Rikke har fået nok af sin bitre veninde - men hvordan slår man op?
For fire år siden blev min bedste veninde forladt
af sin mand. På trods af, at han for længst har
mødt en anden og også har fået en datter, så er
hun stadigvæk ikke kommet sig over bruddet. Jeg
har gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe hende,
men uden held. Nu har jeg fået nok.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
For fire år siden blev min bedste veninde forladt af sin mand. På trods af, at han for længst har mødt en anden og også har fået en datter, så er hun stadigvæk ikke kommet sig over bruddet. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe hende, men uden held. Nu har jeg fået nok.
Efterhånden føler jeg mig tarvelig og ikke forstående nok over for Sidsel. Men er jeg det? Eller er jeg bare en god ven, som gør, hvad jeg kan for at støtte hende og ikke mindst hjælpe hende videre? På det seneste har jeg spurgt mig selv om præcis det. Jeg prøver at lytte tålmodigt, når hun, som er min ældste veninde, fortæller om det, der fylder i hende døgnets 24 timer – nemlig det svigt, hun oplevede, da hendes eksmand, Jeppe, forlod hende til fordel for en anden kvinde.
Således taler Sidsel fortsat konstant om, hvor upålidelig Jeppe er, og jeg ved ikke, hvor mange gange hun har sagt, at det, han gjorde mod hende, er utilgiveligt. Jeg prøver at få hende til at indse, at det nu er fire år siden, at han gik, og at hun derfor er nødt til at lægge det hele bag sig og komme videre med sit liv, men hun vil ikke lytte. Hun sidder simpelthen fast i sin egen sorg.
Sidsel og jeg har været venner, siden vi var børn. Vi mødte hinanden i folkeskolen, og fra fjerde klasse var vi hjerteveninder og hang altid sammen. Vores venskab fortsatte op i ungdomsårene. Vi begyndte at interessere os for drenge og delte også vores første hemmelige og spæde forelskelser med hinanden.
Vi har dog også altid været ret forskellige. Mens jeg nok er mere vild i det som person, så er hun mere rolig og forsigtig. Jeg forelskede mig da også konstant og faldt i svime over fyre, som jeg småkærstede med, mens Sidsel gik mere forsigtigt frem. Blev hun endelig forelsket i en fyr, holdt det gerne ganske længe. Så da Jeppe blev Sidsels første rigtig seriøse kæreste, da hun var 20 år gammel, var hun sikker på, at han bare skulle være manden i hendes liv.
Jeg derimod nød fortsat min ungdom og havde absolut ikke travlt med at binde mig. Så da vi rundede de 24, og Sidsel for længst var flyttet sammen med Jeppe, begyndte hun at stikke til mig.
– Nu må du da til at finde dig en ordentlig fyr og slå dig ned, kunne hun finde på at sige.
For ifølge hende var hun og Jeppe allerede begyndt at tale om at købe hus og få børn.
Jeg havde dog absolut ikke travlt og følte ingen trang til at slå mig ned. Jeg var i fuld gang med min uddannelse til lærer og følte mig stadig alt for ung til at binde mig i et fast forhold.
Tværtimod. For mig var det derfor helt uforståeligt, at Sidsel ville giftes og have børn. Hun var jo ikke særlig gammel og havde ikke nået at opleve ret meget af sin ungdom. Når jeg spurgte hende, om hun ikke drømte om at nyde sin frihed og f.eks. tage ud og rejse, lød svaret, at det behov havde hun absolut ikke. Hun havde fundet den mand, hun ville tilbringe resten af sit liv med, og det var nok for hende.
Sidsel var kun lige fyldt 25, da hun og Jeppe giftede sig. Året efter fik de deres søn, Oscar, og allerede efter hans fødsel begyndte hun at tale om det næste barn. Måske fordi vi levede to så forskellige liv, så vi ikke så meget til hinanden i de år, men vi bevarede alligevel kontakten.
Annonse
Selv havde jeg fortsat ikke slået mig ned og mødt en fast kæreste, da Sidsel et års tid efter ringede en aften og grædende fortalte, at Jeppe havde mødt en anden og lige havde meddelt hende, at han ville skilles.
Min første tanke var selvfølgelig, at jeg var nødt til at støtte Sidsel gennem chokket og sorgen. Hun var min veninde og var lige blevet forrådt af den person, hun stolede mest på og elskede. Jeg besluttede derfor, at jeg ville være der for hende. Det er jo i sidste ende det, gode venner er til for. Jeg flyttede derfor ind hos Sidsel for en tid, for hun var fuldstændig knust. Hun græd og var knust og var næsten ikke i stand til at tage sig af Oscar.
