Du kan regne dit BMI ud ved hjælp af en BMI beregner. Det gør du ved at dividere din kropsvægt med din højde i anden potens. Du skal dog være opmærksom på, at der skal tages forbehold for udregningsmetoden, da der ikke tages højde for knoglebygning og muskelmasse. Du kan regne det ud ved at bruge en lommeregner med BMI-formlen:
BMI= kropsvægten i kg/(højden i meter)^2
Hvornår er dit body mass index normalt?
For at finde ud af, hvor du ligger på skalaen, og om dit BMI er normalt, skal du bruge en beregner. Når du har beregnet dit BMI, kan du se, om dit tal ligger inden for normalområdet ud fra skalaen herunder. Husk at din kropsbygning kan presse dit tal over 25 uden det betyder, at du er overvægtig.
Begrænsninger ved udregningen
Som sagt er der nogle begrænsninger ved udregningsmetoden, når du bruger en BMI beregner. Er du for eksempel lav, men kraftigt bygget eller trænet kan du godt have et højt BMI, men en lav fedtprocent. Vær derfor opmærksom på disse ting, hvis du vil have et så præcist resultat og mål som muligt:
- BMI tager ikke højde for muskulatur og kropsbygning
- Muskuløse mennesker kan have en højere BMI og derfor ende i overvægtsgruppen
- BMI er derfor ikke brugbar for bodybuildere, da en bodybuilder vil have et højt BMI, men en lav fedtprocent
- Den traditionelle formel til at udregne BMI kan kun anvendes for personer over 18 år
Fedtprocent
Hvis du er interesseret i at måle dit BMI, kan det måske også være nyttigt for dig at måle din fedtprocent. Da der som sagt er nogle begrænsninger ved BMI, kan det være en god idé at kende sin fedtprocent, så du kan præcisere dine træningsmål.
Målingen giver også en indikation af kroppens sammensætning, når du regner dig frem til fedtprocenten. Når du måler din fedtprocent, så måler du, hvor stor en procentdel af din krop, der består af fedt. Mange måler deres fedtprocent, fordi de gerne vil leve sundere, og andre gør det af alvorligere sundhedsmæssige årsager.
Forskellige måder at måle fedtprocent
Der er forskellige måder at måle sin fedtprocent på, og en af dem er lavet af den Amerikanske Navy og er blandt de mest brugte metoder. Den beregner nemlig også, hvor meget af din samlede vægt der er fedt – altså hvor meget fedtet vejer.
For at udregningen bliver så nøjagtig som muligt, er det vigtigt at udføre målingen præcis. En forkert måling kan have indflydelse på resultatet og dermed fedtprocenten.
Fedtprocent beregner
For at bruge denne målemetode for at beregne din fedtprocent skal du måle:
- Højde: Højden måles uden fodtøj
- Nakke: Måles lige under struben, hvor den bøjer ned af
- Talje: For mænd ved navlen, for kvinder hvor omkredsen er mindst
- Hofte: (kun kvinder) hvor omkredsen er størst
Som med mange andre målinger er beregningen kun vejledende.
Beregn fedtprocenten ved hudfoldsmålinger
En anden måde at beregne din fedtprocent er ved hjælp af hudfoldsmålinger. Det er en hurtig og nem måde at følge ændringer i din fedtprocent. Det gøres for eksempel ved hjælp af en fedttang i en 4-punktsmåling. Målingen udføres ved at måle tykkelsen på fire hudfolder på triceps, biceps, over hoften og under skulderbladet.
Herefter omsættes de sammenlagte målinger til en procentsats ved hjælp af en tabel. Udover 4-punktsmålingen er der også 3- eller 7-punktsmålingen. De to sidste er bedre egnede til folk med lave fedtprocenter, og de ender ofte med samme resultater, selvom der er forskel på antallet af punkter, der måles på. 4-punktsmålingen er den, der bliver brugt på Team Danmarks testcentre.
Fedttang
For at kunne foretage målingen skal du bruge en fedttang. Fedttangen skal overholde bestemte standarder i forhold til, hvor hårdt den klemmer, og hvordan enderne af tangen ser ud. Køber du en professionel fedttang (skinfold caliper), kan den godt være dyr, men du kan købe billigere tænger i plastik på nettet.
Sådan bruger du fedttangen:
- Få en ven eller træningspartner til at lave målingerne på dig. Det kan med fordel være den samme person, der foretager målingerne hver gang
- Brug din tommel- og pegefinger til at trække den hudfold ud, som du måler på. Klem ikke for hårdt.
- Foretag målingen en centimeter fra fingrene og aflæs målingen inden for 3-4 sekunder
Hvad skal din fedtprocent være?
Procentfordelingen mellem fedt og resten af kropsmassen (muskler, knogler, vand og indvolde) er forskellig for mænd og kvinder. For kvinder er der en tommelfingerregel, at fedtprocenten bør ligge mellem 18 – 30% og for mænd 10 – 20%.
En høj fedtprocent er ikke sundt, ligesom en meget lav fedtprocent ikke er sundt, da kroppen skal bruge en vis mængde fedt for at fungere optimalt.
Hormonbalancen kan påvirkes af en for lav fedtprocent, og specielt for kvinder kan det få alvorlige konsekvenser. Blandt andet kan menstruationen udeblive, og det kan blive svært at blive gravid på et senere tidspunkt, hvis fedtprocenten er alt for lav. Kilder: beregnbmi.dk, who.dk.
Du kan også læse andre spændende artikler om sundhed og træning her på alt.dk.
Hvis du har lyst til at løbe i en af Danmarks største byer, kan du deltage i ALT for damernes kvindeløb, eller du kan lytte til FIT LIVING podcast om løb, vægttab eller slankekur med blandt andet trænings- og ernæringsekspert, Michelle Kristensen, og Tor Andersen.
På alt.dk får du indhold fra ALT for damerne, Eurowoman, FIT LIVING, Hendes Verden, Hjemmet og Boligliv.