Par omfavner hinanden

Vores svigerdatter mobber os ud af familien

Efter vores søn og svigerdatter har fået børn, favoriserer de vores svigerdatters forældre. Min mand og jeg bliver ekskluderet fra arrangementer og hyggeaftener, så vi ser dårligt nok vores søn og børnebørn længere, hvad gør vi? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om ekskluderende svigerdatter

Vores søn og svigerdatter har kendt hinanden i en hel del år, og i starten havde vi det faktisk rigtig godt med hende.

Da hun og min søn købte eget hus, blev hun f.eks. uvenner med sine forældre, fordi de mente, at hun bosatte sig for langt fra dem.

På det tidspunkt var min svigerdatter gravid, og vi støttede og hjalp både hende og vores søn i den periode, og vi tilbragte rigtig meget god tid sammen. Det blev dog heldigvis godt imellem vores svigerdatter og hendes forældre, men det gik så desværre ud over forholdet til os.

I dag har min søn og svigerdatter tre børn, som vi sjældent får lov til at se. Det er aldrig os, der får lov til at passe børnene, selvom vi bor tættere på dem end vores svigerdatters forældre, der altid står for pasningen. Når der er arrangementer i børnehave og skole, får vi heller aldrig noget af vide, mens hendes familie altid er med.

En gang hørte jeg ad omveje om et arrangement på skolen, hvor mit lille barnebarn skulle optræde. Jeg ville gerne se det og troppede derfor op. Mit barnebarn blev glad for at se mig, men min svigerdatter og hendes forældre satte sig for sig selv og ignorerede mig totalt. Bagefter tog de hjem for at spise hos min søn og svigerdatter, men det blev ikke nævnt for mig.

I foråret var vi på en weekendtur i sommerhus med min søn og svigerdatter samt hendes forældre. Vi boede i hver vores lille hus, og her fik min søn og svigerdatter gerne en drink med hendes forældre før middagen, igen blev vi end ikke inviteret med.

Da min mand og jeg en aften skulle lave mad og brugte det meste af dagen på at lave deres livret, blev middagen ødelagt, fordi min svigerdatter blev sur over, at maden var 20 minutter forsinket. Det endte med, at hun surmulende spiste, hvorefter hun tvang børnene til at gå med sig hjem. Jeg kunne blive ved, det er som om, at alt hvad vi gør, er forkert i hendes øjne, og vores søn følger desværre trop. Hvad gør vi?

Vibeke Dorph råder til dialog med søn

Denne problematik har jeg desværre hørt om alt for mange gange i min brevkasse. Bedsteforældre, næsten altid på sønnens side, der bliver udstødt af familien.

Mønstret er som regel som følger; Søn møder kvinde. Der kommer børn til, og snart kan bedsteforældrene på sønnens side ikke sætte en fod rigtigt og ender med at blive vist vintervejen. Denne ”operation” sker al for tit uden protest fra sønnen, der har travlt med at føje sin hustru og derfor svigter ikke bare sine forældre, men også sine børn.

Hvorfor ender det så så galt? Selv tænker jeg, at det handler om magt. Fordi svigerdatter tit har et tæt forhold til sine egne forældre, så er hun tryg ved dem og gør ofte tingene, som de gjorde dem, da hun var barn. Her er svigerforældrene på sønnens side mere som fremmede fugle, der føles besværlige, og som nogle, der masser sig på, og som man derfor med tiden benytter enhver given lejlighed til at støde fra sig. Det er synd for alle, at det ender sådan, og lettest ville det være at give jeres svigerdatter skylden for, at det er endt der også for jer.

Alligevel mener jeg, at pilen peger på jeres søn. For er han virkelig sådan en svækling, der bare retter ind? Jeg ved det jo ikke, men det lyder sådan. Derfor ville det også være ham, jeg vil råde jer til at gribe fat i og ruske liv i.

Fortæl ham stille og roligt, at I føler jer dårligt behandlet og savner jeres børnebørn. Vær endelig ikke anklagende eller offeragtige, for det fører ingen gode steder hen, men vær saglige og brug gerne nogle af de eksempler, du nævner her i din mail, og spørg ham så, om han synes det er i orden? Hold den gode tone, og prøv så at se, om I kan få lavet en lavpraktisk plan om, hvordan I får set jeres børnebørn. Appeller til, at han opfører sig som en ordentlig søn, der også har jeres behov for øje.

Jeg tror nemlig, at vejen til jeres børnebørn går gennem ham og ikke via jeres svigerdatter, der jo for længst har indrettet sig, som hun nu finder bedst.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.