Venner sidder og spiser

Vi føler os udenfor i vennegruppen

Vi er en vennegruppe på tre par, hvor de to andre par ses hyppigere og er mere fortrolige med hinanden end med os. Vi er glade på deres vegne, men vi føler os også udenfor, hvad gør vi? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om udeladelse i vennegruppe

Min mand og jeg har igennem nogle år været en del af en vennegruppe, som vi jævnligt ses med. Vi er i alt tre par og har kendt hinanden i flere år.

Det har altid været rigtig hyggeligt, men igennem de seneste år har vi følt, at de to andre vennepar har udviklet et tættere og langt mere fortroligt bånd til hinanden, end de har det til os.

Vi er da glade på deres vegne og synes, det er en skøn ting for dem. Men vi føler desværre også, at vi med tiden er blevet det tredje hjul i gruppen. Det føles ofte ekskluderende, når vi er samlet, og vi så skal sidde og høre på de to andre par tale om alle de oplevelser, de har haft sammen.

I starten talte min mand og jeg om, at det var rart for dem, at de havde så mange gode oplevelser sammen, men de sidste par gange, er vi faktisk blevet triste og utrolig kede af det. Så hvordan kan vi bedst skabe en bedre relation til vores venner? Har du mon et råd?

Vibeke Dorph råder til tage intiativet

Når jeres venner sidder og morer sig kosteligt over alle de sjove oplevelser, de har haft sammen uden jer, så tænker jeg, at de slet ikke er klar over, at det kan få jer til at hænge med hovedet. Ellers ville de helt sikkert dæmpe deres begejstring for jeres skyld.

Derfor tror jeg da også, at de slet ikke er klar over, at I også godt kunne tænke jer at være med til at udvikle venskabet og dele flere fælles oplevelser. Det kan de kun blive bevidste om, hvis I får gjort dem opmærksom på det.

Nu lyder hverken du eller din mand til at være typer, der kunne drømme om at bebrejde jeres venner, at de har det sjovt sammen uden jer. Det er da heller ikke vejen frem, for der er ikke noget at bebrejde hinanden her, jeres venner er som nævnt blot ikke klar over, at I også gerne vil være med.

Derfor må I se at få dem gjort det klart. Næste gang, I er sammen, og de taler om deres festlige fælles oplevelser, så sig med et smil, at det kunne I da også godt tænke jer at være med til.

Vær måske ekstra modig og kom selv med forslag til noget, I alle seks kan lave sammen. Jeg ved godt, at det kræver netop mod, men jeg er sikker på, at de fleste af os har været der, hvor I er, jeg har i hvert fald. Vi skal øve os i at tage initiativet, men vi bliver bedre til det, jo oftere vi gør det, og vi lærer også, at jorden ikke går under, når vi får et lille nej nu og da.

Så gal op med jeres lyster og sørg ad den vej for, at du og din mand også føler jer som en del af fællesskabet, når I er sammen med jeres søde venner.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.