Franciska Rosenkilde om kaos-barndom: ”Jeg ville noget andet end blot at overleve”
Franciska Rosenkilde har med en kaos-barndom altid søgt struktur og stabilitet, men også en plads for bordenden. Der sidder hun i dag som Alternativets politiske leder. Og kæmper for en større sag. Præcis som hun drømte om.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Min barndom var meget præget af at flytte rundt. Da jeg blev født, boede mine forældre på Sydsjælland, og da jeg var få måneder gammel, flyttede vi til Lissabon, hvor mine forældre lavede gøgl og gadeteater.
Jeg har set et billede derfra, hvor vi boede i et tårnværelse. Da vi kom hjem, flyttede vi til Christianshavn, og mine forældre, som var meget unge, blev skilt. Da jeg var seks og min bror ti år – og min mor 28, flyttede vi til Paris, hvor min mor uddannede sig til mimer.
Da vi kom hjem fra Paris, flyttede vi til Larsbjørnsstræde, som jeg i dag betragter som min barndoms gade. Indtil da havde det hele været ret kaotisk, men her kom der mere ro på. Det var også et fint og kreativt sted at vokse op, for Pisserenden (den folkelige betegnelse for kvarter i indre by i København, red.) var et superfedt sted i 1980’erne – en lille landsby af beboere og forretningsdrivende. Min mor havde småjobs og var til tider på bistand eller dagpenge, men på et tidspunkt fik hun job i den lokale urtekram.
Min mor opfattede os som ligeværdige, og det gjorde, at vi blev selvstændige og tidligt tog ansvar for vores eget liv. Min far boede også i København, men jeg havde ikke et særlig nært forhold til ham, for han var misbruger, og han levede ikke altid i et børnevenligt univers.
Jeg gik på fire forskellige folkeskoler og var bestemt ikke en pige, der havde det nemt i skolen, men jeg kunne godt lide den struktur, skolen gav, fordi jeg ikke mødte den andre steder. Min barndom var kaos, og lige siden har jeg søgt småborgerlighedens stabilitet – lidt mere end mine venner i hvert fald.
I min familie er der meget kort mellem generationerne på godt og ondt. Min mor var ret ung, da hun fik børn. På den ene side skaber det en stor og tæt familie, men det kan også have bagsider, at mennesker bliver forældre i en ung alder. Jeg kan jo selv blive mormor om et par år. Det fede er, at jeg får muligheden for at se mine børnebørn blive voksne, ligesom min bror har oplevet sin tipoldemor."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg har altid søgt meningen med livet, og jeg vidste, at jeg skulle lave noget, der ikke kun gav mening for mig, men også betød noget for verden. Derudover er jeg altid gået efter at sidde for bordenden. Jeg fik en studentereksamen, selv om det ikke lå i min baggrund, og jeg bestemt ikke er opdraget til at tage den lige vej gennem uddannelsessystemet, men jeg ville også på universitetet, og det kom jeg.
Da jeg var 20 år, mødte jeg min datters far, blev mor som 26-årig og blev sat meget tidligt, inden jeg overhovedet vidste, hvad jeg skulle i livet. Jeg var på det tidspunkt blevet uddannet fotograf, men det var mest af alt en hobby for mig. En eftermiddag stod jeg i Føtex og så bogen 'Det selvhelbredende menneske', som jeg smed ned i indkøbskurven.
Da jeg læste den bog, blev jeg ramt af en ild og en forståelse af, hvad mad kan. I den periode, hvor jeg ikke følte, jeg kunne handle udadtil, lagde jeg min kost om og begyndte at studere mad. Da jeg blev skilt, søgte jeg ind på Suhrs Madakademi.
Mad var ikke bare en hobby for mig, det var min mission, og der kunne jeg mærke meningen med det hele, og at jeg skulle være mere end kostvejleder, så jeg koblede klimaforandringer på. Det var i 2005, hvor der ikke var ret mange, der talte om den slags. Men det var det, jeg skulle: Være kostvejleder for vores klode. Derfor læste jeg en kandidat i geografi.
