Emil Midé tog valg: Undersøger drømmen om et andet liv

Emil har sat sig for at undersøge forskellige menneskers drømme for livet.

Denne artikel blev bragt hos HER&NU første gang. Dette er en redigeret udgave.

I dag udgiver Emil Midé Erichsen, der er søn af Mikkel Beha og kendt fra 'Kurs mod fjerne kyster', en podcast på Podimo om at lægge en ny kurs for den retning, man ønsker, at livet skal tage.

I podcasten ’Drømmen om et andet liv’ taler Emil med forskellige mennesker, der ligesom ham selv har taget et aktivt valg om at lægge livet om - og mærket konsekvenserne på godt og ondt.

Lytteren får indblik i både Emils og hans gæsters tanker om, hvordan drømme kommer i alle størrelser og former og kan sætte store præg på livet, hvis man går efter dem:

 

'Noget af det, jeg er nysgerrig på, er at høre fra andre, som har taget aktive og bevidste valg for dem selv. Og hvad drømmen er for dem? Det kan også være et 8-16 job. Villa og vovse. Når det er et bevidst valg, så synes jeg det er spændende,' fortæller Emil om podcasten i en pressemeddelelse.

Fælles drømme for familien

Emil Midé har sammen med sin hustru Louise tidligere fortalt ALT for damerne, at de forholdsvist hurtigt i deres forhold måtte tale drømme og fremtid. Netop fordi han lever et liv, der er lidt anderledes end andres. 

Snakkene har fulgt dem i deres parforhold:

"Vores samtaler gennem de senere år har handlet rigtig meget om, hvad det er for et fælles liv, vi ser for os. Jeg var med på Havana de sidste syv måneder af Theis og Emils jordomsejling, og inden da havde jeg selv rejst meget, men hvordan inkorporerer man nogle af de ting, man gør, når man er ung, i et voksenliv med børn,", sagde Louise dengang. 

 

"Samtalerne startede i virkeligheden, da jeg kom og præsenterede idéen om at tage nordpå. Louise sagde: ”Det, tror jeg, er en god idé, men inden vi snakker videre om det, så skal vi lige snakke om, hvad det er, vi gerne vil sammen”. Op til det tidspunkt havde der været nogle år, hvor vi uden rigtig at tænke over det havde levet en lille smule parallelt med hver vores drømme. Det var ikke fordi, vi havde det dårligt med hinanden, og vi havde også noget fælles i den familie, vi havde skabt, men vi levede også parallelle liv en stor del af tiden.

Da Louise stillede det spørgsmål – hvad er det, vi gerne vil SAMMEN – begyndte vi at definere vores fælles drømme," fortalte Emil til ALT for damerne.