Pulled pork – de bedste opskrifter
Sådan laver du lækker pulled pork
Du kan købe det færdigt i supermarkedet, men det bliver altså bedst, hvis du laver det selv. Og det er slet ikke svært – du skal bare sætte tid af til det, for kødet skal langtidssteges i op til et døgn.
Her finder du de bedste opskrifter fra ALT for damerne, boligliv, FIT LIVING, Hendes Verden og Hjemmet.
Traditionel amerikansk ret med historiske rødder
Pulled pork er en traditionel amerikansk ret, der stammer fra sydstaterne. Som navnet måske indikerer laver du retten af svinekød, men efterhånden som den er blevet et populært indslag på middagsbordene og til grillfester rundt omkring, er man også begyndt at lave pulled chicken med kyllingekød, pulled beef med oksekød og pulled turkey med kalkunkød.
Retten er blevet super populær herhjemme inden for de sidste 5-10 år, men retten har rødder langt tilbage i tiden – faktisk helt tilbage fra kolonitidens USA.
Her opfandt slaverne på plantagerne metoden med at grille kød hele dagen, som så kunne være færdigt, når de kom trætte og udmattede hjem fra arbejdet i plantagerne. Også derfor er det ikke tilfældigt at det er det billigste stykke kød fra grisen, nem grisenakken, man bruger til at lave pulled pork.
Prøv vores pulled pork i bolle med coleslaw.
Sådan tilberedes kødet
Kødet til pulled pork stammer fra en nakkesteg eller en nakkefilet, som langtidsgrilles i op til et døgn ved lave temperaturer. Du kan både tilberede det på grillen og i ovnen – evt. i en stegepose. Men de fleste vil nok hævde, at man kun får den ’rigtige’ røgede smag, hvis man griller svinekødet.
Det vigtigste i opskriften er marinaden eller krydderiblandingen, som du hælder over kødet inden stegningen. Har du ikke tid til at vente på at langtidsstege et stort stykke nakkefilet eller nakkekam, kan du snyde lidt og bruge tykke nakkekoteletter. Det er vigtigt, du bruger de fedtmarmorerede svine-nakkekoteletter og ikke almindelige koteletter. Laver du retten med koteletter, skal de kun have 1,5-2 timer i ovnen, så det er noget hurtigere end den klassiske opskrift.
Krydderiblanding
Blandingen kaldes også en ’Rub’, og det sammen med langtidstegningen giver sin helt specielle smag. Du kan vælge at lave din egen rub eller købe en færdigblandet udgave – de fleste husmødre i sydstaterne har deres helet egen unikke rub-krydderiblanding, som er gået i arv fra generation til generation.
Vil du lave din egen rub, så husk at den skal indholde både sødt, salt og stærkt – en god rub indeholder både:
- sukker
- chili
- cayennepeber
- salt
- paprika, spidskommen
- en eller anden form for barbecuekrydderi eller tacokrydderi
Marinade til pulled pork
Nogle vælger at langtidstege kødet uden krydderiblandningen, og så i stedet overhælde kødet med en marinade bagefter. En sådan marinade kunne bestå af abrikosmarmelade, balsamico, ketchup, tabasco, chiliflager og røget salt.
Se opskriften med marinade her
Marinaden kan også laves med honning og sojasauce i stedet for salt og sukker – det vigtigste er bare at alle elementer – sødt/salt/stærkt – er med i marinaden eller rubben, så kødet får den helt rigtige smag.
Hvorfor det navn?
Kødretten kaldes pulled pork, fordi langtidstegningen gør, at kødet bliver så mørt, at du kan hive det fra hinanden med to gafler. Den lange stegetid ved de lave temperaturer gør, at senerne i kødet forsvinder og alt fedt smelter fra. Tilbage har du det møreste kød, som du nemt kan ’trævle’ med to gafler, eller de super seje ’klør’ (Pulled Pork Shredder Claws), som man kan købe på nettet.
Hvad serverer man til?
Du kan servere det med alskens tilbehør, men det mest almindelige er cole slaw. Cole slaw laves af finthakket kål og revne gulerødder – du kan bruge både hvidkål og eller spidskål, hvis det er i sæson.
Den fintskårne kål og revne gulerødder blandes med en dressing lavet på creme fraiche, græsk yoghurt eller skyr, der er rørt op med sennep, sukker, salt, eddike og lidt peber. Ligesom med krydderiblandingen, findes der et hav af opskrifter på dressingen til cole slaw, der varierer fra familie til familie og stat til stat.
De fleste putter pulled pork i en burgerbolle og putter cole slaw ovenpå, men du kan også servere det som kødret med helt almindelig tilbehør – f.eks. flødekartofler, bagte kartofler, pommes frites og en grøn salat eller en lækker tomatsalat med mozzarella.
Nem gæstemad
Pulled pork er populær gæstemad, fordi retten kan passe sig selv i ovnen eller på grillen natten over eller hele dagen og være klar til gæsterne kommer. Ydermere egner retten sig super godt til en buffet eller til et lidt mere uformelt arrangement, hvor dine gæster selv kan bygge deres egen burger.
Vil du bruge det som en fin lille forret, kan du servere det som sliders – sliders er små miniburgere, som du laver med mineburgerboller, de såkaldte sliders.
Se f.eks. Sliders med gløggmarineret pulled pork og rødbedesalat.
Andre slags tilbehør
Er du ikke så meget til burgerboller og cole slaw kan du sagtens servere det med andet tilbehør – da kødet er ret kraftigt og mættende, behøver tilbehøret ikke at være så ’tungt’.
Alt efter om du vælger at servere det på en buffet eller portionsanrettet, kan du kombinere kødet med alskens former for salat, kartoffelretter og brød, flûtes eller tortillas.
Prøv fx:
Opskrifter med andre slags kød
Man kan også lave retten med andre slags kød – f.eks. pulled chicken lavet af kylling, pulled beef lavet af oksekød og pulled turkey, der laves af kalkun.
Her på siden finder du alle vores bedste opskrifter – velbekomme!