"Når jeg tænker tilbage, skulle jeg have levet mit liv anderledes"

Af Majbritt Lacuhr

Mode

–Mit forhold til mode er begejstret ambivalent. På den ene side elsker jeg alt det nye – nye måder og moder, og når unge finder på, at det skal være sådan i stedet for sådan. På den anden side synes jeg også, at det nye indimellem kommer med ret stor hastighed og frekvens. Personligt kan jeg godt føle mig lidt overrumplet og trist over, at man skifter det gamle ud, før man har brugt det op. Det er ikke, fordi alt skal vare evigt, for jeg er absolut ikke nostalgiker. Det giver bare en snert af forbrugerisme, som i virkeligheden er lidt vulgær.

– I gamle dage var der mest mode i tøj. I dag er der mode i alle ting. Alt skal skiftes ud, fordi man kan. Vi har lige købt et gult sofabord derhjemme – det ved jeg da godt, at jeg ikke skal have resten af mit liv, men lige nu er det vildt sjovt, og det skal der i den grad være plads til.

– Det enestående ved mode er, at man giver sig hen til noget, man ikke vidste, man havde lyst til eller ikke anede fandtes. Den hengivenhed, fortabelse, hedonisme... er fuldstændig fantastisk. Det er selvfølgelig ikke helt i tråd med bæredygtighed – men problemet med den form for tænkning er, at det er god og klog og sund fornuft – den er bare røvkedelig! I længden. For der skal altså også være plads til, at man siger, "jeg må have et gult sofabord eller en ny telefon". Når mode er bedst, er det begejstringen, der styrer.

ALT for damerne

– Jeg har et rigtig godt forhold til ALT for damerne. Vi har fulgt hinanden på sidelinjen – Nørgaard paa Strøget og ALT for damerne – og vi har altid et glimrende samarbejde. Derfor er jeg også rigtig glad for at blive spurgt om, om jeg ville designe løbetrøjen til ALT for damernes Kvindeløb 2016. Det sker jo heldigvis jævnligt, at I har noget af vores tøj i bladet – det behøver ikke engang være på forsiden, det kan lige så vel være en god placering inde i bladet – så mærker vi det i høj grad. Så er der telefonstorm til butikken herinde.

Design

– Jeg har ingen designuddannelse, og det er ingen fordel. Lige dér skal jeg ikke tjene til eksempel – nærmere som afskrækkelse. Jeg har en lille akademisk uddannelse, som har lært mig noget metodeværk for mange år siden, og hen ad vejen har jeg været på strikkekurser osv. En designuddannelse ville have åbnet feltet og lært mig noget historie og dermed have givet mig en fornemmelse af, hvad man kan og ikke kan. Derfor var det en kæmpe gave at lave det modeleksikon, jeg lavede i 2002. Der fik jeg noget historie på plads. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke er så helvedes speciel – de helt unikke designere har et talent, der uundgåeligt havner på stjernehimlen. Nogle falder det lettere end andre, og for mig handlede det bare om at klemme balderne sammen og komme ud over stepperne.

– Når jeg tænker tilbage, skulle jeg have levet mit liv anderledes – det havde været sjovt at gå på designskole, at have været i mesterlære, være blevet god til vævninger og bindinger, eller til tilskærerdelen, som Paul Smith eksempelvis. Jeg kan ikke tegne, så jeg er nødt til at forklare alting. Helt grundlæggende giver uddannelse jo noget selvtillid.

– Yves Saint Laurent havde kun ét års designuddannelse, men det skal man bare ikke tro, man kan nøjes med og lykkes med at opbygge et imperium som hans. Good for him, men vi andre skal bare få dygtiggjort os og få noget disciplin.

– Der skal være sammenhæng i kollektionerne. Et bestemt udtryk, som gerne må være optimistisk, udadvendt og imødekommende og ikke snobbet. Det skal ikke være ekskluderende eller ironisk, forstået på den måde at det i virkeligheden er grimt tøj, som kun er hot, hvis den rigtig smarte pige har det på. Og så skal det være tilgængeligt både forståelsesmæssigt og prismæssigt. Overordnet set er der meget få i den vestlige verden i dag, der køber tøj, fordi de har brug for det. Lukkede vi alle tøjbutikker i dag, ville de fleste klare sig de næste fem-ti år. Inklusive sko. Så når vi alligevel køber mere tøj, er det, fordi der er et forførende element i det.

