bekymrede forældre

Min familie taler dårligt om min kæreste

Hver gang jeg besøger mine forældre uden min kæreste, siger de, at de er bekymrede for mig, og at min kæreste ikke giver mig nok kærlighed og støtte. Jeg synes selv, at jeg har en dejlig kæreste, men hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse

Spørgsmål om bekymrede forældre

Jeg er 28 år gammel og bor i Aalborg nu på sjette år sammen med min kæreste, som kommer heroppe fra. I tidernes morgen rev jeg alle teltpæle op og flyttede til Aalborg netop pga. ham.

De sidste par år, når jeg har været hjemme på besøg, har min fars side af familien (mine forældre er skilt) gjort et stort nummer ud af, at de er bekymrede for mig, og at de ønsker, at jeg flytter ”hjem” igen til Sjælland. De lufter altid deres bekymringer for mig, når min kæreste ikke er med. Jeg føler selv, at jeg har en god og kærlig kæreste, men de mener ikke, at han giver mig plads, kærlighed og støtte nok i hverdagen.

Hvad skal jeg gøre for at få dem til at lade være med at tale dårligt om min kæreste? Når han er med, lader det nemlig til, at de godt kan lide ham, eller er det måske skuespil? Det skal måske lige nævnes, at min kæreste og jeg købte hus sammen i Aalborg sidste år, og at jeg er glad for både ham og byen – selvom jeg da også har hjemve nu og da.

Vibeke Dorph om at sætte en grænse for familiens indblanding

Det lyder som et meget barnagtigt forsøg på at sætte egen dagsorden igennem, som din familie lægger for dagen her. Jeg tror nemlig slet ikke, at deres kritik af din kæreste handler om, hvordan din kæreste behandler dig, men i virkeligheden om, at din familie godt vil have dig hjem i folden igen. Det ønske lyder det heldigvis ikke til, at du har tænkt dig at efterkomme, og hvorfor skulle du dog også det, når du har det strålende i det jyske?

Jeg bryder mig heller ikke om, at din familie tillader sig at være så bedrevidende om dit velbefindende. Hvordan skulle de, der jo ikke er dig og heller ikke er en del af din hverdag, vide, hvad der tjener dig bedst? Det ved du vel bedst selv. Det er nedladende og arrogant, når mennesker udtaler sig om andres velbefindende uden at være spurgt. Så på den måde siger din families kritik mere noget om dem end om din kæreste.

I stedet for at gå i forsvar for dit liv og din kæreste, i stedet for overhovedet at diskutere din kæreste, så tror jeg, at du skal blive bedre til at sætte en grænse for din families utidige indblanding i dit liv. Deres kritik stopper nemlig ikke, før du får sagt fra. Gør dem derfor venligt opmærksom på, at du er en voksen kvinde, der selv bestemmer over dit liv og over, hvem du deler det med. Har du brug for deres mening og råd, så skal du nok selv bede om det, indtil da vil de hjælpe dig bedst, hvis de nøjes med at passe deres egne ting og sager.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.