"Der er blevet smidt stole efter mig i retssalen, og jeg er blevet spyttet på"

Virkeligheden overgår ofte handlingen i kriminalromanerne, og som anklager har Anne Birgitte Stürup været i berøring med den groveste kriminalitet og de farligste gerningsmænd. I det daglige arbejde har hun beskæftiget sig med drab, voldtægt og misbrug af børn, og skal man klare det, kræves et skarpt skel mellem job og privatliv.

– Jeg fandt tidligt ud af, at jeg skulle lægge de tunge sager fra mig, når jeg cyklede hjem fra retssalen eller mit kontor. Kunne jeg ikke det, ville det blive på bekostning af nattesøvn og familieliv, men jeg fik det til at fungere, og man skal tænke på, at der er mange faggrupper, der har det på samme måde, f.eks. politibetjente, og kræftlæger. Ægte dedikation til jobbet betyder ikke, det skal fylde alle tanker hele døgnet, men du skal give dig 100 procent de timer, du arbejder. Nogle gange 150.

I næsten 45 år har Anne Birgitte viet sit professionelle liv til jura og retssager, og da hun gik på pension sidste år, havde hun været i berøring med mere end 5000 kriminelle. Som anklager vel at mærke for hun har altid brændt for at tale de uskyldiges sag.

– Den beslutning tog jeg tidligt. I forbindelse med mit jurastudie overværede jeg en retssag, hvor en mand var tiltalt for voldtægt mod en ung kvinde. Det var chokerende at opleve forsvarerens forhør og at se hende udstillet som løsagtig, fordi hun havde et sexliv. Sidstnævnte retfærdiggjorde jo ikke, at hun blev voldtaget! Sagen blev ført i 1969, og der er heldigvis større respekt for voldtægtsofre i dag, men da jeg forlod retssalen dengang, vidste jeg, at jeg ville være anklager og talerør for uskyldige ofre.

Og så en dag står man på trappen ...

Anne Birgitte voksede op i en familie, hvor både far, bedstefar og oldefar var jurister, men som helt ung gik hendes egne fremtidsplaner i en anden retning.

– Min far gik meget op i historie, og den interesse smittede mig mere end juraen. Jeg elskede, når vi tog på udflugter til museer, kirker og gravhøje. Som student skulle jeg vælge en uddannelse, og det var oplagt at blive historiker, men på en eller anden måde var det et lettere valg at søge ind på jura. Jeg tog en vej, min familie havde taget før mig – i tre generationer.

Indledningsvis var tanken, at Anne Birgitte ville finde et arbejde i et ministerium eller en organisation, når hun var færdiguddannet, for det kunne forenes med den familie, hun gerne ville have.

– Jeg mødte Don samme år, jeg begyndte at læse jura. Han er amerikaner og var på ferie i Danmark. Sommeren efter kom han tilbage med to forlovelsesringe, og i 68 giftede vi os. Don, som er kernefysiker, fik arbejde i København, og senere fik vi vores tre børn. Mine jobplaner ændrede sig; jeg blev anklager, og det har til tider været udfordrende, for jeg skulle også være mor og hustru. Alligevel ser jeg tilbage på de dejligste år, da børnene boede hjemme. Og en dag står man på trappen og vinker farvel til den sidste, der flytter, fælder en tåre og tænker hvad nu? Så gælder det om også at få de næste kapitler til at give mening, og her spiller arbejdslivet en vigtig rolle, siger Anne Birgitte.

Ingen formel på retfærdighed

Arbejdet blev også hendes livline, da Don i 2011 fik en alvorlig hjerneblødning, der efterfølgende betød, at han måtte flytte på plejehjem.

– Jeg havde glædet mig til, at vi skulle nyde vores otium sammen, men sådan kom det ikke til at gå. Det var og er naturligvis en meget stor sorg, men jeg kom igennem de første svære år ved at arbejde. Der følger et hav af papirer og efterforskningsmateriale med en retssag, så der er altid noget at læse, og så skal der sorteres, skabes overblik og laves en plan. Det giver sig selv, at det er krævende arbejde, for der er meget på spil, siger Anne Birgitte.

Blandt de mange sager, hun har ført, er et dødeligt overfald på et ungt avisbud, drabet på en italiensk turist, og de mord og voldtægter der blev begået af ham, som blev kendt som Amagermanden. I de nævnte tilfælde og i de fleste andre af hendes retssager blev de anklagede idømt forvaring eller fængselsstraf, og det giver anklageren en tilfredsstillelse, men begrebet retfærdighed er uforeneligt med jura.

– Der findes ikke en formel på retfærdighed, for det vil altid bero på en subjektiv fortolkning. Får du stjålet din cykel, bliver du sur og vil have tyven straffet. Er det derimod din egen teenagesøn, der har snuppet en cykel på vej hjem fra en fest, forekommer det ikke så slemt. Vores syn på retfærdighed afhænger af vores rolle i sagen, og sådan er det også med alvorlig kriminalitet. Vi kan ikke basere retssystemet på retfærdighed, men det skal være rimeligt. Rimeligt for ofrene og rimeligt for de dømte.

Dropper de blodige krimier

Som nybagt pensionist følger Anne Birgitte stadig med i avisernes kriminalstof, men hun savner ikke det aktive liv som anklager.

– Det var 45 gode år, men nu er det kapitel slut. Jeg nyder at have muligheden for at drysse min tid væk, læse morgenavisen grundigt, havbade og sysle med det, der lige ligger for. Jeg ser mine børn og børnebørn mest muligt, og jeg er sammen med Don på plejehjemmet. Om aftenen ses jeg med venner, eller jeg læser bøger og kigger fjernsyn. Dog ikke de mest blodige krimier, for så vælter der for mange erindringer frem i mine tanker. Fra retssager med ofre der har været udsat for den slags i virkeligheden, og det er ikke hyggelig aftenunderholdning for mig.

Til trods for blodige erindringer og de mange timer i retssalen sammen med farligt kriminelle går Anne Birgitte ikke rundt og er bange for, at der skal ske noget slemt.

– Jeg nægter at leve i et bad af angst, og her slår mit rationelle jeg heldigvis i gennem. Selvom der er blevet smidt stole efter mig i retssalen, og jeg er blevet spyttet på efter domsafsigelse, så er jeg ikke nervøs for, at gerningsmændene skal hævne sig. Når vreden lægger sig, ved de kriminelle godt, at jeg bare har passet mit arbejde. Og med hensyn til at blive et tilfældigt offer for en forbrydelse, så er risikoen for at møde en overfaldsmand eller voldtægtsforbryder i min alder meget lille. Det der bekymrer mig mest i forhold til kriminalitet, er faktisk lommetyve, så jeg har altid min pung i inderlommen, smiler Anne Birgitte. 

Hvem er Anne Birgitte?

Navn: Anne Birgitte Stürup

Alder: 71 år.

Privat: Gift med Don Bennett, mor til voksne børn på 36, 43 og 45 år. Har fem børnebørn i alderen 0-13 år.

Fagligt: Anklager gennem 45 år. Pensioneret i 2017.