Annonse
Jeg skulle have matematik og fysik på ret højt niveau, og jeg dumpede et par gange, så min studievejleder spurgte, om jeg ikke skulle overveje at finde på noget andet. Jeg prøvede at forklare ham, at det var et kald for mig at omstille vores fødevareproduktion for vores egen, for klodens og for dyrenes skyld. I 2014 arbejdede jeg i et storkøkken, da jeg hørte i radioen om partiet Alternativet. Jeg meldte mig ind med det samme."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det er for mig det sværeste ved at være politiker. Jeg er ret introvert, og derfor er det nok også svært at finde ret meget på nettet om mig. Lige efter valget var jeg til en koncert, og der kom mange unge over og ville have taget selfies med mig. Det overraskede mig, men det er jo bare positiv energi.
Forleden var jeg inde i en forretning, hvor der stod sådan en ung fresh ekspedient og sagde: ”Hey, har du hørt det her før? Du ligner hende der Franciska Rosenkilde”. Så er man altså virkelig kendt, hvis man bliver genkendt som en, der ligner en selv."
Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
"Der var ikke ret mange mænd i min familie, og dem, der var, var ikke særligt dominerende. Min oldemor og mormor var skrappe madammer, der satte retningen. Min mormor var dog også en kvinde, som var præget af angst. Hun fik tre døtre og blev skilt og enlig mor i 1950’erne, men hun var stærk og klarede sig på trods af sin angst og sit dårlige selvværd.
Hun boede på Amager ligesom resten af familien, og jeg var tit derude, fordi det var en hjælp for min mor, som jo var alenemor. Derude hos mormor fandt jeg noget, der mindede om tryghed og forudsigelighed. Mormor boede i en villa på Dublinvej i sit eget barndomshjem. En typisk villa på ydre Amager, hvor vi sjippede og spillede casino. Men i modsætning til alle andre derude var hun ret fin på den og havde et højkulturelt islæt, som jeg elskede.
Midt i den lavere middelklasse gik hun rundt i stiletter og røg look light med perlemorslak på neglene og var lidt af en selskabsdame. Hun var smuk som en hollywoodskuespillerinde, men det så hun desværre aldrig selv. Hun var også meget traditionel og mente, at jeg først havde værdi, når jeg blev lægesekretær og godt gift. Med tiden kunne hun dog godt se, at mit drive var et andet og lærte at respektere det.
Min mor, mormor og mine to mostre var markante kvinder i mit liv, men deres liv var altid præget af at skulle overleve. Der havde været både voldelige ægtemænd, fattigdom og omsorgssvigt i deres liv.
Men der var også et kærligt rum i det kvindefællesskab, hvor man fordomsfrit kunne tale om sine følelser. I det rum var det helt okay ikke at være perfekt og arbejde med sig selv. Men de var alligevel ikke rollemodeller, for jeg ville noget andet end blot at overleve."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Jeg er født i kamp, og det er der, jeg befinder mig bedst. Da jeg blev politisk leder for Alternativet, var der mindre end 100 mennesker i Danmark, der troede på det, men sådan noget får mig ikke til at miste vejgrebet.
Jeg er selv vokset op med en enlig mor, og da jeg fik Ella, måtte jeg beslutte, om jeg skulle fortsætte i det mønster, jeg er født i, som mere handlede om overlevelse end at leve, eller om jeg skulle gøre noget andet med mit liv. Jeg valgte det sidste, og det har jeg bygget på dag for dag.
Den dag jeg bestod kandidaten, var mit livs stolteste dag, for det lå ikke i kortene, at en som mig skulle det. Men jeg vil leve det liv, jeg synes, jeg fortjener, fremfor det liv, som er givet mig.
Annonse
Selv om min mor flyttede meget med os som børn, gør jeg det dog også selv. Jeg flytter vildt meget privat. Jeg er typen, der bliver rastløs, hvis jeg er samme sted for længe. Men i 2023 vil jeg øve mig på at stå stille."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Over på Christiansborg hvor Alternativets kontorer har været under ombygning længe, fordi vi er gået fra ét til seks mandater. Nu er vejen udstukket, og der er ved at komme ro på.
Privat har jeg tænkt meget over, at jeg ikke vil gentage min mors mønster med altid at flytte. Det, der drev hende, var en søgen efter noget, hun ikke fandt hjemme. Jeg søger altid roen, men paradoksalt nok har jeg i mange år flyttet rundt for at finde ro.
Jeg er dog også drevet af eventyr, og jeg kan ikke forestille mig noget værre end ulevet liv. Den balance prøver jeg stadig at finde."