– Vi havde det jo så fantastisk sammen, græd hun ned i sofapuderne.
Jeg prøvede forsigtigt at få Sidsel til at forstå, at de umuligt kunne have haft det så fantastisk, siden Jeppe havde fundet en anden, men hun nægtede at se det i øjnene. Tværtimod. Hun ville ikke så meget som overveje, at de havde haft problemer. Hun bad mig derimod om at forsøge at tale Jeppe til fornuft. Så selv om jeg ikke mente, at det var min rolle, kontaktede jeg Jeppe, og vi aftalte at mødes på en café.
Her fik jeg så en ganske anden historie end den, jeg havde fået af Sidsel. Jeppe fortalte mig nemlig, at han længe havde følt sig kvalt i sit ægteskab med Sidsel. Hun havde konstant villet kontrollere ham og kunne slet ikke forstå hans behov for at se sine venner og i det hele taget lave andet end at være sammen med hende og Oscar.
Da han mødte en kvindelig kollega på sit job, som var spontan og sjov, blev han forelsket. Han havde forsøgt at kæmpe sine følelser, men til sidst kunne han ikke ignorere dem. Han følte sig simpelthen for ung til at leve i et så klaustrofobisk forhold, som det, han havde levet i med Sidsel.
Inderst inde kunne jeg jo ikke være mere enig med ham, men da jeg bagefter fortalte Sidsel om min samtale med Jeppe, rystede hun bare opgivende på hovedet.
– Det må være en form for panikalder. Når han kommer til fornuft, vender han hjem igen, sagde hun skråsikkert.
Det gjorde Jeppe dog ikke, og i den følgende tid, accepterede jeg, at Sidsel havde et stærkt behov for at tale om ham. Jeg vendte også det døve ører til, når Sidsel fortalte, at hun både havde ringet og skrevet til den nye kvinde i et forsøg på at skabe splid i Jeppes nye forhold. Jeg håbede og troede naivt på, at hun ville falde ned og komme til sig selv, og at alt ville normalisere sig med tiden.
Det skete ikke. Da den nye kvinde forsvandt ud af Jeppes liv, var Sidsel overbevist om, at Jeppe nu ville flytte hjem til hende og Oscar igen. Hun begyndte at gøre noget ud af sig selv, når han kom for at hente Oscar og forsøgte også at få ham til at blive og spise hos dem i stedet for at tage hjem til sin egen lejlighed med ham.
Jeppe holdt dog fast, og jeg forsøgte at forklare Sidsel, at selv om Jeppe nu var single, så betød det ikke nødvendigvis, at han ville flytte hjem til hende og Oskar igen, men mine ord trængte overhovdet ikke igennem. Så da Jeppe et halvt år senere fandt sig en ny kæreste, var det et afsindigt hårdt slag for Sidsel. Hun var igen helt ude af sig selv og talte ikke om andet, og sådan er det fortsat.
For et år siden blev Jeppe og hans kæreste så forældre til en lille pige. Oskar er derfor blevet en stolt storebror, der ønsker at tilbringe så meget tid som muligt sammen med sin far og hans nye kæreste. Det har ikke gjort Sidsel gladere. Hun hader fortsat Jeppes nye kæreste, og hun kan slet ikke se, at hun er i fuld gang med at skubbe Oscar i armene på sin far, fordi hun konstant taler så grimt om både ham og hans kæreste.
Efterhånden er Sidsel blevet en anstrengende veninde at have i mit liv, og jeg er derfor nået til det punkt, hvor jeg er i tvivl, om jeg orker at være veninde med hende længere. Jeg har sagt mit. Jeg har sagt til hende, at hun bliver nødt til at komme videre, og at der aldrig bliver mere mellem hende og Jeppe igen. Jeg har også sagt, at hun stadigvæk er for ung til at hænge så meget fast i et forhold, der for længst er slut. Livet venter, hun må og skal gribe det, både for sin egen, men også for sin søns skyld.
Om Sidsel har lyttet til mine ord, er jeg lige nu i tvivl om. I øjeblikket ses vi nemlig ikke så tit, for jeg har sagt til hende, at jeg ikke vil høre mere om Jeppe og hans familie, jeg vil hellere høre, hvad Sidsel selv har tænkt sig at stille op med sit eget liv og fremtid. Den besked tog Sidsel ikke særlig pænt, men jeg håber, at hun lige nu bruger tiden på at tænke sig godt om, for livet er nu engang for kort til at blive ved med at hænge fast i fortiden. Så jeg krydser fingre for, at hun lige nu tænker sig godt om, så hun kommer godt videre, for det skal hun.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
