Forfatter Stine Pilgaard: "Når folk er utro, tror jeg ikke nødvendigvis, at det er fordi, de vil have noget bedre"

Stine Pilgaard sidder i sit køkken i parcelhuset i Velling i Vestjylland med en hel del potteplanter i baggrunden og computerskærmen med Skype kørende foran sig.

Klokken er 19.30. Børnene er puttet. Godt det samme. For Stine Pilgaard har noget vildt at fortælle. Tilnærmelsesvis chokerende.

Hvis du har læst Stine Pilgaards ud over alle grænser anmelderroste roman, Meter i sekundet, ved du, at hovedpersonen er flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste, som skal undervise på byens højskole. At de har et barn. At hun er et orakel i den lokale brevkasse. At bogen handler om, hvordan hun skal falde til derude, hvor kragerne hænger ud, og fatte den særlige vestjyske lingo, hvor pauserne hersker, og taleboblerne giver ekko.

Og har du også, hvad du næsten ikke har kunnet undgå, læst eller lyttet til interviews med Stine Pilgaard, ved du, at historien og karaktererne i bogen minder en hel del om Stine Pilgaards eget liv.

Hun har skrevet Meter i sekundet med inspiration fra nærmiljøet og de indfødte i Velling.

Men. Det. Er. Snart. Slut.

Stine Pilgaard, kæresten og forfatteren Daniel Dalgaard og deres to børn, der er kommet til og dumpet ned i det vestjyske, flytter tilbage til København.

"Både Daniel og jeg kan godt lide at være turister i eget liv, at komme nye steder. Det behøver ikke være en lang rejse eller en ferie. Det kan lige så godt være at opleve nye lokale steder og mennesker. Det er jo, fordi vi som forfattere er nogle skide parasitter, der suger kraft ud af virkeligheden."

For fem et halvt år siden ankom Stine Pilgaard og Daniel Dalgaard som fortidsløse til de mindeløse veje. De skulle finde ud af, hvem de var her.

"Der var ingen, der anede, om jeg havde slået 10 mennesker ihjel. Det havde jeg så ikke. Jeg havde til gengæld været lesbisk i rigtig mange år. Men det var der ingen, der vidste. Ikke fordi det var en hemmelighed. Men vi kom som det her søde, lidt sure, heteroseksuelle par, og så blev jeg gravid. Det blev jeg praktisk talt i flyttevognen på vej herhen, ik’?"

Hun griner.

"Det var sjovt at flytte ind i den der kernefamiliedrøm, som ingen af os egentlig havde haft, men som vi pludselig befandt os i. Mange dage følte jeg, at vi var to børn, der gik rundt med hinanden i hånden i en skolegård og håbede, at de andre børn ville tage med os hjem og lege, hvis vi tilbød lidt slik. Det gjorde de, og nu kommer de også uden at få slik."

Stine Pilgaards og familiens nye venner i Velling er på mange måder anderledes skruet sammen end deres københavnske venner. Mange stemmer i den modsatte ende af skalaen, har et andet tilhørsforhold til traditioner og Gud og en anden oplevelse af, hvad et familieliv består af.

"Der er virkelig mange af mine venner her, som har trampoliner i haven og griller om sommeren. De ligner reklamer for marmelade fra Den Gamle Fabrik. Mine venner i København er mere ved at blive skilt nu."

Hvad vil de i Vanløse?

Opholdet i Velling skulle bare have varet et par år.

Daniel Dalgaard var blevet tilbudt et fast job som højskolelærer, og det kunne da være spændende at prøve at undervise og få en fast indkomst, en eksotisk indtjeningsvej for en forfatter. Så kunne de også få et barn, og Stine Pilgaard kunne trille rundt med barnevognen, og de kunne spise aftensmad på højskolen.

Alle deres venner i København syntes, de var vanvittige. De forstod ikke, hvad de skulle til Vestjylland for.

Det gjorde Stine Pilgaard og Daniel Dalgaard måske heller ikke helt i starten og beholdt deres københavnerlejlighed de første seks måneder. Tænk, hvis de fortrød. Men de blev enige om, at det var irriterende med det sikkerhedsnet. De ville gøre det ordentligt. Så de solgte lejligheden i Nordvest.

"Det er blevet alvor. Det er ikke bare en feriekoloni, der er slut. Det er en tilværelse. Vindmøllen udenfor mit vindue, hvor jeg skriver, er en del af mit blik. Og fjorden, hvor jeg altid tager hen for at tænke eller tale i telefon. Stederne har sat sig i mig. Jeg oplever det som ekstremt sørgmodigt, at vi skal flytte."

