Kalorier - det skal du vide om kcal
Hvor mange kalorier skal man spise om dagen, hvis man gerne vil tabe sig? Og hvor mange kalorier er der i æg, øl eller en banan?
Der bliver søgt meget på kalorier, og her på siden giver vi dig det store overblik, hvad enten du gerne vil tabe dig, have styr på kalorierne i dine fødevarer eller finde ud af, hvordan du forbrænder dem.
Kalorier betegnes ofte som kroppens brændstof. Mere specifikt er kalorier en måleenhed for den mængde af energi, du spiser og drikker.
Der er kalorier, energi og sukker i næsten alt, hvad vi spiser. Kroppen har brug for energi, for at kunne præstere og holde sig i gang, og derfor er det vigtigt, at man indtager de kalorier, som kroppen har brug.
Vil du gerne tabe dig, skal du dog være opmærksom på, at du ikke spiser flere kalorier, end kroppen har brug for og kan forbrænde. Det vil nemlig betyde, at du tilfører kroppen mere energi, end den behøver for at holde sig i gang. De ekstra kalorier, som ikke bliver brugt, kan ændre form og blive til fedt - og derfor tager vi på, hvis vi får for mange kalorier.
Hvor mange kalorier skal man have om dagen?
Alle kroppe er forskellige, og der er individuel forskel på, hvor man kalorier, man har brug for hver dag for at holde en stabil vægt og din krop i gang. Det afhænger blandt andet af, hvor aktiv, du er, hvor mange kalorier du forbrænder om dagen, dit køn, fordi mænd har en større fedtfri masse end kvinder, alder og din høje og vægt.
Når det gælder din kalorieforbrænding, er det især dit aktivitetsniveau, der spiller en stor rolle.
Se her, hvordan du kan forbrænde 100 kalorier
Kalorier i dine fødevarer
Kalorier i et æg: 85 kcal i et mellemstort æg.
Kalorier i gulerødder: 41 kcal pr. 100 g.
Kalorier i avocado: 160 kcal pr. 100 g.
Kalorier i øl: 43 kcal pr. 100 g.
Kalorier i vin: 83 kcal pr. 100 g
Kalorier i banan: 89 kcal pr. 100 g
Kalorier i et æble: 52 kcal pr. 100 g
Kalorier i pizza (margherita): 271 kcal pr. 250 g
Kalorier i rugbrød (multikerne): 104 kcal pr. 100 g
Læs også: Har du styr på kalorierne i din favoritdrink?
Hvad er tomme kalorier?
Det, der kendetegner de fødevarer, der henvises til, når vi taler om tomme kalorier, er, at de indeholder meget fedt og sukker og er meget energitætte, hvilket vil sige, at de fylder meget lidt, men indeholder mange kalorier. Det er typisk meget forarbejdede produkter som færdiglavede fødevarer og barer. Der kan også være mange kalorier i mere naturlige fødevarer, men så vil der også altid være et indhold af vitaminer og mineraler, som er gode for dig. Det er der ikke, når vi taler tomme kalorier, så er det kun fedt og sukker
39 nemme måder at skippe og forbrænde kalorier om dagen
Morgen
- Spis morgenmad! Personer, som spiser morgenmad, indtager nemlig færre kalorier resten af dagen end de, som ikke gør.
- Drop sukkeret på dine havregryn.
- Porchér dine æg i stedet for at spejle dem.
- Læs deklarationerne på dine morgenmadsprodukter – er der mere end 10 g sukker pr. 100 g i, så drop dem.
- Spis små portioner af små skåle og tallerkener.
- Elsker du spejlæg, så spejl to æggehvider frem for to hele æg.
- Spis grillede grønsager til æggene i stedet for bacon.
- Byt morgenbrødet ud med mysli (sødet med tørret frugt frem for med sukker).
- Tilbered omeletter med grønsager i stedet for med ost.
Aftensmad
- Spis af mindre tallerkner.
- Spis langsomt – så bliver du hurtigere mæt.
- Fyld halvdelen af tallerkenen op med grønsager og en tredjedel med magert kød eller fisk.
- Grill en portebellosvamp som erstatning for kød.
- Spis aldrig brød til/inden maden.
- Fjern skindet på kyllingen efter tilberedningen – så sparer du halvdelen af kalorierne.
- Spis ikke sovs pr. automatik – krydrer du maden, er det sjældent nødvendigt med sovs.
- Vælg kartofler skåret i både (og stegt eller bagt) frem for pommes frites – bådkartofler optager mindre fedt.
- Spis kun, til du er 80 % mæt – og levn resten.
Lækkersult
- Skift ispindene ud med frosne vindruer.
- Spis chips fra en (lille) skål i stedet for direkte fra posen.
- Tilfredsstil din trang til noget sprødt med rå grønsager – frem for med chips eller flæskesvær.
- Bestil én dessert – og to skeer – så I kan dele …
- Drop færdige popcorn i poser – lav dine egne.
- Vælg is i et bæger frem for i en vaffel.
- Drik et stort glas vand, når du er småsulten og fristet til at „snacke”
- Spis ALDRIG andet end mørk chokolade (minimum 70% kakao).
- Start småt, når du spiser dessert. Måske er en tynd skive kage eller en enkelt iskugle nok til, at du føler dig mæt.
- Byt Ritter Sport’en ud med fedtfattig græsk yoghurt med lidt honning.
- Spis friske vindruer i stedet for rosiner (tørret frugt indeholder mere sukker).
Forbrænd de 100 KCAL
- Cykl i 10 minutter – så får du samtidig frisk luft.
- Gå raskt til i et kvarter – det giver også god samvittighed.
- Gå baglæns – så behøver du kun gå i 13 minutter.
- Sjip i et kvarter – det er også godt for hjertet og lungerne.
- Løb op og ned ad trapper i et kvarter – det giver også faste lår og smukke ben.
- Skru op for musikken og dans i 20 minutter – det er simpelthen sjovt!
- Powershop i 40 minutter – jo, den er god nok, det kræver kalorier at købe ind.
- Hula-hop med en almindelig hulahop- ring i 20 minutter – eller sving motionsringen Hula Hoop i et kvarter.
- Lug ukrudt i 20 minutter.
- Støvsug i 25 minutter.