Politiker Rosa Lund er i denne uge gæst i podcasten ”Ikke et ord om politik”, hvor Morten Messerschmidt er vært. Her afslører 38-årige Rosa for første gang, hvad der foregik i hendes forhenværende voldelige parforhold, som hun befandt sig i i to år.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det er nu 12 år siden, at Rosas veje krydsede hans for første gang på en meningsdanneruddannelse i fagbevægelsen. Dengang lignede han helten i en romantisk komedie. Han inviterede hende ud og købte blomster. Ligesom i fjernsynet. Hun følte sig heldig.
Der skete meget i hendes liv i den periode. Rosa blev valgt til folketinget for første gang. Men hun fik også konstateret sklerose, da hun var kun 23 år gammel.
- Det var mange følelser på samme tid, gode og svære, og der var han der bare. Han greb mig rigtig meget, og det kunne jeg ikke stå for, fortæller den hudløst ærlige Rosa i podcasten og tilføjer, at den kroniske sygdom gav anledning til nogle svære tanker.
- Jeg tænkte, nu får jeg aldrig en kæreste. Der er jo ikke nogen, der vil være kærester med nogen, der har en kronisk sygdom. Men jeg har haft en del kærester siden, jeg fik det konstateret, så det er i hvert fald ikke rigtigt.
Startede med psykisk vold
Tre måneder inde i forholdet begyndte den romantiske komedie at skifte tema, og prinsen på den hvide hest viste hende noget, som hun dengang ikke havde ord for, men som vi i dag kender som psykisk vold.
- Han fik mig udskammet til at gøre bestemte ting, fx stoppe kontakten til bestemte venner, han ikke ville have, at jeg så. Han var meget jaloux anlagt og ville altid vide, hvor jeg var henne. Det var sådan, det startede. Han havde meget kontrol over mig, fortæller Rosa, der tilføjer, at der er mange ting fra den periode, hun ikke kan huske. Hun har fortrængt det, fordi det var så ubehageligt.
Brug for hjælp?
Du kan få gratis og anonym telefonrådgivning hos Lev Uden Volds professionelle rådgivere døgnet rundt, hvis du udsættes for vold eller kender nogen, der gør. Ring til tlf. 1888.
Den daværende kæreste havde det svært med, at hun boede sammen med sin mandlige ven Thue. Rosa havde mange venner af det modsatte køn, som kæresten ikke brød sig om. Enten så hun dem ikke så tit, eller så fortalte hun det ikke til ham.
Men på trods af kontrollen, forblev Rosa i forholdet. Hun blev ved med at tro, at nu blev det godt. Det viste sig dog, at det blev meget værre.
Og Rosa gik med det hele selv. Hun fortalte det ikke til nogen.
- Det er lidt pinligt at sige. Men jeg har tilgivet mig selv, at det var sådan, det var. På det tidspunkt så jeg ikke mig selv som en, der ville finde sig i den slags. Men det er gået op for mig, at der er alle mulige mennesker, der finder sig i den slags, fordi man tror og håber på, at det bliver bedre. Og der er så meget manipulation i det, at det er svært at komme ud af. Det har taget mange år. Det er stadig noget, jeg arbejder med.
Da ham, hun boede med, pludselig skulle ud at rejse i flere måneder, flyttede kæresten ind.
- Vi flyttede sammen, og det gjorde, at kontrollen tog til. Jeg havde tænkt, at det modsatte ville gøre sig gældende. At nu kunne han se, at jeg ikke sov med alle mulige andre. At der ikke foregik alt muligt. At der kun var mig og ham. Men det kunne han ikke.
- Det var dobbelt afstraffelse. Lige meget, hvad jeg gjorde, så var det forkert. Det føltes som om, at han altid satte mig op, så jeg kun kunne gøre ting forkert.
Det var først, da det begyndte at blive fysisk, at det gik op for Rosa, at der var noget, som ikke var helt, som det skulle være.
- Første gang, det sker, går det ikke rigtig op for mig. Han skubber mig ned ad trappen i opgangen i lejligheden, da vi skændes om noget. Jeg bliver sindssygt forskrækket. Der tænker jeg, at det må være en fejl. Men når jeg tænker på det nu, ved jeg godt, at han skubbede mig.
- Det tager til, og det bliver mere og mere alvorligt. Jeg er ikke på noget tidspunkt bange for, at han slår mig ihjel, men jeg er bange for ham. Det bliver mere og mere fysisk.
Låst ude kun iført trusser
Rosa fortæller om en specifik episode, der fandt sted, da parret begge var i Aalborg og boede på et hotel sammen.
Oplevelsen kom først tilbage til hende langt senere, da hun var i terapi for første gang.
