Blomstrer tv-kærligheden? Mød de to nye bachelors og de 17 kvinder her
Der er et sandt boom af tv-programmer, hvor vi seere kan følge med i, om man kan finde kærligheden i forskellige set-ups. Snart begynder endnu en jagt efter kærligheden, når sæson to af TV 2-programmet The Bachelor snart har premiere.
Kan man møde sit livs kærlighed i et tv-program? Det gør flere af Danmarks TV-stationer i hvert fald et i hærdigt forsøg på at vise os seere, at vi måske kan.
Vi har kunne følge unge par blive placeret på en tømmerflåde og kæmpe sig vej ned ad en svensk flod for at se om strabadserne kunne ende i vild kærlighed. Andre par er blevet placeret på en øde ø, hvor de efter otte uger skal afsløre, om de vil tage hjem alene eller sammen. Der er danskere, som er blevet gift uden så meget at have set eller hørt om hinanden inden det store ja. Nogle er blevet matchet udfra, hvordan stjernerne stod, da de blev født, og andre har forsøgt sig i luksuriøse omgivelser med konstant fri bar - for måske findes kærligheden i paradis?
Sidste år støvede TV 2 et gammelt amerikansk koncept af, da de placerede en bachelor (som dog senere i programmet blev til to) på en græsk ø sammen med en flok kvinder. Der var både roseceremonier, ulmende catfights og dates på programmet.
Læs også: Bøvet dreng møder følsom pige – og alt går galt
Det var første gang, at der blev lavet en dansk udgave af den internationale reality-succes, der blev vist for første gang i USA i 2002.
Kunne konceptet så stadig noget i 2021? Ikke helt, hvis man spørger ALT for damernes chefredaktør, Rikke Dal Støttrup, som skrev følgende i en klumme efter at have set første sæson:
”Det er stadig tåkrummende gammeldags, og selv de mest velmenende tilrettelægger-greb kan ikke hive Bachelor med ind i en tid, hvor mænd og kvinder er fælles om at ville ligestillingen.”
Det stopper dog ikke TV2 for at prøve en runde to med programmet. Den 31. maj er Bachelor tilbage på TV 2 Play. Denne gang er der to bachelors med helt fra starten, som håber at møde kærligheden blandt de 17 kvinder, som også er inviteret med til Caribien.
De to bachelors er Philip Geisler Berg og Kasper Skak.
Philip Geisler Berg præsenteres som en rigtig københavnsk actionman - energisk, ambitiøs og tilmed også en vandhund. Han er 27 år gammel og driver til daglig en vandsportsvirksomhed, og så har han været single i tre år og er klar til at finde kærligheden.
Kasper Skak er 34 år, fra Hobro og bor nu på Amager. Han arbejder som digital key account manager og er efter eget udsagn noget af en superonkel, der elsker at bruge tid med sine syv nevøer og niecer. Han har været single i ni år, men håber, at der laves om på det nu.
I 24 programmer skal der singledates, gruppedates og holdes fælles arrangementer, og hver uge er der 'roseceremoni', hvor de kvinder, som ikke får en rose, må rejse hjem. Den samlende vært er endnu engang journalist Petra Nagel.
Den første sæson endte med, at den ene bachelor blev forladt af sin udkårne i lufthavnen. Det andet par er pt. stadig sammen. Om anden sæson ender med et holdbart match eller to kan du følge med i, når Bachelor sæson 2 vises på TV 2 play fra 31. maj.
Her er kvinderne i den nye Bachelor
AC, 31 år, single i tre år, bor i Bangkok.
Anna, 24 år, single i et år, København
Camilla, 28 år, single i halvandet år, Aarhus
Caroline, 26 år, single i to år, Vanløse
Eva, 29 år, single i et halvt år, København
Fie, 26 år, single i seks år, Odense
Francesca, 35 år, single i to år, København
Frederikke, 29 år, single i fire år, København
Frida B, 25 år, single i fire år, Valby
Frida R, 29 år, single i halvandet år, København
Helena, 24 år, single i et halvt år, Aarhus
Julie, 24 år, single i halvandet år, Roskilde
Kristine, 34 år, single i ni år, København
Maibritt, 31 år, single i to år, Aalborg
Nana, 35 år, single i to år, København
Sidsel, 31 år, single i tre år, København
Sofie, 29 år, single i et år, Holstebro