– I forhold til mit eget design vil jeg og vi helt overordnet gerne gøre banen lidt bredere. Vi vil gerne bidrage til færre løftede pegefingre. I vores shows har vi også almindelige mennesker med på banen, og i vores butikker er der både tykke og tynde, gule og grønne, stribede og prikkede – alle slags mennesker. Vi har youngsters, der lige er startet, med ringe i næsen og tatoveringer over det hele, og i bagbutikken står Inge på 72, som har været her i over 50 år. Begge parter skal synes, det er sjovt. Det er en følelse, man skal kunne mærke, straks man kommer ind i butikken. Det er ikke hjerne, det er hjerte. Kan man ikke føle det, er det ligegyldigt. Fra 10 til 12 spiller vi kun klassisk musik. Fra morgenstunden skal man ikke mødes af hårdtpumpende rytmer – de hører eftermiddagen til.

Striber

– I virkeligheden kommer striberne mest af alt fra den T-shirt, min far, Jørgen, designede i 1974 – "101 T-shirten". Oprindelig var hans tanke med den ikoniske T-shirt at fremhæve kvinders bryster.

– Striber er næsten den enkleste form for dekoration, og så er der alle mulige gode referencer – sømænd, Picasso, Gaultier. Produktionsmæssigt er det nemt i forhold til prikker, som er virkeligt bøvlet. En strikket prik vil f.eks. altid blive ujævn i kanten.

– Jeg går næsten aldrig selv i striber. Fordi jeg så gerne vil være sej. Når jeg kigger mig i spejlet, og når folk siger noget til mig, skal tanken være, "hold kæft, hvor ser du sej ud i det der tøj". Min svigermor siger altid, at jeg ser så sød ud, når jeg tager striber på, og jeg vil meget nødigt se sød ud. Jeg vil være sej.

Nørgaard paa Strøget 

– Dét, min far har skabt, er så megasejt og helt fantastisk. Jeg er tredje generation af denne her butik, som min farfar skabte tilbage i 1944, hvor han handlede med sørgetøj – en specialforretning i sort, gråt, blåt og hvidt. Dengang var det helt normalt, at der i hele Europa var fornemme sørgetøjsbutikker. Sorg var noget, man tog mere alvorligt. En arbejder ville måske gå med sort bånd i en tid, men overklassen – både kvinder og mænd – købte sig en sørgegarderobe. Med slør og fjer og handsker osv. Der var helsorg i et helt år og halvsorg i et halvt – afhængigt af, hvordan man var i relation med hinanden. Dengang var der en stor butik i underetagen og metervare-butik på førstesalen.

LÆS OGSÅ: Det vil præge mig resten af livet, at min far var alkoholiker

– Min farfar døde året efter, han åbnede forretningen, da min far var 15. Og i slutningen af 1950'erne købte min far så butikken, som på det tidspunkt var en metervareforretning, og åbnede i 1961 det, der blev til Nørgaard paa Strøget.

– For mig var det smukkeste og vigtigste ved butikken her den solidaritet, som Jørgen og min mor, Ellen, og deres ansatte havde med de spirende ungdomsoprørsbevægelser. Studenterne, kvindefrigørelsen og siden også børns rettigheder. Det er enestående, hvad de gjorde dengang. Det lyder selvfølgelig belærende, men tit kommer der kvinder hen til mig, når jeg er nede i butikken – ældre kvinder, som nu er i 70'erne – og understreger vigtigheden af den solidaritet, min fars butik formåede at udtrykke i en oprørstid. Det er fire generationer, der har og har haft et forhold til den her butik. Vi har kunder, der er 80 og 90, og vi har teenagere. Det er ret unikt. Sådan noget skaber man ikke fra den ene dag til den anden. Det kan du måske med held og snilde udvikle ad åre.

– Selvfølgelig blev han også skældt ud, fordi han var kommercialiseret. Der er selvfølgelig to sider af den mønt – det er ikke filantropi. Men for ham handlede det om at være med på et tankesæt i forandring og om at klæde en helt ny type kvinder på. Empower them – som den tyske modefotograf Helmut Newton sagde.

– Formidlingen lå ikke kun i tøjets udtryk, men også i måden at bruge kunst på, vise det visuelt ud til Strøget. Han havde Che Guevara og Fidel Castro i vinduet og Susanne Ussings Frihedsgudinde med meterhøje skamlæber. Fantastisk. Og megaprovokerende. Grundtanken er en anerkendelse af, at vi er en del af noget andet. Vores engagement stopper ikke her ved døren – det handler også om Amager Torv, om kunderne, kunsten, samfundet. Ligesom Jørgen er medsponsor på Louisiana – hvis det giver mening at række lidt længere ud, prøver vi at gøre det.

