Kartoffelsalat - sommerens favorit tilbehør

Kartoffelsalat er en kendt og elsket klassiker, der hører sig til, når vi griller, tager picnickurven med ud i det blå eller stabler en lækker buffet på benene. Her på siden har vi samlet alle vores bedste opskrifter. Prøv f.eks.

Du finder alle vores favoritopskrifter på kartoffelsalat her på siden

Vælg den rigtige sort
Når du skal lave kartoffelsalat, er det vigtigt at du vælger den rigtige kartoffelsort. Kartoffelsorter har forskellige egenskaber, vælg derfor kartofler, efter hvad de skal bruges til.
KARTOFLER TIL KOGNING:
Sava, Jutlandia, Folva, Fakse, Bintje, Asparges
FASTE KARTOFLER TIL BRUNING OG SALAT:
Sava, Asparges, Exquisa
KARTOFLER TIL MOS:
Fakse, Bintje
KARTOFLER TIL BAGNING:
Estima, Sava, Jutlandia, Fakse

Husk at opbevare din kartofler på den rigtige måde
Har du købt kartofler i plastposer, skal de ud af posen, når du kommer hjem, ellers vil de nemt rådne. Opbevar dem mørkt og køligt. Hvis kartofler får lys, får de grønne pletter og skal kasseres, da det er giftstoffet solanin, der giver disse pletter. Kartoflernes smag ødelægges, hvis de får frost.

Kartoffelsalat til mange
Kartoffelsalat er perfekt mad til grillfester, buffeter og havefester, hvor man som regel er mange gæster. Men hvor meget kartoffelsalat skal man beregne til hver? En god tommelfingerregel er, at du skal bruge:
1 kilo kartofler til 6-8 personer.
Til dressing skal du til 1 kg kartofler beregne 4-5 dl dressing (cremefraiche,
ymer, yoghurt og/eller mayonnaise).

Husk selvfølgelig at tage højde for, om dine gæster er småtspisende ældre mennesker eller kampsultne teenagere. Og hvor mange andre salater, der skal serveres eller stilles på buffeten.

Kartoffelsalat med bagte kartofler: Brug dine rester!
Kolde bagte kartofler smager godt i en kold salat. Her er stykker af kartofler blandet med frisk rød chili, rødløg, persille og citronsaft:

Tryl med færdigkøbt kartoffelsalat – et læsertip
Hvis man gerne vil have den færdigkøbte, kolde kartoffelsalat til at smage som hjemmelavet, kan man tage nogle små syltede agurker (drueagurker) og skære i tern og komme i sammen med et par spiseskefulde af lagen ved dem. Hvis man så også hælder salaten op i en skål og drysser med lidt purløg, opdager ingen, at kartoffelsalaten er færdigkøbt.
Karin, Vejle

Kartoffelsalat er det perfekte tilbehør
Ingen sommerfest eller grillaften uden kartoffelsalat – prøv f.eks.

Du kan også servere kartoffelsalat til fisk:
Citronlaks med kartoffelsalat
Røget makrel med kartoffelsalat
Eller lade kartoffelsalaten være hovedmåltidet i sig selv f.eks. som denne fyldige kartoffelsalat med spinat, bacon og kapers

Kold eller varm?
En kartoffelsalat behøver bestemt ikke at være kold – prøv f.eks. lun kartoffelsalat med asparges, radiser, friske ærter og mynte, eller en spændende kold asiatisk kartoffelsalat med kål, sesam, koriander og mynte.

Du kan både lave kartoffelsalat med nye og almindelige kartofler – de fleste sværger dog til at bruge de nye kartofler, når de er i sæson.

Sådan koger du nye kartofler
1. Skrub kartoflerne med en stiv børste.
2. Skyl kartoflerne godt under koldt vand.
3. Skrab evt. efter med en urtekniv, hvis de skal være helt fine.
4. Kom de rensede kartofler i kogende letsaltet vand.
5. Kog dem ca. 10-12 min., til de netop er møre.
6. Størrelsen og sorten af kartoflerne gør, at kogetiden vil være forskellig.
7. Du kan evt. tilsætte kogevandet lidt frisk dild, persille eller løvstikke, det giver en god smag.

Vidste du...
...at kolde kartofler mætter bedre end varme? Derfor er kold kartoffelsalat og en kartoffelmad rigtig godt.

Nye kartofler er en specialitet, der kun fås i en kort tid midt på sommeren. Når de er nyopgravede, er den tynde skræl let at gøre ren og smager godt. Spis nye kartofler som varmt tilbehør til alle typer kød, fisk og fjerkræ eller kolde i salater og på kartoffelmadder.

Beregn ca. 300 g nye kartofler pr. person. Kog ekstra kartofler til kolde salater og
kartoffelmadder.

Vidste du...
...at kartofler er verdens fjerdestørste fødevare – efter hvede, majs og ris?

Nem og lækker kartoffelsalat med bearnaisedressing – et læsertip
Skal du lave en kold dressing eller sovs til dine kartofler eller kartoffelsalat, så prøv
at blande 1 brev bearnaisesovs med 2-4 dl cremefraiche. Hæld blandingen over kartoflerne, eller bland den i kartoffelsalat. Det er let og smager rigtig godt.
C.V., Køge

Kort sagt er der masser af spændende måder at lave kartoffelsalat på – og du finder de bedste opskrifter på kartoffelsalat fra Hjemmet, Hendes Verden, BoligLiv, ALT for damerne og FIT LIVING. Velbekomme!