73-årige Calle vil ikke på pension: ”Det er et psykisk behov. Jeg har brug for at blive brugt”

Hvad får en 73-årig mand med en akademisk uddannelse, familie og fritidsinteresser til at køre to timer hver vej, når han skal på arbejde?

Et arbejde han, økonomisk set, ikke har brug for, og som nogle vil sige, at han er overkvalificeret til.

Læs også

Kirsten fra ”Anna og Lotte” er 80 år og hospitalsklovn: Jeg bliver ved, til jeg bliver smidt ud

"Er du ingeniør, spørger nogle, og så siger jeg, "Ja, og hvad så?!""

Calle Schmidt griner. Han går ikke op i, hvad andre tænker om hans jobskifte, og han savner ikke at være ingeniør. Det var han hele sit lange arbejdsliv, og nu, hvor han er pensionist, nyder han at hjælpe rejsende i Billund Lufthavn. Her er Calle nemlig suppleringsmedarbejder, hvilket indebærer, at han er den, der bl.a. kan hjælpe med at få et boardingpas udskrevet, indtjekke bagage og følge en kørestolsbruger til flyet.

"Folk har tit rejsestress, og når de står og fumler ved automaterne, kan jeg ofte få dem til at falde ned og give dem en god oplevelse. Det er jo i grunden det, jeg er ansat til," forklarer Calle.

Når han møder ind, tager Calle sin uniform på: sorte bukser og en turkis poloskjorte, hvorpå der står "Ask me" – "Spørg mig". Og der ER mange, der spørger Calle om hjælp:

"De lidt sjovere opgaver er der, hvor jeg kommer på tomandshånd med folk. Det kan være folk i kørestol og med solsikkesnor (som signalerer usynligt handicap eller diagnose, red.), og de er i reglen så taknemlige for at blive fulgt til gaten. Forleden hjalp jeg en blind passager – ja, han havde altså betalt. Jeg mener en ikke-seende passager," forklarer Calle med et stort smil.

En kamel at sluge

Calle bor på Jegindø i Thyholm og kører gerne de 19.000 kilometer om året, som det kræver for at komme frem og tilbage til lufthavnen. Han deler et gammelt hus og en stor have med sin kone, Anni, som han har kendt de seneste 20 år. Da de mødtes, havde de begge fuldtidsjob. Calle var slet ikke forberedt på livet som pensionist, da han pludselig blev det:

"Op til min pension havde jeg et job som seniorprojektleder, som desværre endte brat. Jeg var ikke forberedt på at skulle være pensionist, så det var noget af en kamel at sluge. Mine kone var stadig fuld tid på arbejdsmarkedet, og det med at sidde hjemme og trille tommelfingre – nej, der skulle ske noget mere," fortæller Calle.

Han havde ikke lyst til et fuldtidsjob, for Calle er en mand med mange fritidsinteresser og poster i diverse foreninger, og dem ville han have tid til. Han ville bare også gerne have et arbejde og være en del af et hold:

Læs også

79-årige Karl-Johan blev fyret og ville ikke på pension – så tog han en beslutning

"Min svoger var i lufthavnen og fortalte altid om, at det var så skægt. Så jeg sendte en uopfordret ansøgning og blev kaldt til samtale. Det var en sjov oplevelse, for vi sad syv til samtalen, og da jeg fandt ud af, at to af dem var pensionerede politibetjente, der havde haft deres daglige gang i lufthavnen, blev jeg noget nervøs for, om jeg blev udkonkurreret. Derfor spurgte jeg, hvor mange ledige jobs der var. Der var syv," mindes Calle med et smil.

Det er seks år siden, og seks af de syv arbejder fortsat i lufthavnen. Jobbet som suppleringsmedarbejder er kun for studerende og pensionsister og kun deltids. Calle har i snit en til to vagter om ugen:

"Hvis du spørger mig: "Er det nødvendigt?" er svaret: Nej, det er mere et psykisk behov. Jeg har brug for at blive brugt," erkender han.

Arbejder du stadig?

Calle møder meget forundring fra jævnaldrende, når han fortæller, at han arbejder:

"De kan ikke forstå, at jeg vil køre så langt, men jeg glæder mig, hver gang jeg skal på arbejde. Jeg får også tit spørgsmålet: "Arbejder du stadig?" Der er ikke den brede forståelse for, at man har lyst til at arbejde i min alder. Til gengæld forstår folk godt, at man vil arbejde med genbrug og velgørenhed. Det er et sjovt paradoks, for det er jo også et arbejde, endda ulønnet," siger Calle.

Hans kone er i dag på pension, men Calle kører fortsat til Billund for at servicere rejsende.

"Anni siger, at det er en gladere Calle, hun får hjem, når jeg arbejder. Vi er rigtig gode til at være sammen, og vi er gode til at være hver for sig og få andre input. Det giver et andet indhold i de snakke, vi har. Når jeg er af sted, får Anni ro til sine interesser og aktiviteter," fortæller Calle og tilføjer:

"Når jeg ikke synes, det er sjovt længere, stopper jeg."

Krammer til Calle

Indtil videre føler Calle sig flyvende, når han er på arbejde. Kollegaerne, de rejsende; hele stemningen gør ham godt, føler han.

"Jeg er med til personalemøder og arrangementer og har altid nogen at drikke kaffe med i pauserne. Jeg føler mig som en del af fællesskabet og har en oplevelse af, at jeg kan bruges til noget."

Calle oplever, at hans alder er en fordel i jobbet:

"Når jeg står ved siden af en yngre ansat, så mærker jeg, at folks øjne fanger mine. Der er noget trygt ved at tale med en, der er ældre, tror jeg, og så har jeg jo den rette erfaringshårfarve," pointerer Calle med et grin.

Med en fødselsattest fra 1950, kan han godt mærke, at han bliver træt efter en lang arbejdsdag. Heldigvis er der så meget andet ved jobbet, der holder ham oppe:

"Vi har en udtalt ”gøre-hinanden-gode-kultur”, og efter en vagt risikerer man en ordentlig krammer, og så er jeg klar til at tage hjem. Så er benene trætte, men brystet fyldt af glæde!"