– Som barn tænkte jeg aldrig over alle de holdninger. Min mor var også en meget vigtig del af det, hun er kunstnerbarn og akademiker, så hun var i meget høj grad også eksponent for det og med på den. Det handlede i høj grad om at tage de chancer, der skulle tages undervejs. Og få kommunikeret ud, at "hey, vi holder med jer".

Ømhed

... er noget, jeg har over for min kone og mine børn og mine nærmeste. Det er banalt, men det går jo faktisk først op for en, hvor meget ømhed, man har, når man får børn. Jeg håber, at jeg er god til at udtrykke det. Det vil jeg nu mene, at jeg er. Min kone ved godt, at jeg er vild med hende, det ved mine børn også.

Rebel

– Der var engang én, der sagde, at jeg var en rebel i laksko. Jeg ved nu ikke, om jeg har gjort decideret oprør. Det stilfærdige oprør, jeg har kørende, som også er min motor, er mine forbehold i forhold til modeverdenen – det her med, at det går for hurtigt. Man kunne sagtens gøre det mere strømlinet og kommercielt, men har man det forbehold og synes, det bliver for meget, kan man ikke. Det er ikke at være rebel, men de holdninger er da en vigtig del af, hvordan vi gør det herinde. Det har nogle konsekvenser i forhold til business. F.eks. laver vi ikke camouflagetøj, fordi det er for tæt på krig. Det koster at have en holdning, et værdisæt. Øv for omsætningen, men hurra for den gode smag i munden.

Gentagelser

– Den hastighed, hvormed moden skifter, prøver jeg at nedbringe i mit eget sind og i firmaet og i det hele taget ved at have nogle temaer, vi gennemspiller igen og igen. Nogle drivankre, som kan bringe det lidt ned i gear. I princippet kan man jo lave alt, når man designer tøjkollektioner, men når man har de her drivankre, som striberne eksempelvis, er der noget, der giver sig selv, som man så bearbejder igen. Det drivanker bringer hastigheden ned, og det giver disciplin, historik og genkendelighed naturligvis. Så i mit designarbejde er begrænsninger – eller benspænd, som Jørgen Leth siger – sjove.

Arv

– Jeg købte firmaet for tre år siden af Jørgen. Det giver et forkert indtryk, hvis man tror, at min far sagde: "Her min dreng, nu får du nøglen – nu er det dit". Det var ingen foræring. Det var pissedyrt. Det skal det også være. Det er jo på Strøget.

Billede af Jørgen og den ikoniske bluse. 

– Jørgen havde længe sagt, at han ville holde op med at arbejde, men blev alligevel hængende. Så en dag sagde jeg til ham: "prøv at høre, jeg har det som Prins Charles – det bliver jo aldrig til noget". Det, syntes han, var helt vildt sjovt, men han forstod det også.

– Det var sjovt at arbejde sammen med Jørgen i mange år, og det er superfedt at være herre i eget hus nu. Det er heldigvis ikke en konkurrence. Jeg fortæller ham, hvad der sker i biksen, og gør vi store ting med "101"-T-shirten, skal han være med indover. Vil vi lave nye modeller af den, skal han være med indover. Det er hans. Cool. Jo mere ham, jo bedre i den henseende. Derfor står der også "Nørgaard paa Strøget" i nakken på den, mens der står "Mads Nørgaard" i alt det andet. Det skal der også stå på hans gravsten – "Nørgaard paa Strøget". Det er en gammel joke.

– Jørgen er en sød og rigtig sjov mand. Og meget holdnings- og værdibaseret. Det handler meget om nogle helt grundlæggende værdier, som er vigtigere, end om man kan tjene en masse penge hurtigt. Helt grundlæggende: Hvad vil vi egentlig med det her? Og så at gøre

tingene enkelt og med lune, humor og menneskelighed.

– Der er intet, der er helligt, men værdierne er de samme. Grundværdierne i det, Jørgen har lavet og det, jeg laver, er et meget langt stykke hen ad vejen de samme: solidaritet med kunderne. Den del af arven er jeg enormt glad for og ekstremt bevidst om. Den tunge del af arven tror jeg også, jeg er meget bevidst om. Den mængde af historie, der er bundet op på Nørgaard paa Strøget, er selvfølgelig indimellem fantastisk. Andre gange tænker jeg, "nu må I simpelthen holde op – jeg kan ikke holde ud at høre på mere om farfar og min far og hist op og kom herned. Nu må vi komme videre!" For det hele handler om, hvorvidt vi er relevante i morgen. Det er jo fløjtende ligegyldigt, hvor meget Jørgens "101'er" har solgt, hvis ikke den er smart i morgen.

