Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Karina opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da min far faldt om og døde af et hjerteslag blot 69 år gammel, stod min mor pludselig alene med økonomien, huset, haven og ikke mindst min fars gamle mor, der længe havde været afhængig af mine forældres hjælp.
Min bror og jeg boede så langt fra vores mor, at det var urealistisk at være der for hende i hverdagene.
Min mor var da også klar over, at hun var nødt til at komme videre på egen hånd, og heldigvis havde hun både en god økonomi og et job, hun var glad for. Et lille års tid senere døde min farmor.
Det var på mange måder en lettelse for min mor, for alt andet lige havde hun været bundet hårdt op på at skulle hjælpe hende med alt det, som hjemmeplejen ikke havde tid til.
Hvad ingen af os tænkte over dengang, var, at med vores farmors død blev der også et stort hul i vores mors liv. Et hul, der skulle fyldes ud med noget andet.
Der var gået nogle måneder, hvor jeg ikke havde set min mor, da jeg begyndte at lægge mærke til, at hun havde forandret sig. Når jeg ringede, var hun efter en kort telefonsamtale ”nødt til” at lægge på, fordi der var noget, hun skulle, og det skete næsten hver gang.
Det blev mere og mere tydeligt, at noget var i gære. Min bror mente, at hun måske havde fået en kæreste? Den tanke var mærkeligt nok ikke faldet mig ind, men jeg undte hende det skam godt, hvis det var tilfældet.
En dag, hvor jeg i arbejdsmæssig sammenhæng var i nærheden af mit barndomshjem, besluttede jeg at køre forbi min mor, da jeg holdt fyraften.
Jeg var vant til at gå lige ind, og det gjorde jeg også den dag.
Min mor sprang forfjamsket op fra en stol i køkkenet og knaldede låget på computeren i. Hun virkede nervøs, hendes øjne flakkede, og i det hele taget var det, som jeg havde grebet hende i noget forkert.
Jeg spurgte selvfølgelig, hvad hun havde været i gang med. Det var ikke noget særligt, hun havde bare været på Facebook, lød svaret, før hun vendte ryggen til mig med en undskyldning om, at hun da lige kunne lave en kop kaffe til os.
Der var altså et eller andet galt, for sådan plejede min mor aldrig at opføre sig.
Hun var normalt som en åben bog, der glad og gerne fortalte alt, hvad hun tænkte og følte. Til sidst spurgte jeg hende da også lige ud, hvad der foregik.
Hårdt presset indrømmede hun, at hun havde mødt en mand, som hun var blevet forelsket i.
Han hed John og var ingeniør. Da jeg spurgte, hvor hun havde mødt ham, og hvornår vi fik lov til at hilse på ham, begyndte hun at sidde uroligt på stolen. Jeg gik hende på klingen og fik endelig at vide, at hun ikke havde mødt ham rigtigt endnu.
Kun på nettet. De havde skrevet sammen i nogle måneder, men det var bare et spørgsmål om tid, før han kom til Danmark.
"Danmark?" fløj det ud af mig. "Hvor er han da henne nu?"
Det løb mig koldt ned ad ryggen, da min mor fortalte, at han var brite, normalt boede i Yorkshire, men var udsendt til Sudan, hvor han skulle hjælpe med at bygge et vandkraftværk.
"Det passer ikke, mor. Han svindler dig!" udbrød jeg.
Først blegnede hun, så benægtede hun det. Hun havde set masser af billeder, både af ham, af hjemmet i Yorkshire og flere steder i Sudan.
Ja, sågar et billede, hvor han stod sammen med nogle kolleger foran det byggeri, de var i gang med at opføre. Jeg rystede på hovedet. Hun kunne heller ikke fortælle, hvornår han kom på besøg.
Der var lige nogle problemer, han skulle have løst først.
"Så du skal sende ham penge?" spurgte jeg lidt skarpt.
Min mor stirrede forstenet på mig. Jeg kunne se, at tankerne ræsede rundt i hovedet på hende, og det troede da pokker. Hun var ved at indse, at den mand, hun troede, hun havde en fremtid sammen med, sandsynligvis slet ikke fandtes. At det hele var et fupnummer.
Min mor forlod køkkenet, og da hun kom tilbage, kunne jeg se, at hun havde grædt. Hun havde sendt ”John” i omegnen af 50.000 kroner, fortalte hun med en meget ydmyg stemme.
Han havde bildt hende ind, at myndighederne i Sudan havde inddraget hans pas efter et tip fra efterretningstjenesten, som mistænkte ham for spionage.
Det havde selvfølgelig ingenting på sig, men han kunne kun få sit pas tilbage ved at bestikke nogle embedsmænd. Han havde masser af penge hjemme i England, men han kunne ikke få fat i dem fra Sudan – påstod han.
Min mor ville selvfølgelig få pengene tilbage, lige så snart han slap ud af landet. Han elskede hende jo.
"Hvor har jeg været dum," sagde min mor ulykkeligt. "Jeg ville aldrig have troet, det kunne ske for mig."
Det var slemt at have mistet så mange penge, men det værste var, at den mand, hun troede, hun havde et kærlighedsforhold til, viste sig at være en gemen svindler.
Oven i sin kærestesorg måtte min mor bære på en enorm skam. Hun var så frygtelig flov, og det hjalp ikke, at vi fortalte hende, at hun bare var blevet ’fanget’ på et tidspunkt i sit liv, hvor svindleren tilbød hende det, hun havde allermest brug for.
I lang tid var jeg bange for, at min mor aldrig kom over det, men heldigvis mødte hun senere en god mand, som hun er sammen med i dag.
Hun vil dog ikke tale om det, der skete dengang, så et eller andet sted sidder der nok stadig en skam i hende.
Jeg håber, at min mor en dag kan kaste den skam helt af sig, for det var jo overhovedet ikke hendes skyld.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
