birgit aaby

Birgit Aabys store beslutning: Det har været svært

Sidste år besluttede erhvervskvinden Birgit Aaby at gå på pension. Et halvt år inde i tilværelsen som pensionist afslører hun nu, at det har været svært.

Siden Birgit Aaby som ung startede som rengøringsdame, har hun nærmest arbejdet nonstop. Først som enlig mor til tre børn, der skulle forsørges og siden som benhård forretningskvinde med egen virksomhed, investor, og en overgang var hun også én af de fem løver i DR-programmet ’Løvens Hule’.

Sidste år traf hun så beslutningen om at gå på pension, 54 år gammel. For nu skulle der sættes tid af til hendes tre voksne børn og to børnebørn. Det fortæller hun til ugebladet Søndag.

Selvom Birgit Aaby stadig er investor og mentor for unge iværksættere, og hun har også stadig sit rengøringsfirma, er der nu – til forskel fra før – en direktør, som styrer den daglige drift, og det har givet meget mere luft i kalenderen.

Dermed kan hun i dag tilrettelægge sin tid. Og det er noget, hun længe har haft brug for, fortalte hun sidste år til Hendes Verden. Hun ville gerne have noget ud af livet og gøre alt det, hun ikke havde gjort før.

”Jeg har brug for en tom kalender, for det har jeg aldrig haft. Det skal være sådan, at jeg kan sige ja, når min søn beder mig køre Olivia (Brigitt Aabys barnebarn, red.) til svømning," udtalte hun til Hendes Verden.

Alt er en fase

Nu – et halvt år inde i tilværelsen som pensionist – må den hårdtarbejdende forretningskvinde dog erkende, at det er svært. Svært at gå fra at have arbejdet så hårdt et helt liv til ”bare” at sidde med til diverse møder. Hun føler, hun pjækker, fortæller hun og uddyber:

”Hvis jeg ikke skal arbejde, hvad jeg skal så? Jeg har ikke haft lyst til andet end at nusse rundt og hygge og se TV og kramme min familie. Så det har jeg gjort i et halvt år nu,” siger hun til Søndag og konstaterer, at hun skal have fundet på noget at lave.

Derfor håber hun at kunne finde et meningsfyldt projekt, som hun kan engagere sig i og hjælpe på vej.

”Jeg er bedst i modvind, og når det stormer. Mit problem er, at jeg lige nu har for få problemer. Det er godt nok forkælet, og det går altså ikke,” siger hun og konkluderer afslutningsvist, at det værste vil være at blive doven, for det bliver man kun dummere af.

Om Birgit Aaby

  • 54 år. Mor til tre sønner, single og bosat i København.
  • Har arbejdet som rengøringsdame, inden hun startede sin egen virksomhed, Combi Service.
  • Har været med i investorpanelet i programmet Løvens Hule på DR og var i 2019 med i Vild med dans på TV2.