– Al den historie er superfed – den er også pisseirriterende. Det synes alle herinde. Selv Inge, der har været herinde i over 50 år. Det er jo ligegyldigt. Nu er det nu, og jeg er Mads, og hvad gør vi i morgen? Vi skal have ny udstilling i vinduet, hvem skal lave den? Det handler om at se fremad.

Arbejde

– Jeg arbejder meget sjældent om aftenen og i weekenderne. Omvendt kører det arbejde, jeg har, for så vidt hele tiden. Butikken, der skal laves om, kollektioner... Det er ikke et 9-17 job. Jeg prøver at have en ikke særlig fyldt kalender uden skulder til skulder-møder. Vi har lavet det her i så mange år, at vi kan planlægge os ud af det meste. Selvfølgelig har vi møgtravlt i perioder, men vi ved, hvornår de falder.

– Når jeg ikke arbejder, laver jeg typisk noget hyggeligt sammen med min familie. Eller jeg lapper naboens børns cykler, eller laver noget på den husbåd, vi bor på. Jeg er ikke så god til at sidde stille. Når jeg har fri, kan jeg godt lide at lave noget, der er lidt monotont, så jeg ikke behøver at tænke så meget.

Rastløs eller rolig?

– Jeg kan sagtens sidde stille, men jeg er nok ret virkelysten på den måde, at jeg hele tiden laver et eller andet. Rydder op, ordner vasketøj... Jeg kan godt lide at opleve noget – en udstilling, gøre noget sammen.

Dansk

– Jeg mener ikke, det er bedre at være dansk end at være svensk, norsk, syrisk... Men når man nu er det, man er, har det nogle implikationer. Og i det ligger der en særegen arv, en kulturarv, som, jeg mener, det er ret vigtigt at være sig bevidst.

– Jeg elsker internettet, og jeg elsker Amerika, men jeg er meget optaget af, at vi her i firmaet taler dansk. Herinde hedder det tilbehørskollektion, ikke accessorieskollektion - og et stykke tøj, ikke items.

– Én gang om måneden, til vores morgenmøder i engrosafdelingen, synger vi fra Højskolesangbogen. Altid årstidsbestemt. Ja, hvor tosset er det lige? Men det er bare en virkelig fed måde at starte dagen på. Man får lige løftet låget, når de her ca. 20 personer stemmer i.

– I tråd med den danske designkulturarv er der en grundsubstans af, at vi synes, det er vigtigt, hvad vi omgiver os med. Man tænker ikke over det, og det skal man heller ikke. Man skal bare være sig det bevidst. Det handler om at tage tingene alvorligt. Vi sidder med godt bestik og god service, gode glas under en god lampe med godt lys og spiser typisk ret god mad. Vi tager hinanden alvorligt med den samtale, vi har ved bordet. På tværs af alder og køn. Det er vigtigt for det samvær, vi har. Og det der danske design-dna er enormt vigtigt at få med i det tøj, vi laver. Samtidig er det vigtigt for mig at sige, at alle heldigvis ikke laver tøj, som vi gør det. Vores tøj er jo ret jordnært, så heldigvis er der også nogle, som gakker ud.

Mads Nørgaard har designet løbetrøjen til ALT for damernes Kvindeløb 2016

Designer Mads Nørgaard har med sine genkendelige striber og sit tidstypiske design for længst slået sit utvetydige talent fast i den danske modebranche. I 2015 blev han kåret til ”Årets Københavner” af Politikens Ibyen-læsere, og nu er han aktuel som designer af ALT for damernes løbetrøje:

– Striberne skulle på en eller anden måde indgå og give lidt kant. Og så er farveholdningen meget Bauhaus-inspireret. Sort, hvid og rød. Man skal føle sig godt tilpas i den, men også sej og på og klar til at yde sit bedste.

LÆS OGSÅ: ”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”

LÆS OGSÅ: ”Idet vi passerer hinanden, griber han fat i mit ene bryst”

LÆS OGSÅ: ”Jeg indser det, da jeg er 18 år. For helvede, jeg er trans.”