Christina Pedersen

Allerede som 13-årig satte Christina sin første verdensrekord: Sagde nej til Hollywood

Det tager kun tre minutter at brænde gummiet fra et sæt bagdæk af! Det ved Christina, som er medlem af De Kvindelige Eventyreres klub. Eventyret tog fart, da hun som treårig fik en motorcykel og ti år senere satte verdensrekord som den yngste i verden – og første kvinde – til at køre på to-hjul i bil!

Christina Gundgaard Pedersen, 46, er vokset op i den midtjyske landsby Ørum i en familie, hvor stuntshows og flyvende motorcykler var en del af hverdagen.

Et liv hvor det gav mening, at treårige Christina fik en motorcykel. Faderen var tidligere speedwaykører, så der var benzin i blodet, og to af hendes tre søskende kørte også på motorcykel.

"Vi satte ikke spørgsmålstegn ved den virkelighed, som vi levede i, og jeg fik min første motorcykel, da jeg var tre år. Den kunne køre 80 kilometer i timen, og da jeg blev ældre, kørte vi jo 120-140 km/t. Om sommeren tog vi rundt med shows i hele landet, hvor vi alle optrådte, og jeg kan huske, at mine lærere var utilfredse, fordi jeg kom for sent i seng og var træt i skolen," fortæller Christina med et skævt smil.

Hun havde talent for fart – og for at komme til den tilstand af fordybelse, som hun kalder afgørende for at kunne præstere. I dag er Christina uddannet psykolog, og optaget af psykologien bag, hvordan det kunne lade sig gøre, at hun som barn og ung kunne præstere det, hun gjorde.

Christina Pedersen2.jpg
Christina på sin lille motorcykel ved siden af sin storebror. Foto: Privat.

"Jeg kan se, at min interesse for psykologi begyndte dengang, men det var mere intuitivt,at jeg vidste, at jeg skulle finde det rigtige sted inden i mig selv, en bund at stå på, som var mit afsæt til at kunne præstere, som jeg gjorde," fortæller Christina.

Og præstere – dét gjorde hun!

Christina har to verdensrekorder i at køre en bil på to hjul. For 20 år siden tog hun turen op ad Mount Everest på en off-road motorcykel. Det er derfor, hun er et af blot 64 medlemmer af De Kvindelige Eventyreres Klub og har bidraget til en ny bog om kvindernes bedrifter, som udkom i efteråret.

"Hvis man læser mit CV, ja – så ligner jeg et selvrealiserings-projekt," erkender Christina med et grin.

Hun griner, fordi hun i dag lever et stille liv på landet med sin kone Sidsel, der også er psykolog. Parret bor med udsigt til Mossø i Søhøjlandet, og Christina kan stadig lide at køre motorcykel. Farten er i hendes DNA, selvom den også har kostede knubs i barndommen.

Christina Pedersen1.jpg
På vej op ad Mount Everest på off-road motorcykel på den tibetanske nordside. Foto: Privat.

Nej til Hollywood

"Jeg kunne slå mig pænt meget, hvis jeg ikke var fokuseret på det, jeg gjorde. Jeg kan huske engang, hvor min bror og jeg skulle køre op ad rampen i et show, og så fik hans bremse fat i mit styr, så motorcyklerne hang sammen. På vej ud over rampen, styrtede vi, og han landede oven på mig. Det gjorde helt vildt ondt, men vi måtte jo køre videre. Showet kunne jo ikke stoppe der," forklarer Christina.

Hendes mor forsøgte at få sin datter til at interessere sig for noget andet, men det lykkedes ikke. Til gengæld er Christina i dag taknemmelig for, at moderen sagde nej til, at hun kom til Hollywood.

"Universal Studios manglede en kvindelig stuntkører, men det var godt, at hun fik det afværget. Så skulle jeg være gået ud af skolen, og det er jeg glad for, at jeg ikke gjorde," siger Christina.

Herhjemme kørte hun videre og vildere. Som 13-årig satte Christina sin første verdensrekord i Guinness Book of Records som den første kvinde, og yngste i verden, til at køre på to hjul i bil. Det var i 1991, og det efterfølgende år indskrev hun sig for anden gang i rekordbogen ved at køre 2,4 kilometer på to hjul med originale dæk i en Toyota Corolla på Jyllandsringen. Hun kørte, til dækkene sprang. Det tog tre minutter.

"Min interesse for psykologi begyndte der, for når jeg skulle præstere, skulle jeg finde et sted indeni, som var min base. Når jeg fandt det, kunne jeg mærke øjeblikket udvide sig og koncentrationen blive så intens, at det føles, som om tiden står stille," forklarer Christina.

Christina Pedersen3.jpg
Christina på to hjul i et show. Foto: Privat.

Nærvær på motorcykel

Hendes kone Sidsel har lyttet med, og indskyder:

"Christina kan hyper-fokusere! Det er de utroligste ting, hun kan abstrahere fra, og som til gengæld forstyrrer mig, fortæller hun med et smil."

De to mødte hinanden på ph.d. uddannelsen for 15 år siden og faldt i hak, for, som Christina siger:

"Vi har begge en stor glæde ved psykologi og mennesker!"

Christina kunne sagtens have forfulgt en karriere som stuntkvinde, men valgte at læse psykologi, fordi hun, med egne ord, havde en akademiker indeni:

"At vokse op med bilkørsel gav mig et "handlende nærvær", som jeg kalder det. Der var en stor glæde ved sporten, men jeg trængte til noget andet, så jeg flyttede hjemmefra som 15-årig og læste en international HH. Vi boede bl.a. i New Jersey i USA, og senere rejste jeg i Guatemala og Mexico. Det var så sundt at komme ud og sætte mig selv i perspektiv til verden," fortæller Christina.

Christina og Sidsel.jpg
Det var Sidsel Bekke-Hansen, tv., der bragte heste ind i Christinas liv, da de to mødtes for 15 år siden. I dag rider begge og har tre islandske heste på grunden ved Mossø.

Hun er i dag klinisk autoriseret psykolog, arbejder meget og nyder at bo her i naturen med Sidsel. De sejler på søen, rider og vandrer. Der er kommet mere ro på, men da Christina for 20 år siden blev inviteret til at køre med op ad Mount Everest, kunne hun ikke sige nej. Det var den tur, der var hendes adgangsbillet til De Kvindelige Eventyreres Klub.

"Vi kørte 2500 kilometer, og jeg kunne mærke det særlige nærvær, når jeg sætter mig på en motorcykel. Når jeg lukker visiret og gasser op, så er livet stadig komplekst, men også mere enkelt. Man går fra eksistens til sameksistens, og vi mennesker er skabt til at være sammen. Det er jeg meget optaget af," forklarer Christina, der om bjergturen smilende erklærer:

"Det var en fantastisk tur, og jeg gør det aldrig igen!"

'De eventyrlige kvinder'

De eventyrlige kvinder bog.jpg

Kvindelige Eventyreres Klub blev stiftet i 1954 og har siden været samlingssted for kvinder, der deler en passion for at turde følge en anderledes vej i livet.

Klubben har i dag 62 medlemmer. I efteråret udkom bogen 'De eventyrlige kvinder' hvor bl.a. Christina Gundgaard Pedersen har skrevet et kapitel.

Se mere på Kvindeligeeventyrere.dk