Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Maja opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
"Tænk at mit liv er kommet hertil, udbrød min veninde," Minna.
Hun så himmelfalden på mig og vores fælles veninde, Trine.
Trine spurgte, hvad der nu var sket, selvom både hun og jeg udmærket vidste, hvad det handlede om: Minnas dramatiske livssituation var desværre ikke ny for os.
Vi var alle tre mødtes til en søndagsfrokost, noget vi ofte gjorde. Minna forklarede, at hun ved ’et tilfælde’ havde set en besked på sin mands telefon fra den kvinde, han havde en affære med.
Affæren havde hun kendt til i over et halvt år, og vi havde hørt om den lige så længe. Trine og jeg nåede at veksle et kort blik, inden vi begge rakte ud efter Minna og sagde, at vi var kede af det på hendes vegne.
Ingen af os havde længere den store fidus til Tom, Minnas mand gennem 15 år. Han havde mødt en yngre kvinde og havde øjensynligt allerede haft en længere affære med hende, inden Minna opdagede det.
Minna fortsatte med at fortælle detaljeret om beskederne mellem hendes mand og hans elskerinde.
Selvom sammenbruddet af hendes ægteskab og familie var sørgeligt, virkede hun også sært oplivet af bruddet, som var hun besat af det, og sådan havde det været længe.
Til sidst brød Trine ind og spurgte, om der var noget nyt om Minnas boligsituation?
Tom havde nemlig ikke lagt skjul på, at han ønskede, at Minna skulle flytte ud, så den nye kæreste kunne flytte ind. Det var Tom, der tjente pengene.
Det var ham, der ejede huset og sommerhuset, og han havde fået lavet en ægtepagt, som Minna selv havde skrevet under på, for hun havde aldrig forestillet sig at komme i den situation, hun nu stod i.
Jeg følte virkelig med hende, og det vidste jeg, at Trine også gjorde.
Der var intet sjovt ved at blive vraget, og der var ingen tvivl om, at Minna, der var uden job, stod over for et stort skifte i livsstil.
Desværre var svaret nej.
Minna havde end ikke ledt efter et nyt hjem til hende selv og deres to teenagebørn.
Det var, som om hun var endt i et mærkeligt limbo, hvor der intet skete for, at hun skulle komme videre, derimod virkede det til, at hun levede og åndede for det drama, der udfoldede sig.
Det blev da også det drama, vi – igen – talte om, hele eftermiddagen.
Da vi skiltes, var jeg en smule irriteret. Jeg havde intet hørt om Trines nye job eller om, hvordan hun i det hele taget havde det.
Jeg havde heller ikke selv haft en chance for at fortælle noget om mit liv. Det var naturligt, at Minnas dramatiske livssituation fyldte i vores samtaler.
Både Trine og jeg ville gerne støtte og hjælpe hende. Der var bare det, at Minnas forestående skilsmisse havde stået på meget længe, dramaerne var konstante, og de fyldte alle vores samtaler til bristepunktet, og i det lange løb frygtede jeg, at den uholdbare situation ville gøre skade på Minnas psyke.
Hun levede hver dag i usikkerhed, og selvom hun var flyttet ind i gæsteværelset, delte hun hus med en mand, der ikke længere elskede hende og som var på vej videre om end det foregik i uforklarlig sneglefart.
Jeg havde ikke gået længe, før Trine ringede på mobilen. Vi var enige om, at situationen ikke kunne blive ved.
Hverken situationen i vores venskab med Minna eller mellem Tom og Minna. Vi var begge seriøst trætte af at lægge øre til endnu en omgang drama i det usunde forhold.
Både Trine og jeg havde givet udtryk for, at vi syntes, at Minna skulle skynde sig at gå fra Tom, men det var, som om hun havde svært ved at give slip på komforten i et liv, hvor der aldrig havde manglet noget om end det havde skortet på ømhed.
Vi var efterhånden trætte af at høre os selv gentage de samme gode råd: find et job, Minna, skab dit eget liv, pas på dine børn og dig selv.
Jeg var faktisk der, hvor jeg var begyndt at overveje mit venskab med Minna, men jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg ikke kunne forlade en veninde i nød.
Jeg valgte derfor noget andet den dag. Jeg inviterede Minna til at komme hjem til mig til morgenkaffe dagen efter. Her forklarede jeg hende med Trines billigelse, at vi ikke længere kunne være tilskuere til så usund og uholdbar en livssituation, som den hun insisterede på at blive i.
Minnas ansigt krakelerede, og det gik op for mig, hvor bange hun var for en fremtid alene. Men hun lyttede, og jeg lovede, at Trine og jeg altid ville være der for hende – men kun, hvis hun gik fra Tom.
Det var hårde ord, men for første gang følte jeg, at hun lyttede.
Senere samme dag ringede jeg til Tom. Jeg havde længe været vred på ham på Minnas vegne, og jeg skal love for, at min vrede fik luft.
Tom kviede sig og sagde, at han bare ikke vidste, hvad han skulle gøre, men jeg fik gjort det meget klart, hvad jeg mente, var den eneste vej frem: han og Minna skulle få delt boet, og han skulle hjælpe hende med at komme videre i livet på en god måde.
I modsætning til hvad Minna frygtede, var det en stor lettelse for hende endelig at blive skilt, flytte i lejlighed og søge job.
Hun fik foden under eget bord og blomstrede op. Hendes, Trines og mit venskab fik også et nyt liv, for der var nu igen endelig plads til, at vi kunne tale om alt – også det udramatiske og hverdagsagtige.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
