Annette Heick: “Efter Jespers ulykke dykkede vi ned i et sort hul, hvor man tænker "jeg dør"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Harekrogen i Skovlunde, hvor vi boede, til jeg var 14 år. Den betragter jeg stadig som min barndoms gade, selv om der ikke længere bor ret mange, jeg kender. Det var virkelig en vej, man legede på. Alle børnene kendte hinanden, og vi spillede rundbold og lavede hinkeruder. Jeg skal snart flytte, og jeg lægger meget vægt på, at mine drenge når at opleve det, at man lige kan cykle over til hinanden eller gå ud og spille bold, mens solen går ned.

– Jeg er enebarn, men tre huse længere nede ad vejen, boede Klara, som stadig er en af mine bedste venner. Det var en sorgens dag, da de flyttede til Færøerne, men da hun kom tilbage seks år senere, var der nærmest ikke gået noget tid mellem os. Vi ses stadig, og vores venskab er så dybt, at hvis hun ringede og sagde, at hun skulle bruge min nyre, så ville jeg komme over med den.

Hilda, Keld og Annette 16 år. Foto: Ole Buntzen

Din levevej?

– Jeg har vist stadig ikke helt besluttet mig for det. Da jeg var barn, var jeg dog sikker på, at jeg ville være journalist. Men da det gik op for mig, at jeg skulle flytte til Aarhus for at gå på journalisthøjskolen, droppede jeg det. Af den latterlige grund søgte jeg aldrig ind, og i dag kan jeg næsten ikke forestille mig et sted, jeg hellere vil bo. I stedet læste jeg til ejendomsmægler. Ind imellem har jeg spekuleret over, hvorfor jeg gjorde det, men det giver alligevel god mening, for jeg har bygget fire huse på ti år, og der er havudsigt på tre af dem. Der er et eller andet med mig og ejendomme. Jeg er god til at se muligheder og investere. Jeg arbejdede som ejendomsmægler i to år og skrev for BT samtidig.

– Senere blev jeg ansat på Se & Hør. Det var den sjove tid i bladbranchen, hvor der var fest og ballade. Det varede fire fede år. En dag læste jeg i mit Falck medlemsblad, at Ole Stephensen var ved at lave et tv-selskab. Jeg kendte ham lidt i forvejen, så jeg kontaktede ham og blev ansat. Siden år 2000 har jeg været selvstændig med både teater, sang, tv og skrevne medier. Jeg er ude at optræde cirka 100 gange om året og har udgivet lidt cd'er ved siden af. Jeg kan godt selv se den røde tråd i min levevej. Underholdningsgenet fornægter sig ikke, og i dag kan jeg se, at det er en fordel at have flere strenge at slå på.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Da jeg var barn, kom der journalister og fotografer ind og ud af vores hjem, og det var aldrig noget, jeg forholdt mig til. Det er svært for mig at svare på, når folk spørger, hvordan det var, for jeg har aldrig prøvet andet. Jeg er ret afslappet med det, hvor andre er mere private. Faktisk er det først for nyligt, jeg besluttede, at der ikke tages billeder i vores soveværelse. Jeg er vist bare ikke ret hemmelighedsfuld.

– Det med at blive stoppet på gaden var mere udtalt i mine forældres generation. Da jeg var barn, kunne folk finde på at komme hen og sætte sig ved vores bord, når vi var ude. Det kunne gøre mig ganske rasende. Den næste generation har mere pli. De kommer bare over og siger noget sødt. De ældre kunne finde på at komme over til mig som barn og spørge, om jeg var flov over mine forældre. Det blev jeg virkelig ked af. Det sjoveste var dog engang, jeg gik i Lyngby Storcenter med min mor, og der var en bagved, der hviskede: "Årh se, der går Keld og Hilda."

Hvornår i livet har du taget en genvej?

– I år 2010 spurgte Det Ny Teater, om jeg ville være med i en musical. Jeg skulle synge opera, men jeg havde jo slet ikke de toner i livet, så jeg tænkte, at det havde ingen gang på jord. Men de sagde, at jeg bare skulle skoles. På den måde fik jeg en sanguddannelse. Sikke en gave. Forestillingen Wicked fik seks stjerner. Jeg kan ikke være taknemmelig nok, for det har givet mig adgang til en ny type jobs, så jeg i dag også kan optræde med ensembler og symfoniorkestre. Det var en helt ny retning i forhold til mine forældre, som var i popbranchen, men jeg bevægede mig over i den klassiske genre og var med i My Fair Lady og Evita, som var en enorm udfordring. Nogle gange tror man, at man selv skal investere et sted for at få et afkast, men folkene fra Det Ny Teater havde faktisk bare set mig i Vild med dans. Det kunne jeg i øvrigt ikke lide, for jeg kan ikke tåle at snurre rundt om mig selv, så jeg var proppet med søsygepiller i al den tid, programmet kørte.

