Har du styr på kalorierne i dine snacks?
Her får du en guide over kalorierne i de sunde snacks. Se her, hvor du får flest og færrest kalorier pr. 100 gram.
Jordbær 38 kcal
Danske jordbær er indbegrebet af sommer, og så indeholder de faktisk kun 38 kalorier per 100 gram. De er desuden rige på A-, B- og C-vitaminer og folat. Juli måned er højsæsonen for danske jordbær, så tag på en hyggelig pluk selv-udflugt, og udvælg de bedste af slagsen. Drømmer du om den klassiske tallerken med jordbær med fløde, så erstat fløden med minimælk, der kun indeholder 40 kalorier per 100 milliliter.
Kokosvand 36 kcal
Stil hjernen ind på bountystrand og slow living, og sluk tørsten på eksotisk vis med kold kokosvand. Den er nem at have med på farten, i hvert fald nemmere end en kokosnød, og indeholder mange gode vitaminer, som B og C-vitamin og mineralerne magnesium og kalium. Kokosvand er 100 procent ren saft fra økologiske, grønne kokosnødder og kalorieindholdet er lavt, kun 36 kalorier per glas.
Vandmelon 38 kcal
Denne grønne kugle gemmer på et saftigt indhold. Brug vandmelon som snack eller i en frisk sommersalat. Selv om vandmelonen består af 90 procent vand, har den også et højt indhold af A- og C-vitamin og mineralet kalium. Med et lavt kalorieindhold på 38 kalorier per 100 gram kan du bare give den gas med melonen hele sommeren, og så er den i øvrigt også en god snack på stranden, hvor du har brug for væske.
Asparges 26 kcal
Sprøde asparges bliver aldrig det samme som chips, men de er et supersprødt og sundt alternativ. Knæk forsigtigt den nederste del af aspargesen af. Grundet det store indhold af vand indeholder de kun 26 kalorier per 100 gram, men har et højt indhold af folat, der er godt for immunsystemet og fordøjelsen. Asparges har en meget kort sæson fra juni til august, så nyd dem, mens de er bedst.
Sodavandsis 1 kcal
Drømmer du om en Filur eller en Champagnebrus, skal du selvfølgelig have lige præcis sådan en, men du kan også lave dit eget kaloriefrie alternativ til klassikerne. Hvad med for eksempel en ananasis med Fun one ananas og vand? Frys dem ned, og fire timer efter har du din egen kaloriefrie is.
Kirsebær 56 kcal
De smager lige så godt, som de ser ud. Højsæsonen for de søde bær er juli-september. Så snack dem, mens du kan. Kirsebær indeholder 56 kalorier per 100 gram og også en del sukker, så du skal ikke grovæde dem i uanede mængder. Du kan dog forsvare en overdosis med, at de også indeholder C-vitamin og mineralet kalium.
Majskolber 63 kcal
Sæt tænderne i en lækker majskolbe, der uden tvivl hører sommeren til. De har en sød smag, der skyldes det relativt høje sukkerindhold. Du får derfor også 91 kalorier per 100 gram, men når du fjerner kolben, er der kun cirka 70 gram majs. Undgå at bade din majs i smør, den smager supergodt au naturel!
Rødder & dip 172 kcal
De små lækre gulerødder med top har sæson i juli og er fyldt med betacaroten, der omdannes til A-vitamin i kroppen. Vend dem på grillen, og brug dem som tilbehør, eller spis dem friske med en sund dip til. Lav din egen kalorielette dip af skyr og klassikeren Holiday Dip fra Kims. Så får du kun 172 kalorier per portion.
Hindbær
De små, røde bær indeholder kun 53 kalorier per 100 gram og er fyldt med sunde antioxidanter, der styrker immunforsvaret, C-vitamin og gode fibre, der hjælper på fordøjelsen. Top din morgenmad med hindbær, brug dem i salaten eller spis en håndfuld, friske som de er.
Radiser 11 kcal
Brug dem i sommerens salater eller som snack med salt til. De er faste og sprøde i kødet og indeholder kun 11 kalorier per 100 gram. Det gode ved radiser er, at de indeholder en del anti-age-stoffer samt en masse C-vitamin, så du kan holde stresshormonerne i ro.
Ærter 70 kcal
Ingen sommer uden at smutte ærter ud af bælg. En ægte sommerklassiker, der desuden er rig på A- og C-vitamin og mineralerne fosfor og kalium. I en bakke ærter a 500 gram får du cirka 100 gram ærter, og de indeholder kun 70 kalorier.
Hyldeblomst 10 kcal
Mange sommeraftener står på kølig hvidvin, og pludselig kan det løbe op i mange flydende kalorier. Skift derfor de mange glas vin ud med danskvand med sukkerfri saftevand med for eksempel hyldeblomst og frisk lime.
Koldskål 152 kcal
Koldskål er ikke i den lette ende, når det kommer til kalorier, men du kan dog gøre dit til, at din portion ikke udfordrer bikiniformen. Cheasy har for eksempel lavet en laktose- og sukkerfri koldskål, der kun indeholder én procent fedt. Skifter du kammerjunkerne ud med frisk frugt, som jordbær, slipper du for størstedelen af kalorierne og kan nøjes med 153 kalorier per portion.
Iskaffe 36 kcal
Iskaffe kan hurtigt blive en kaloriebombe. Nyd i stedet en kalorielet en af slagsen i solen. Det gør du ved at lave en almindelig kop kaffe, stille den på køl og toppe den med isterninger og minimælk. Bestiller du den ude i byen, så vælg en cold brew med minimælk. På den måde holder du kalorieindholdet nede på omkring 36 kalorier for en iskaffe.
Smoothie 119 kcal
Når trangen til en softice eller vaffelis virkelig bliver anmassende, så forkæl dig selv med en vitaminrig smoothie. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Lav den med en håndfuld brombær og hindbær, bland med Smoothie mix fra Cheasy eller vaniljeskyr og lidt isterninger, og servér den iskold. Indeholder kun 119 kalorier per portion.