Birgitte Hjort Sørensen gik fra Hollywood-hot til arbejdsløs: Jeg troede, jeg var på vej mod stjernerne
Da Birgitte Hjort Sørensen indtog Hollywood, fik hun store roller, mødte Mick Jagger og kunne næsten ikke nå jorden. Men da hun kom hjem, landede hun på sin sofa med et brag – og græd.
Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen blev verdenskendt for bl.a. sin rolle i hit-serien Game of Thrones. Men efter flere år med international succes, hvor det ene spændende projekt afløste det andet, meldte en anden hverdag pludselig sin ankomst.
”Jeg havde arbejdet flere år i udlandet fra 2013 til 2016. Det første stykke tid var det sjovt og livgivende at være i England, USA og Bulgarien, hvor jeg boede på hoteller og lavede tv, teater og store Hollywood-produktioner, men da jeg efter flere år på den måde en dag landede på sofaen i min lejlighed i København og sad og spiste peanutbutter direkte af glasset, begyndte jeg at græde.
Jeg havde været vant til, at det ene fede projekt afløste det andet, men pludselig var jeg arbejdsløs, og der var så stille. Jeg troede, det ville være fedt at have tid til at trække vejret i København, men der lå jeg bare og græd,” fortæller Birgitte Hjort Sørensen til ugebladet Hendes Verden.
På vej mod stjernerne
De roller, som hun pludseligt fik tilbudt, var meget langt fra, hvad hun havde været vant til.
”Jeg skulle spille en eller andens kæreste, der stod i baggrunden og græd på en sexet måde, men jeg kom jo lige fra Mick Jagger, Martin Scorsese og Game of Thrones. Det lyder vanvittigt, men jeg havde det sådan: ”Ved I godt, hvem jeg er?” Jeg troede, jeg var på vej mod stjernerne. I Hollywood er de så dygtige til at bygge dig op, men de ringer jo ikke bagefter for at høre, hvordan du har det, det er jo dybest set bare en forretningsforbindelse.”
Skuespilleren kom i tvivl, om hun havde misforstået sin egen værdi. Men i løbet af samme weekend fik hun dog en række oplevelser, der var som en åbenbaring.
”Først og fremmest var jeg på en yogaworkshop, hvor en meget dygtig lærer fik min krop og mit sind til at arbejde sammen igen. Derudover havde jeg to af hinanden uafhængige samtaler med kvinder, som var begyndt at studere midt i livet. Det havde jeg aldrig tænkt på som en mulighed, men det føltes, som om skyerne skiltes, og lyset ramte mig. Det kunne jeg sgu da også gøre? Jeg nåede så langt som til at melde mig til et matematikkursus, så jeg kunne læse noget samfundsfagligt, men det er ikke blevet til noget endnu,” afslutter hun.
Læs hele interviewet i denne uges Hendes verden, hvor Birgitte Hjort Sørensen også fortæller om mødet med Mick Jagger og manden, der har fundet vej til hendes hjerte.