Selv om det nærmest er blevet en naturlov, at udkantsdanskere søger mod storbyen som magneter, er det svært at forholde sig til, at Stine Pilgaard flytter tilbage til København. Hun hører ligesom til i Velling nu. Derfor er der et stort rungende spørgsmål, der melder sig.

Hvorfor flytter I?

"Tanken har hele tiden været, at det skulle være en rejse, et eventyr, en mellemstation. Det, tror jeg, kommer sig af, at vi er skrivende mennesker. Mange af mine venner søger et sted at slå sig ned. Drømmehuset, ik’. Et sted, de gerne vil føle tilknytning til, så de kan stifte familie. Sådan har vi det ikke."

Til august udkommer Daniel Dalgaard med en roman og er, i hvert fald for en tid, færdig med at være højskolelærer. Med en udgivelse følger der alle mulige jobs, møder, interviews og foredrag, og de fleste finder sted i København.

Det ved Stine Pilgaard alt om med den massive omtale og det dertilhørende presse- og eventarbejde, der har fulgt med Meter i sekundet. Hun ved også, at det tager fem en halv time at komme fra Velling til København med offentlig transport. Når sommeren begynder, er det the end på Velling.

"Nu skal vi flytte til Vanløse. Jeg ved sgu ikke, hvad de vil i Vanløse."

Hvorfor siger Stine Pilgaard det? Det siger hun, fordi der på byskiltet i det vestjyske står: "Vi vil i Velling," og hovedpersonen i Meter i sekundet bruger en del krudt på at finde ud af, hvad det er de egentlig vil i byen.

Har du fundet ud af, hvad de vil i Velling?

"De vil fællesskabet, og de vil gerne minde hinanden om, at de godt kan lide at bo her. Der er mange iværksættere, så der er også mange, som gerne vil have en økobutik eller et supersmart hotel midt i Skjern. Der er mange, som har drømme, og drømme er billigere på landet. De gange, jeg har prøvet at arrangere et eller andet, som man inviterer til, kommer folk altid. I København skulle jeg altid være ude i vildt god tid. Jeg skulle så lige vænne mig til, at når jeg inviterede én, tog de deres familie med. Så var de fem. Det var jeg meget forvirret over i starten. Men så lærer man folk at kende."

Familien flytter til en treværelses lejlighed uden vaskemaskine.

"Det er det rigtige at flytte. Jeg ved sgu ikke, om det er det rigtige at flytte til Vanløse. Men det er i hvert fald noget andet. Og nogle gange er det også nok."

Kærlighed til stavefejl

Det bliver en sorgfuld afsked, og det kommer til at gøre ondt at sige "hej hej" til vindmøllen og fjorden og vennerne og højskolen. Men det er Stine Pilgaard ikke bange for. Hun er bevidst om, at hun skal gennemgå nogle kraftfulde følelser. Hun glæder sig ligefrem til det.

"Jeg lever på en eller anden måde i mine følelsers vold. Jeg bliver nødt til at opleve ting stærkt for at kunne formidle dem. Som forfatter er det vigtigt at udforske randområderne af dit sind. Det var også en af grundene til, at jeg gerne ville have børn, ud over at jeg sikkert ville blive glad for dem. Det var en fuldstændig fundamental fysisk erfaring, som jeg ikke havde, og som jeg tænkte, kunne være spændende."

Stine Pilgaard og Daniel Dalgaard har været sammen i 11 år. Hun håber, og tror også, at de altid vil være det. Men fordi deres forhold er så forankret og stabilt, rusker de op i livet ved at skifte omgivelserne ud og søge nye erfaringer.

"Det er måske der, hvor andre vil komme til at være en lille smule utro. Når folk er utro, tror jeg ikke nødvendigvis, det er, fordi de vil have noget bedre. Måske vil de bare gerne have noget andet. Det er et vilkår som menneske. Du har kun ét liv og synes, det kunne være super, hvis du kunne smage lidt af nogle andre liv også. Sådan tror jeg, at Daniel og jeg har det med steder. At vi prøver at være nye sammen nye steder i stedet for at finde andre personer, som skal minde os om, hvem vi også kunne have været."

Derfor har parret boet en hel del steder sammen. På kollegieværelse, i andelslejlighed og i internationalt kollektiv i København. De er også fælles om begejstringen for sproget.

"Jeg føler mig helt klart tættest på Daniel, når vi har set samme stavefejl på et banner til en fodboldkamp, og vi vil brænde det."