Hvilken vej bor du på nu?

– Lige nu bor jeg i Sverige, hvor vi har boet i 16 år. Egentlig ville vi flytte til Frankrig med to andre par, men da det ene par blev skilt, røg grundlaget. En nytårsaften var der en, der foreslog, at vi flyttede til Sverige. Det besluttede vi, og 1. marts skrev vi under. Vores familier syntes, det var forfærdeligt, og i starten var det det rene Klondyke. Men da vi stod på den byggegrund, kunne vi se det for os. Nu er vi på vej til at flytte til Danmark. Jeg har ikke før nu været klar til at flytte fra Sverige, for jeg vidste, at jeg ville komme til at sidde på den anden side med våde øjne og kigge over på Sverige. Nu går jeg ude i min have og tænker: "Den rose skal jeg så ikke klippe mere", men jeg er klar til, at der skal ske noget andet.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Jesper, og det er snart 20 år siden, vi mødtes gennem en god ven. Jeg vidste bare med det samme: Selvfølgelig var det ham! Tre uger efter vi mødtes, flyttede han ind. Jesper har udviklet mig. Alene det at jeg boede med blomstrede forhæng og røvballegardiner, da vi mødtes, har ændret sig meget, for Jesper står for indretningen hos os.

Annette med manden Jesper Vollmer og sønnerne Storm og Eliot. Foto: Niels Henrik Dam

Mister du nogensinde vejgrebet?

– I 2015 brækkede Jesper nakken i en badeulykke i Thailand. Han blev simpelthen væltet af en bølge, og i et halvt år var han lam fra brystet og ned. Han går stadig til genoptræning, og vi er stadig i proces, men i januar 2020 er jeg nok klar til at gøre status.

– Jeg ville aldrig overleve, hvis der skete en ulykke med mine børn, men jeg tror, at i alle andre ulykker ligger der en læring. Jeg har set mange mennesker blive skilt, alene fordi de ikke kan holde ud at være, hvor de er, men jeg tror, de går glip af den gave, det er at konfrontere sig selv. Overvej lige hvorfor du er, hvor du er, og hvad du kan lære af det. Det kan være en gave, når du dykker ned i det sorte hul. Efter Jespers ulykke har vi virkelig været ned i det sorte hul, hvor du tænker "jeg dør", og så finder du ud af, at du faktisk overlever og bliver klogere af turen. Inden for de seneste år har vi har åbnet firma, været i en ulykke, og en af vores gode venner blev skudt i december (betjenten der døde af sine kvæstelser efter at være blevet ramt i hovedet af skud foran politigården i Albertslund, red.). Hver enkelt af de ting er noget, man kan gå ned på, og mange ville have givet op og være stukket af. Vi har da også været nede med flaget i flere omgange, men jeg ved, at vi skal igennem det.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem..."

– Simple living. Vi skulle for nyligt betale 700.000 kroner for at få repareret vores hus efter en vandskade, og de penge stod ikke i banken. Jeg kørte i forvejen rundt med tre teaterforestillinger på én gang. Vi begyndte at sælge ud på både loppemarkeder og auktioner. Vi gik simpelthen hele vores hjem igennem og spurgte os selv: Hvad er det værd? Jeg har kun nogle få smykker tilbage nu, fordi vi har solgt så meget. Jeg holdt for eksempel et kæmpe haveudsalg på et loppemarked. Ti minutter efter jeg ankom til loppemarkedet, havde jeg solgt for 3000 kroner, få timer senere sad jeg på en hængesofa og ventede på, at køberen skulle afhente den, og jeg havde ikke flere ting tilbage.

Det fede ved den proces er at finde ud af, hvor lidt tingene betyder. Jeg har to stole, som jeg elsker. De har affektionsværdi, fordi jeg købte dem for penge, jeg arvede fra min farmor. Det er så få ting, man ikke kan undvære, og når jeg sidder og kigger rundt, kan jeg se, hvor meget jeg stadig kan undvære. Til sidst går der jo sport i det.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at være med i musicalen Made in Aarhus. Det er en hyldest til Aarhus og et helt nyskrevet stykke, og musikken er genkomponerede Aarhus-sange. Jeg har en ret stor rolle, og jeg glæder mig helt vildt. Derudover skal jeg være værtinde til Melodi Grand Prix til næste år. Jeg er så glad for at have været med til så meget Grand Prix. Det er ret stort for mig, for det ligger jo i blodet, og jeg har været med, siden min far vandt i 1979. Jeg kan i øvrigt stadig huske den aften i Studie 3 i TV-byen. Det var så sjovt.