Hvorfor skal jeg holdes skjult for hans ekskone?
Min nye kæreste har ikke fortalt om mig til sine børn eller sin eks. Jeg er bekymret for, at han aldrig gør det, fordi han er bange for at træde dem over tæerne, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om hemmelighed for ekskone
Jeg har været sammen med min kæreste i et lille halvt årstid, og vi elsker hinanden.
Vi har begge børn fra tidligere forhold og var enige om ikke at involvere dem, før vi vidste, hvor vi stod.
Efter to måneder blev jeg dog nødt til at fortælle mine børn om ham, og det tog de pænt.
Efter yderligere et par måneder meddelte min kæreste mig så, at han ikke foreløbig ville fortælle sine børn om mig, da hans eks var blevet vred, da hun fik mistanke om, at han havde fået en ny kæreste. Hun straffede ham bl.a. ved ikke at lade ham have deres ældste datter, hvilket han var ulykkelig over.
Nu er det begyndt at gå mig på, at vi ikke kan ses offentligt sammen, fordi han fortsat ønsker at holde vores forhold skjult på grund af sin eks der i øjeblikket overvåger ham konstant.
Jeg synes det er hårdt, at vi ikke kan vise vores kærlighed, fordi vi hele tiden skal passe på ikke at træde hans eks over tæerne. Jeg har fortalt ham, hvordan jeg har det, men han reagerer ved at blive irriteret og sige, at han nok selv skal fixe det, og at jeg ikke skal blande mig. Jeg frygter dog, at det her aldrig vil ændre sig, så hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til tillid
Jeg forstår godt din irritation, men jeg synes alligevel, at du lige skal klappe hesten. For det her handler om, at din kæreste forsøger at beholde retten til at se sine børn og derfor i øjeblikket føjer en eks der tydeligvis er alt for meget i sine følelsers vold og agerer voldsomt og umodent. Og nej, det er sikkert ikke den mest elegante måde, han håndterer den situation på, men dybest set siger det noget virkelig smukt om din kæreste. Nemlig, at han vil sine børn og vil gå langt for at få lov til at se dem.
Så sæt dog pris på det og træk så også vejret dybt. For nu har I jo kun kendt hinanden i et halvt år, og det er i mine øjne ikke lang tid, især da ikke, når der også er børn involveret, som der skal vises hensyn til.
Vær derfor tålmodig og en lille smule stolt af, at du har mødt en mand, der åbenlyst er en både omsorgsfuld og kærlig far, der vil sine børn det bedste. For det er jo det han vil, når han holder dig i skjul, fordi hans ekskone er så barnlig, at hun er villig til at bruge egne børn som våben i kampen mod dig og din kæreste.
Støt ham i stedet, og lad ham om at gøre tingene i det tempo, han finder bedst. Bliver du ved med at presse på, så fortæller du ham, at du har mere travlt med at få dine egne behov dækket end med at drage omsorg for hans børn. Det vil nok køre ham træt, hvilket jeg godt kan forstå.
Så nyd den tid, I har sammen, og stol så på, at han gør tingene på den måde og i det tempo, han finder bedst.