Er du træt af flæskesteg, frikadeller og sild? Så prøv disse små lækre julesliders til din julefrokost.

Sliders med gløggmarineret pulled pork og rødbedesalat

Disse sliders fyldt med julens krydderier går perfekt til en alternativ julefrokost. En opskrift af Frantz Maurice Scott.

4 personer

Ingredienser

  • Pulled pork:
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk paprika
  • ½ tsk fint salt
  • ¼ tsk cayennepeber
  • ¼ tsk sort peber
  • 500 g nakkefilet
  • Sauce:
  • 1 dl julegløgg
  • 1 spsk tomatkoncentrat
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk soja
  • ½ tsk chiliflager
  • 1 spsk sukker
  • Desuden:
  • 8 sliderboller (miniburgerboller)
  • 2 dl salatmayonnaise
  • 150 g rødbeder i tern
  • 8 blade grøn salat
  • ½ rødløg, skåret i ringe
  • friske krydderurter

Sådan gør du

  1. Bland krydderierne, og gnid blandingen på kødet. Kom det i en frysepose, og læg det i køleskabet ca. 10 timer.
  2. Smør en ildfast form godt, og læg kødet heri. Stik et stegetermometer i kødet. Sæt stegen i ovnen, og lad den stege de næste 10 timer ved 100 grader. Tag stegen ud af ovnen, når temperaturen er omkring 95 grader.
  3. Rør alle ingredienser til saucen sammen i en skål. Træk kødet i strimler, og kom det ned i skålen. Vend kødet rundt i saucen. 
  4. Bland rødbedeternene med mayonnaisen. Lun sliderboller i ovnen, og smør dem med rødbedesalaten.
  5. Fyld dem derefter med grøn salat, pulled pork, løgringe og friske krydderurter.

Tip

Vil du spare tid, kan du købe en færdig pulled pork og blande den op med den hjemmelavede sauce.