Småkager – opskrifter på kager, der smager
En småkage defineres egentlig som en lille, sprød kage, der er lavet af hvedemel, sukker og smør. Men der findes et væld af slags. Det er for slet ikke at nævne de mange forskellige lækre ingredienser, du kan komme i. Og her på siden har vi samlet de bedste opskrifter på de lækreste småkager. Du finder alt fra opskrifter på amerikanske cookies til pæredanske julesmåkager, som du kan bage både til fest og hverdag. Man behøver nemlig ingen undskyldning for at spise en småkage i ny og næ.
Nogle foretrækker dem med hele eller hakkede nødder, andre kan li’ dem med chokoladestykker og nogle vil gerne have dem med begge dele i. De kan være helt sprøde eller blot udenpå med et blødt indre. Småkagemulighederne er mange, men én ting er (næsten) sikkert – de smager så godt som altid af en mere. Det gælder både dem, der hører den søde juletid til, dem, der har oprindelse i nære og fjerne lande og dem, vi altid bager, når vi får gæster. Mange vil påstå, de smager allerbedst sammen med en god kop kaffe, men vi vil påstå, at de altid kan spises helt for sig.
Småkager i hele verden
De smager – og ser – forskellige ud hvor end, man kommer, men småkager er elsket verden over. I USA er cookies nogle af de mest populære. Vi taler naturligvis om de store og syndige chocolate chip cookies, der er bedst, når de er sprøde udenpå og bløde indeni. Du får også de bedste cookietips og -opskrifter på ALT.dk.
Tager man en tur sydpå og kommer til Italien, spiser man biscotti-småkager til kaffen. Det er en traditionel, italiensk småkage, der er knasende sprød og som er fyldt med mandler. Nogle gange er der også chokolade eller tørret frugt. Og i Danmark er vi vilde med vaniljekranse, specier og brunkager – så meget, vi faktisk ikke kunne forestille os en jul uden. Julesmåkager hører nemlig den danske jul til, men vi spiser dem gerne hele året rundt.
Brug småkagerne som værtindegave
Småkagerne kan bruges til meget mere end blot at være sidevogn til kagen, når du inviterer på eftermiddags- eller aftenkaffe. Hvis du pakker dem pænt ind i cellofan eller i en fin kurv, udgør de også den helt perfekte værtindegave. Hjemmelavede småkager er nemlig en ganske god og ikke mindst personlig gave! Det er en gave, der næsten med garanti vil være et hit og ikke mindst noget, langt de fleste vil kunne bruge. Og så er småkager sjældent noget, der får lov til at stå særligt længe.
Et væld af søde og knasende muligheder
Hvis du er i tvivl om, hvilken slags småkager, du skal bage – enten til dig selv eller til værtindegave – går du ikke galt i byen med denne nemme og lækre grunddej til småkager. Den er ganske enkel at lave, og er derfor ikke en småkageopskrift, der kræver du er bager eller konditor. Når du har lavet grunddejen, kan du tilføje hvad end, du har lyst til. Det er kun fantasien – og den søde tand – der sætter grænser. Du kan også prøve kræfter med en af de fire lækre småkager herunder. Men vi advarer dig. Det er umådeligt svært at holde sig til en enkelt.