Aftenshow-vært var provokeret over hendes nye sang: ”Det blev jeg ret paf over”
En sang på hendes nye album har provokeret en tv-vært - og det er positivt, mener Anne Dorte Michelsen. For hun har oplevet ting i sin karriere, som hun vil have lov til at være vred over, og derfor bakker hun op om andre kvinder i sangen. Det fortæller hun til Hendes Verden.
Anne Dorte Michelsen blev natten over en af sin generation mest succesfulde popstjerner, da hun i begyndelsen af 1980’erne skrev teksten til sangen ”Sig du ka’ li’ mig”.
Sangen fik hende med i Tøsedrengene, og bandet var alle vegne. På landets største scener, på tv og i radioen nonstop.
Men med succesen fulgte ikke kun god og positiv opmærksomhed, når du som ung kvinde stiller dig op på en scene og deler din musik. Og det var voldsomt, husker hun.
”Der blev åbnet en flanke, hvor man kunne sige og skrive alt. Jeg kan især huske én overskrift, der slog mig fuldstændig ud. Fordi den var så ondskabsfuld og ikke havde noget med min musik at gøre, men kørte på alt det, der er blevet kørt på over for kvinder gennem årtier. Vores udseende, vores alder og vores værdi i mandens øjne. Lille pige med rynker stod der i overskriften over mit portræt. Jeg var 27 år gammel,” fortæller Anne Dorte Michelsen i et nyt interview med Hendes Verden.
Hun oplevede præcis det samme igen fra især én gruppe af skribenter, da hun gik solo i sine 30’ere.
Og det var på trods af, at hendes soloalbum også havde succes i Norge, Sverige og endda i Japan.
”Det var, som om den anerkendelse ikke trængte igennem til mig, fordi modtagelsen fra det danske (mandlige) anmelderkorps var så hård og så optaget af mit udseende og udtryk. Jeg var for gammel, forkert klædt, for stille og for kedelig. Det gjorde mig ked af det og usikker og fik mig til at vende ryggen lidt til verden,” forklarer hun til ugebladet.
Pludselig kom der dog et vendepunkt for sangeren.
Paf over tv-vært
Hvor den populære sanger tidligere lod sig påvirke af den megen fokus på kvinders udseende, alder og ”korrekte” måde at opføre sig, ændrede det sig, da hun rundede de 50 år.
”Da jeg blev 50, var det, som om alle kvababbelser omkring alder, og hvad man kan og ikke kan som kvinde, forsvandt fra den ene dag til den anden. Jeg gad simpelthen ikke beskæftige mig med det længere," siger Anne Dorte Michelsen til Hendes Verden.
For få dage siden udgav hun pladen ’Thumbs Up’, hvor hun i en ny sang hylder vrede kvinder. Netop dén sang har til Anne Dorte Michelsens både overraskelse, men også glæde, provokeret en tv-vært.
”Et af numrene, Det år vi var mest vrede, som handler om det år, #metoo peakede, har allerede provokeret en studievært på Aftenshowet. Det blev jeg ret paf over. Men det er vel egentlig godt nok, at sangene kan provokere,” siger den 64-årige sanger og tilføjer, at hun har masser af nyt at byde på:
”Jeg er også stadig virkelig vild med at spille koncerter. Og bare give den fuld skrue.”
Anne Dorte Michelsen fortæller om årtierne i sit liv til Hendes Verden. Om at blive skilt efter to år som ung mor, om sine største hits - og et nyt hus, hun har købt ved Comosøen i Italien.