"Jeg kan ikke have, hvis noget er "godt nok". Enten er det godt, eller også er det ikke godt"

Den hvide marcipan suger langsomt farven til sig og bliver dyb mørkerød under Andrea Søllesteds slanke hænder. Dernæst er det tid til at indfarve en anden klump, som skal være grøn.

Hun satser på at lave en kage, som hun kalder "skrædderens arbejdsbord" – inspireret af sit arbejde som selvstændig teaterskrædder.

– Jeg har noget vinrødt fløjl liggende i øjeblikket, og der roder lidt på mit værksted. Så der kom idéen, fortæller den 51-årige kvinde, inden hun forsøger at rette sin fem måneder gamle hundehvalp af.

– Sally, du må ikke spise marcipan. Gå ind i stuen med dig.

På bordet i det smalle køkken i hjemmet i sydsjællandske Næstved står en kæmpe kasse, hvori Andrea gemmer en masse små bøtter med pastafarve, dåser med kagepynt, pensler og maling til airbrush-maskinen, som hun bruger til at pynte sine kager med.

– Man må aldrig gå ned på udstyr. Eller glimmer, siger hun og lægger nakken tilbage i et grin.

Det er der vist heller ingen fare for. Marcipan er hun også storforbruger af, så meget heldigt har gemalen Klaus lige været i Tyskland og kom hjem med syv gigantiske ruller af den hvide mandelmasse.

Læserne vil kende Andrea fra "Den Store Bagedyst" på DR1. Hun har fulgt med i de tidligere sæsoner og fik lyst til selv at melde sig i år:

– Jeg ville gerne prøve at være med i den kreative proces og udvikle mig bageteknisk. Og det har jeg også gjort. Jeg har lært så meget af Markus og Katrine (dommerne i programmet, red.), siger hun og smører hvid sukkermasse ud på en skabelon. Det skal blive til blonder, der skal pynte kagen.

Ved mors symaskine

Det kreative gen fik Andrea fodret som barn, hvor hun syede tøj til sine dukker og bamser på sin mors symaskine hjemme i Værløse ved København.

At gå på hugst i moderens sytøjsrester og udvælge rester, der kunne skrues sammen til fint tøj, passede Andrea perfekt.

– Min mor var ellers meget striks med sin symaskine, men jeg fik lov at bruge den. Og jeg elskede de timer. Mine veninder og jeg syede også kostumer til karneval i København i 1980'erne. Jeg var altid klovn. Den dragt var nemmest at sy, husker hun.

I jobbet som selvlært skrædder er det ikke just de letteste kostumer, hun kreerer. Hun leverer mange historiske dragter med fine detaljer til blandt andet museer og teatre rundt omkring i landet.

– Jeg har ofte et billede i hovedet af, hvordan et kostume skal se ud. Det giver mig en glæde at levendegøre det billede, fortæller hun, mens hun forsigtigt trækker de tynde, hvide kageblonder af skabelonerne.

– Uh, det driller da lidt, konstaterer hun med koncentreret mine. Og får det til at lykkes alligevel.

Andrea bager flere gange om ugen, og bagedysten har på ingen måde gjort hende træt af at gå i køkkenet og finde skåle og piskeris frem.

– Jeg elsker at bruge mine hænder til både bagning, syning og havearbejde. Jeg har det fantastisk med at fordybe mig og kan glemme alt omkring mig. Når jeg bager, er jeg nærmest lykkelig, siger hun med et smil og retter lidt på den fine fletning, som ligger over hendes venstre skulder.

Glacen kiksede

Piskeriset snurrer i skålen, som Andrea har hældt fløde i. Hun skal bruge skummet til at smøre sin kage op med, inden hun kan lægge den indfarvede marcipan over.

Helt tilfreds er hun dog ikke.

– Jeg har ikke mere smør, så jeg kan ikke lave en smørcreme. Og det bliver altså bare bedre, for med smørcremen kan jeg udjævne de små buler under marcipanen, forklarer hun og afviser, at hun er perfektionist.

– Jeg bryder mig egentlig ikke om det prædikat. Men jeg indrømmer, at jeg ikke kan have, hvis noget er "godt nok". Enten er noget godt eller også er det ikke godt.

I bagedysten blev hun for første gang kastet ud i at lave en glace, som skal pakke en kage ind, som var det et stykke skinnende blankt gavepapir.

– Når jeg øvede mig derhjemme, kiksede det helt. Hold da op. Jeg har lavet mange kager, der blev rigtig gode, men når glacen kom på, var det hele ødelagt. Men mine naboer tog det pænt, siger hun med et grin og henvisning til, at naboerne på vejen har været aftagere af hendes mange kageeksperimenter.

Manden Klaus har også prøvesmagt de lækre sager fra Andreas hånd. Det samme har døtrene Frida og Anna på 24 og 21 år og sønnen Asbjørn på 17 år.

– Hun laver fantastiske kager, og de smager godt. Så dem kan jeg ikke rigtig holde mig fra, erkender Klaus.

På køkkenbordet tager "Skrædderens arbejdsbord" form. Andrea tænder for sin airbrush-maskine og sprøjter blåglitrende maling på den grønne marcipan. Hendes hånd er rolig og sikker. Bagefter lægger hun den hvide blonde over og sætter små, hvide perler på som det sidste twist.

Artiklen er en opdateret version af interviewet med Andrea, der blev bragt i Hjemmet nr.