Ane er præst – men der skulle en særlig oplevelse til, før hun begyndte at bede til Gud

For nogle år siden skulle Ane Øland Bækgaard stå for en dåbsgudstjeneste.

Det havde hun som præst prøvet før, men ligesom alle andre kan have en dårlig dag, ramte følelsen hende: Hun var træt og orkede ikke. Og spurgte sin ven og kollega til råds. Kollegaen foreslog Ane at bede en bøn.

Læs også

Da Niels Overgaard læste i sine gamle dagbøger, indså han, at ægteskabet var slut

Nu tænker du måske, at løsningen var nærliggende for netop en præst, men faktisk havde Ane aldrig bedt en bøn ud over ”standardversionen” i kirken og den aftenbøn, hendes far bad med hende, da hun var barn.

Men hvorfor ikke prøve?

"Så sagde jeg: ”Kære Gud, jeg har ingen kræfter, kan du hjælpe?” Jeg havde nok et håb om, at himlen ville åbne sig og inspirationen strømme ned, men det skete ikke," husker Ane.

Gud måtte hjælpe

Til gengæld havde bønnen en anden virkning.

"Da jeg gik hen mod kirken, fik jeg en fornemmelse af, at jeg ikke gik der alene. Jeg så mig selv og mine mangler i øjnene og fik en følelse af, at det var okay; jeg måtte give, hvad jeg havde," siger hun.

"Der var også et trodsigt barn inden i mig, der sagde, at Gud også måtte give noget. Resultatet var, at jeg var mindre på overarbejde."

Den efterfølgende gudstjeneste husker Ane som ærlig og nænsom. Men lige bagefter tænkte hun ikke så meget over oplevelsen. Alligevel sneg bønnen sig ind i hendes hverdag i forskellige situationer, og i dag er den en daglig rutine – som aftenbøn – eller en spontan tanke i løbet af dagen. For Ane har opdaget, at en lille bøn kan noget særligt – og at den hverken behøver at være stort sat op eller reserveret til krisetider.

For at vise andre, hvordan bønnen kan bruges i dagligdagens trummerum, har hun skrevet bogen Hørt! Almanak over hverdagens bønner. Med den håber hun at støve kunsten at henvende sig til noget, der er større end én selv, af.

Krøl glansbilledet

"Bøn har et ry som noget fromt, gammeldags og meget korrekt. Jeg kunne godt tænke mig at vise, at bøn i virkeligheden er at være nærværende i det, der er lige nu, og en måde at synliggøre, at du ikke skal magte det hele alene," forklarer Ane, som også fremhæver, at bøn er en måde at være i livet – med både det smukke og det svære.

På den måde ligner bønnen en beslægtet tendens i tiden, nemlig at udtrykke taknemmelighed. At sige tak, helt grundlæggende, for, at vi har fået livet givet som en gave, understreger præsten.

Men ud over taksigelsen rummer bønnen også frustrationerne og de følelser, vi ikke er stoltest af.

Læs også

Lotte Kaa Andersen har en særlig fantasi efter overgangsalderen – og hun tror ikke, hun er alene

"I bønnen kan jeg stå frem, fuldstændig som jeg er, og der er ikke noget, der er for stort eller småt at bede om. Jeg kan finde på at bede om hjælp til at være en mindre sur mor, til at finde bare ét par matchende sokker i bunken af enlige eller til at acceptere følelsen af, at jeg er lidt misundelig på venindes nye sommerhus," forklarer Ane.

"Vi prøver ofte at gøre os selv lidt bedre, end vi er, men forstillelsen er udmattende i længden og gør det svært at rumme det sure. I bønnen giver jeg slip på glansbilledet, og det er en lettelse."

Kræfter udefra

Ane oplever, at også børn kan have gavn af at bede. Hun kan se på sine konfirmander, at det er befriende, at der i bønnen ikke er noget, der skal fikses.

Når hun putter sin niårige, bruger hun bønnen til at bearbejde skolelivets genvordigheder sammen med ham. Har han været uvenner med en ven, kan bønnen lyde: ”Kære Gud, hjælp mit barn med at blive gode venner med sin kammerat i morgen.” På den måde får de talt om det svære, og ansvaret letter fra barneskuldrene.

"Jeg kunne også bare have sagt: ”Jeg håber, I finder ud af det i morgen og bliver venner.” Men gør jeg det, placerer jeg tydeligt ansvaret kun på ham og vennen," påpeger Ane.

"Der kan ske alt muligt i et klasselokale, han ikke er herre over, så når jeg beder Gud om hjælp, udtrykker jeg et ønske om nogle kræfter udefra, og jeg viser ham, at han ikke skal bære det hele alene. Det gør ham mere rolig."

Tror ikke på Gud

Anes søn har dog ofte en indvending: Han tror ikke på Gud. Hendes svar er, at det ikke gør noget. For ifølge præsten kan bønnen sagtens have betydning, selv om man ikke ved, hvad man tror på, eller om man overhovedet tror på noget.

"Bøn kan bruges af alle. Langt de fleste har prøvet spontant at henvende sig til noget, der er større end dem selv – det kan være på et kritisk tidspunkt i livet, for eksempel under alvorlig sygdom, eller når der sker noget fantastisk, som vi får lyst til at takke for," siger Ane.

"Det er i situationer, hvor vi ikke helt slår til som mennesker, at vi får trang til at rette en henvendelse udad," siger Ane.

En trylleformular?

Men hvad hvis du beder om hjælp til at få huset solgt, og der er stadig ingen købere er? Eller du folder hænderne for den gode stemning i dit barns klasse, men han fortsat kommer hjem og fortæller om skænderier og uvenskab? Nytter det så?

Ja, mener Ane.  

"En bøn er ikke en trylleformular. Men det er en måde at få opmærksomheden over på det, vi ønsker os, og en hjælp til at være i det, vi er bange for,"siger hun.

"Ofte er dét ikke at ville være i frygten værre end det, vi rent faktisk er bange for, og der kan bønnen være en måde at tillade det, der er, at være der."

Ane tilføjer dog, at fordi hun selv tror på den kristne Gud, så tror hun også på det, som titlen på hendes bog fastslår:

At hendes bønner bliver hørt.