Nok er Stine Pilgaard og Daniel Dalgaard et par med handy ideer til, hvordan man får parforholdet til at leve i stedet for at gå ud og gå til andre for at få kunstigt åndedræt. Men de er også bare mennesker.

"Selvfølgelig ryger vi ind i den her," Stine Pilgaard hjuler hænderne rundt, ligesom fagterne til børnesangen Hjulene på bussen, for at illustrere hamsterhjulet.

"Og så kan vi godt komme til at forveksle hinanden med et sofabord eller et køleskab. Så prøver vi at tage hinanden ud af konteksten, så vi kan se hinanden igen."

Da Stine Pilgaard var ung, yngre i hvert fald, var hun imod det meste og vidste det meste. Hun var i midten af 20’erne og troede, at hun var voksen. Men det viste sig ikke at være rigtigt. Det er faktisk først inden for de seneste par år, at det er sket.

Stine Pilgaard er blevet voksen i Velling. Men ikke af at have fået børn. For de er dybest set bare nogle små nuttede klumper, man skal holde i live, passe på og en gang imellem få til at smile. Det er højskoleleverne, der har fået hende til at blive voksen og indse, at hun er blevet det.

"Nogle gange kan jeg godt have fornemmelsen af, at jeg begår de samme fejl igen og igen, og jeg synes ikke, at jeg blevet noget umiddelbart federe, sødere eller klogere menneske. Men når jeg taler med højskoleeleverne, kan jeg godt mærke, at der er sket noget. Jeg ved stadig ikke, om jeg er blevet sødere eller sjovere. Men jeg er nok blevet klogere."

I Meter i sekundet får hovedpersonen job som brevkasseredaktør i den lokale avis. Hun er et orakel. Det vil Stine Pilgaard også gerne være over for højskoleeleverne.

"Når jeg får tre øl, vil jeg rigtig gerne fortælle længe om, hvor kloge folk bliver, hvis de lytter til mig. Jeg har fundet fred med nogle ting, som virkede fuldstændig uløselige for 10 år siden. Det er der vitterlig en skønhed i."

Livet føles ikke længere som en lang række af tilfældigheder.

"Tidligere kunne jeg godt have det sådan, at jeg snublede rundt i livet, at tilværelsen gjorde med mig, hvad den havde lyst til. Det er ikke rigtigt, har jeg fundet ud af. Jeg har også selv noget at skulle have sagt. Jeg bliver mere og mere bevidst om de valg, jeg træffer, og at jeg har en eller anden styring med det. Jeg bliver nok aldrig et fredfyldt menneske. Men jeg opnår en større grad af fred."

Dårligt samleje, ik’?

Det seneste år har det dog knebet med roen. Stine Pilgaard har været i Deadline, P1, Politiken og Weekendavisen og på scener og biblioteker, når corona tillod det, hvor hun blev afkrævet svar på, hvordan og hvorledes det hang sammen med den genistreg af en bog, hovedpersonen og hendes eget privatliv. Det var ikke bare det ganske land, der iagttog hende med spidse ører og store forventninger. Det var også hende selv. Hun begyndte at se sig selv udefra. Ligesom da hun for få dage siden fik tilsendt en stak pressebilleder af sig selv. Hun skulle vælge tre og sad og kiggede på sig selv i 60 forskellige formationer og tænkte alle mulige tanker om sit udseende, som hun ikke er vant til at tænke.

"Det er ikke engang, fordi jeg synes, jeg er helt vildt grim. Jeg synes bare, at det er akavet at have et udseende. Det er ikke særlig tit, at jeg er bevidst om mit udseende, og jeg synes, det er okay, hvis der er nogen, der ikke kan lide mig. Men pludselig begyndte jeg at tænke meget over, hvordan jeg så ud, og hvordan jeg virkede på folk."

Det er ikke noget for Stine Pilgaard.

"Det er ligesom, hvis du sidder og tænker: “Nu skal jeg virkelig skrive en god bog. Hvad kunne anmelderne finde på at skrive, hvis jeg lavede den her scene." Så kan du være helt sikker på, at scenen bliver dårlig. Det er det samme, hvis du begynder at tænke på, hvordan dit hår sidder, når du har sex. Dårligt samleje, ik’?"

Stine Pilgaard vil tilbage til det spontane nærvær, hun oplever, når hun skriver. Men det kræver koncentration at holde fast i, særligt fordi mange i takt med bogens salg og klapsalver begyndte at hive hende i ærmet. “Kom nu! Det kunne være vildt fedt!” Hvis de havde spurgt hende for fem år siden, havde hun sikkert takket ja. Men Stine Pilgaard er blevet mere erfaren. Hun ved godt, at det er vigtigt for hende at skrive. Det er hendes måde at være i verden på.

