Almira flygtede fra krig som teenager: "Den følelse af angst er svær at beskrive"

Under et blomstrende æbletræ i en have på Langeland sidder en flok kvinder ved et havebord. Der er dækket op med kaffekopper og tallerkener, og jublen er stor, da en af dem sætter kniven i en stor saftig chokoladekage og deler stykker ud til alle. Rundt om dem løber en glad hund, og på trampolinen hopper et par små børn.

"Uhm, hvor er det skønt. Jeg elsker kage," lyder det med et højt grin fra en køn kvinde i en iøjnefaldende grøn kjole og en lang, mørk hestehale over den ene skulder. Hun hedder Almira Vojnikovic og er med i frivilliggruppen, der hjælper ukrainske flygtninge på Langeland. Flere gange om ugen kører hun rundt til øens to flygtningecentre og hjælper med stort og småt. Det kan være alt fra at skaffe tallerkener, undertøj og internet til at fortælle om Danmark og dansk kultur.

"Mit hjerte bliver fyldt med energi af at hjælpe. Vi kan ikke bidrage med alverden, men for ukrainerne føles det som alverden. De er så ydmyge og taknemmelige," fortæller Almira, 40, inden hun rejser sig og tager hul på de pakker med chokoladekiks, hun har med denne dag til at forkæle børnene med.

Hun sætter sig ved bordet igen og snakker videre med kvinderne omkring hende. Sommetider giver hun dem et klem om skuldrene, ligesom hun heller ikke er nærig med de store smil.

For 28 år siden var det hende selv, som måtte forlade et krigsplaget hjemland. Det var ikke Ukraine, men Bosnien, hvor hun blev født og boede de første 13 år af sit liv. Hendes far blev sendt i krig, mens hendes mor, bedstemor og to yngre søskende boede sammen med uvisheden hjemme i landsbyen.

Ville redde sin familie

Krigen i Bosnien brød ud, da Almira kun var 10 år. Hun husker soldaterne på ethvert gadehjørne, skyderierne og følelsen af, at hun altid skulle være på vagt. Hun fandt på skjulesteder til sin familie, så hun vidste, hvor de kunne være, hvis soldaterne brød ind i huset. Tårerne løber ned ad hendes kinder, da hun siger:

"Jeg ved jo godt nu, at de var blevet fundet, uanset hvad jeg havde gjort. Men jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at redde min familie. Og derfor holdt jeg mig også vågen om natten, så jeg kunne reagere hurtigt, hvis nogen kom ind," siger Almira og tørrer tårerne væk med to pegefingre.

Almira og hendes familie sultede ikke under krigen, men ressourcerne var meget knappe. Hendes mor dyrkede grøntsager i haven, og sommetider fik de en nødpakke fra en hjælpeorganisation. Heldigvis sultede familien aldrig.

"Min mor var så stærk. Vi kunne ikke se, hun var bange. Jeg kunne ikke have gjort det samme over for mine børn. Bare se, hvordan jeg reagerer nu," siger hun, ryster på hovedet og griber igen ud efter en serviet.

Familien Vojnikovic kom ud af Bosnien og tog den lange flugt op gennem Europa. En af de mest voldsomme oplevelser undervejs erindrer Almira som den dag, hvor de skulle krydse floden Sava på en tømmerflåde.

"Jeg har aldrig været så bange som den dag. På åbent vand kunne vi være blevet skudt mange gange. Den følelse af angst er svær at beskrive," siger hun og banker let på sit bryst for at vise, hvor følelsen sad – og hvordan den ikke er svær at fremkalde igen.

Den 7. september 1995 ankom familien til nabolandet Kroatien, hvor de blev fordelt til de lande, som kunne tage imod flygtninge. For Almira og hendes familie blev destinationen Danmark. Et lille land, Almira intet kendte til, men som hun straks syntes om.

"Da vi kom ud af busserne, blev vi modtaget med åbne arme på flygtningecentret Avnstrup på Sjælland. Vi fik bamser af medarbejderne, og selvom jeg var en stor pige, betød det meget for mig. Jeg følte mig velkommen," fortæller Almira med et smil.

Hun tilføjer, at hendes far kom med til Danmark sammen med de andre, da han havde fået angstepilepsi og derfor ikke længere kunne bruges som arbejdskraft på frontlinjen.

Fik kram af skolelederen

Efter nogle måneder på Sjælland kom familien videre til et flygtningecenter i Viborg og siden til Gudme på Fyn. Derfra fik de opholdstilladelse og en lejlighed i Rudkøbing på Langeland. Igen afgjorde tilfældighedernes spil, at det var lige præcis her, de endte. Og det er Almira meget taknemmelig for.

"Vi kom til en ø, hvor man holder sammen og hjælper andre. Der er så meget sammenhold, og det mærkede vi straks. Den første dag i skolen kom skolelederen hen til mig, krammede mig og førte mig hen til klasseværelset. Her tog læreren lige så godt i mod mig, og børnene i klassen var så søde. Jeg blev aldrig ladt alene. De piger er nogle af mine bedste veninder i dag" siger Almira.

Efter folkeskolen kom Almira på handelsskole, som førte til en elevplads i tøjbutikken Gine i Rudkøbing. Her var hun ansat, indtil hun overtog butikken for 12 år siden. De tidligere ejere er stadig nogle af hendes tætte venner og har fået en plads på den næsten uendelige liste over mennesker, som rakte deres hænder ud mod hende.

"Jeg har så mange at sige tak til. Og det har jeg også gjort ved et arrangement i vores lokale bio i marts. Det betyder alt for mig, at de ved, hvad de har betydet i mit liv," siger hun og bliver igen rørt.

I haven på flygtningecentret i Lindelse er kagen ved at spist op, men snakken går stadig højlydt omkring bordet. Da krigen i Ukraine brød ud, og Almira hørte, at flygtninge var på vej, satte hun hurtigt gang i sit netværk, som har hjulpet med alt fra babysenge til bamser, tøj og andet udstyr.

Da bussen ankom til Rudkøbing, havde hun svært ved at samle sig. For det var hende selv, hun så gå ud af bussen som 14-årig.

"Jeg vidste, det ville slå hårdt at tage imod dem. Men jeg var ikke i tvivl om, at det skulle jeg. Jeg føler, at jeg kan give så meget tilbage."