Hjernerystelse - symptomer og behandling

Det kan ske for alle. Du kan banke hovedet ind i døren, vælte på din cykel eller blive ramt af en albue i baghovedet. De fleste kommer smertefrit over slaget. Men for en gruppe gælder det, at de får hjernerystelse af slaget. Hvert år er der mindst 25.000 danskere, som pådrager sig en hjernerystelse.

Men hvad er en hjernerystelse, hvordan føles den og hvilke symptomer skal du være opmærksom på? Det og meget andet kan du finde svar på på siden her.

Hvert år er der mindst 25.000 danskere, som pådrager sig en hjernerystelse. De fleste kommer sig over hjernerystelsen uden behandling efter kort tid - men der er også nogle, som oplever, at vanskelighederne efter ulykken trækker ud, og man omtaler så tilstanden som post-commotionelt syndrom (PCS). som består af svimmelhed, adfærdsændringer, neuropsykiatriske symptomer og kognitive forstyrrelser.

Ifølge Hjernerystelsesforeningen.dk har 10-15% stadig mén efter et år.

Der lader ikke til at være nogen stærk sammenhæng mellem ulykkens karakter og varigheden af hjernerystelsen. Det er fx ikke unormalt at få langvarige følger efter en hjernerystelse, selvom man ikke var bevidstløs i forbindelse med slaget.

Hvad er hjernerystelse?

En hjernerystelse opstår ved, at hovedet bliver udsat for et slag, ryk eller anden acceleration, der efterfølgende resulterer i mikrostrukturelle skader, metabolisk uligevægt og inflammation i hjernen. En hjernerystelse kan derfor opstå uden, at der nødvendigvis har været direkte kontakt med en genstand.

De seneste år har der været et stigende fokus på hjernerystelser, men der er stadig alt for mange, der ikke ved, hvordan vi skal forholde os til, når hjernen ryster. Flere går endda rundt med en hjernerystelse uden at vide det og bliver derfor ikke registreret i systemet.

– Den generelle viden om hjernerystelser i Danmark er ikke særlig stor. Folk ved ikke nok om det. De går direkte på arbejde, hvis de har fået et slag i hovedet, og så finder de ud af, at den er helt gal, siger Kim Friedrich, landsformand for Hjernerystelsesforeningen og henviser til undersøgelser, der peger på, at det er sværere at komme over sin hjernerystelse, hvis du er aktiv i ugen efter din hjernerystelse.

Sådan føles en hjernerystelse

Kortvarig bevidstløshed medhukommelsestab omkring selve hændelsen er ofte karakteristisk, men man kan godt have haft hjernerystelse selvom man husker det hele. Som regel får man umiddelbart hovedpine, kvalme og kaster måske op. Op til flere uger efter kan man fortsat være plaget af koncentrationsproblemer, usædvanlig træthed, synsforstyrrelser og svimmelhed. Kilde: netdoktor,dk 

Symptomer på hjernerystelse

Symptomer på hjernerystelse kan opstå timer eller dage efter slaget, mange vil dog opleve symptomer med det samme.

Nogle af de mest udbredte tegn på hjernerystelse er:

  • Hovedpine/trykkende følelse i hovedet
  • Svimmelhed
  • Sløret syn
  • Balanceproblemer
  • Koncentrations- og hukommelsesbesvær
  • Kvalme/opkast
  • Voldsom udmattelse
  • Lyd- og lysoverfølsomhed.

Ifølge sundhed.dk skal du ikke være alene det første døgn efter en hjernerystelse. Du skal vækkes to gange i løbet af den første nat for at være sikker på, at du kan vækkes og har normale reaktioner.

Man anbefaler, at du begrænser følgende aktiviteter de første dage, indtil du føler dig frisk igen:

  • Langvarig TV-kigning og læsning.
  • Videospil/computerspil.
  • Alkohol.
  • Sportsaktiviteter som indebærer risiko for nye hovedskader. Det kan fx være kontaktsport, fodbold, håndbold.

De fleste kommer sig ovenpå en hjernerystelse – uanset om den er kort- eller langvarig. Men det er nødvendigt med ro og tid.

Stress kan forværre tilstanden. Hjernerystelsesforeningen udvikler løbende rådgivning. Noget af rådgivningen er for alle og noget er forbeholdt medlemmer. Se mere på Hjernerystelsesforeningen.dk