"Jeg er rimelig nem at smigre. Men jeg ved, at jeg er nødt til at holde fast i mig selv for ikke bare at give slip og svæve op i en eller anden ballon, hvor jeg skal etablere en anden form for personlighed. Jeg har brugt meget energi på at komme tilbage i det rum, hvor jeg skriver. Det er et rum, hvor jeg ser tingene indefra. Hvor jeg er i kontakt med det, der sker."

Lige nu er hun i gang med at skrive en børneteaterkoncert, der hedder Ø, og som skal spilles i Aarhus. For at komme i stemning læser Stine Pilgaard Astrid Lindgren og hører Sebastian og Alberte. Bøger og sange, hun husker fra sin egen barndom. Særligt én sætning fra Albertes sang Mit gode varme hjerte har sat sig i hende: "Det er godt at ha' nogen at tage sig af. Jeg går ud og gør nytte i verden."

"Nogle gange synes jeg, at jeg skal tage mig virkelig meget af de der børn. Jeg skal hele tiden købe ind og lave mad. Men den der sætning fik mig til at tænke: "Gud, det er da helt vildt dejligt at spille så stor en rolle i nogens liv. Tænk, at være hovedpersonen i et andet menneskes barndom. Tænk, at jeg basically er ansvarlig for, at de her mennesker får en god barndom. Tænk, at være kulisse til alle deres minder."

Stine Pilgaard er taknemmelig:

"Hvor er jeg dog rig, at der er nogen, der har brug for mg. Det, synes jeg, er en meget voksen tanke. For jeg kan godt blive lidt teenageagtig nogle gange: "Ej altså, skal du nu gylpe udover mig, jeg havde lige taget ny bluse på, ik’!""

Vi skal ned på jorden igen. Tilbage til Velling.

Nu skal du snart tage afsked med Velling. Har du nogle gode råd til dem, du efterlader?

"Du kan godt blive lidt blind for fjorden, fordi du er vant til, at den ligger der. Du kan godt tænke, at det bare er noget vand. Men når solen skinner på den, kan den glimte som guld og diamanter. De skal passe godt på fjorden og huske at kigge på den og lade være med at tage den for givet. Der er et sted, du kan køre to veje – du kan enten køre ad markerne, eller du kan køre ad fjorden. Der vil jeg sige – tag fjordvejen. Du fortryder det aldrig."

Hvad glæder du dig til ved at bo i København?

"Af en eller anden grund glæder jeg mig rigtig meget til at komme i nærheden af Damhussøen. Jeg har aldrig været der før. Jeg har bare siddet og billed-googlet Damhussøen og tænkt: "Fuck, jeg skal til Damhussøen!" Jeg skal bare se på nogle fugle. Så er der nogen, der har sagt, at der ligger en isbutik. Den har jeg også nogle hede drømme om. Ja, og så skal vi have en altan. Den er ni kvadratmeter og har markise. Hvilket nærmest var grunden til, at vi købte lejligheden. Jeg havde det for sindssygt over den markise. Man kan sidde og drikke vin på altanen… i regnvejr! Det er det, ved flytningen, jeg tænker mest på – markisen, altanen, Damhussøen, isbutikken."

Hvem er Stine Pilgaard?

• Født i 1984.
• Vokset op i Aarhus.
• Uddannet på Forfatterskolen i 2010 og har en kandidat i Dansk og Medievidenskab fra Københavns Universitet fra 2012.
• Har udgivet Min mor siger (2012), Lejlighedssange (2015), som hun modtog bibliotekernes forfatterpris for, og Meter i sekundet (2020), som er solgt til oversættelse i Tyskland, England, Norge, Sverige, Finland og Holland.
• Til september udkommer sangbogen De korte sætningers land, som hun udgiver med komponisten Katrine Muff Enevoldsen. Den består af sangteksterne fra Meter i sekundet med nykomponerede melodier og en cd, hvor de er indspillet, samt ni essays, som handler om, hvordan det er for Stine Pilgaard at skrive sange og om romanens tilblivelse.
• For Meter i sekundet har Stine Pilgaard modtaget Weekendavisens Litteraturpris 2020 og været nomineret til DR Romanprisen, Politikens Litteraturpris, Kritikerprisen og Læsernes Bogpris.
• Har de seneste fem år boet i Velling med sin kæreste Daniel Dalgaard, som også er forfatter, og som hun mødte på Forfatterskolen. Nu flytter de og deres to børn, en søn på fire og en datter på seks måneder, tilbage til København.