- Vi har været oppe at skændes om et eller andet. Et lille skænderi, men nok til, at der er dårlig stemning. Han spørger, om vi ikke skal have make up sex. Det vil jeg gerne. Så jeg tager mit tøj af, så jeg kun har trusser på. Og så skubber han mig ud på gangen og lukker døren. Jeg har ikke noget tøj på, så jeg har heller ikke noget nøglekort, så jeg kan ikke komme ind på værelset.
- Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg banker på døren, men jeg banker ikke for højt, for jeg vil ikke have, der kommer nogen ud fra de andre værelser.
Rosa har ingen idé om, hvor lang tid der gik. Det føltes som en halv time. Måske gik der fem minutter.
Det endte med, at kæresten åbnede døren og sagde, hun godt må komme ind nu. Hvis altså hun opførte sig ordentligt.
- Jeg har tænkt på efterfølgende, om det var et turn on for ham at nedgøre mig. Men det skal man lige aftale, hvis man vil lege den leg. Det var så ubehageligt.
- Jeg har efterfølgende, også i forhold til at arbejde med skyld og skam, tænkt, hvad der var sket, hvis jeg var gået ned i receptionen og havde bedt om hjælp. Men i situationen strejfede tanken mig ikke. Mit fokus var, hvordan jeg kunne sørge for, at der ikke kom nogen. Fordi jeg skammede mig så meget.
Var sammen med en anden
Halvandet år inde i forholdet begyndte Rosa at bevæge sig ud af relationen mentalt, men hun turde ikke at gå fra ham af frygt for hans reaktion.
- Der skete det, at jeg faktisk var sammen med en anden mand, så jeg kunne få ham til at gå fra mig. Han finder ud af det, fordi han har adgang til min Facebook, hvilket jeg ikke vidste før, han fortalte mig det.
- Vi skændes, men han når ikke hen til det sted, at vi skal slå op. Derfor siger jeg, at jeg ikke synes, vi skal være kærester længere. Han foreslår, at vi kører hjem, spiser mad og snakker tingene igennem. Det siger jeg ja til. Jeg er bange for ham der, men jeg ved også, at jeg er på vej ud.
Rosa holdt dog fast i, at de to ikke længere skulle danne par. Det tog han ikke særlig pænt.
- Han kaster ting efter mig. Nøgler, sin telefon, fjernbetjeningen. Uden at han rammer mig. Men der var kraft bag.
- Jeg går ud af lejligheden og siger, han skal være ude, når jeg kommer tilbage. Jeg sover hos en veninde. Men jeg fortæller hende ikke, hvad der er sket. Der går en uge, hvor han ringer til mine forældre, til mig, han truer med at begå selvmord, hvis jeg ikke vil være kærester med ham. Det var afpresning, synes jeg.
- Det var meget utrygt for mig i den periode. Der gik 14 dage, før han flyttede ud. Efterfølgende fandt han på undskyldninger for at komme tilbage, fordi han sagde, at han manglede ting. Og så går han over i at prøve at være charmerende igen. Hver morgen hentede han to kopper kaffe, tog et billede af det, så man kunne se, han var foran min hoveddør for at få mig til at komme ned. Jeg var så utryg ved at bo der alene, og heldigvis flyttede min gode ven Sune ind. Det gav mig så meget tryghed. Jeg fortalte ham, hvad der var sket.
Netop dét at snakke højt om, hvis man er i et voldeligt forhold, er noget, Rosa er fortaler for i dag. Det er blandt andet derfor, hun er så åben omkring sine oplevelser. Men hun gør det også, fordi det hjælper hende med at bearbejde det.
Og så har det hjulpet Rosa en del at gå i terapi.
- To år er ret lang tid. Og lige pludselig kan jeg stadig i dag godt komme i tanke om noget, fordi der er en situation, der minder om det. Jeg har fortrængt det så meget og er først begyndt at arbejde rigtig med det for et par år siden, og jeg begyndte der at tale højt om det. Jeg kan mærke, det også er en del af min egen bearbejdningsproces at tale højt om det.
Rosa har siden været i gode parforhold. Men hun har stadig ar på sjælen fra dengang. Hun ændrede personlighed på grund af det voldelige forhold, og hun bærer stadig rundt på traumet i hverdagen. Men hun tror på, at hun godt kan slippe det på et tidspunkt.
- Jeg blev så usikker, og jeg var det i lang tid bagefter. Jeg er meget opmærksom, når jeg møder en ny mand. På at lytte til min mavefornemmelse. Det har gjort meget for min tillid til mænd. Det har taget lang tid at genopbygge troen på, at mænd vil mig det godt i en kærlighedsrelation, fortæller Rosa, der i dag er single.
Brug for hjælp?
Gør som Rosa Lund og kontakt BRYD TAVSHEDEN, der hjælper børn og unge i alderen 13-24 år med at tale om vold. Det kan enten være vold i hjemmet eller i et kæresteforhold.
