Veninder bag populær podcast: Selvfølgelig skal vi tale om selvhad og orgasmer

”Nanna, skatter, vi har snakket meget op til sommeren om, at vi har meget træls tanker om os selv og særligt, at du kæmper meget med at tænke grimt om dig selv og føle dig dårlig tilpas.

Du oplever at få en masse kommentarer om dit udseende, og du føler lidt, at du selv og din person måske kan blive væk i alt det her, fordi der er så meget fokus på – ja, en kropsfiksering, hvilket du får det mega dårligt af.

 Det er en meget alvorlig snak, men også noget, vi synes er helt vildt vigtigt at snakke om, så hvis man får det rigtig dårligt af at høre på den slags samtaler, så er det her en lille triggerwarning til jer, der lytter med. Som altid bestræber vi os på at være så ærlige som overhovedet muligt, og det vil vi også være i dag.”

Sådan siger 24-årige Josephine Kuhn til sin veninde, 26-årige Nanna Hovgaard. Men også til de mange tusinde danskere, der hver fredag lytter med, når de to aalborgensiske veninder deler ud af deres privatliv. Nanna og Josephine startede for halvandet år siden podcastserien Fries Before Guys og har i mere end 50 afsnit inddraget lytterne i alt fra deres første orgasme og akavede oplevelser med fyre, til Nannas kropsfikserede selvhad og dengang Josephines roomie begik selvmord.

Og de to veninder har tilsyneladende ramt plet. Podcasten ligger i skrivende stund på sjettepladsen på iTunes og er downloadet mere end 800.000 gange siden januar i år. Men hvorfor har de to piger behov for at dele private og intime detaljer om tyndskid, kønsbehåring og bristede venskaber? Er der ikke grænser for, hvad de vil dele? Vi tog en snak med podcast-veninderne om privatlivets fred, og hvorfor de insisterer på at bryde grænser for, hvad man deler med andre. 

Hvorfor startede I Fries Before Guys?

Josephine:  Man kan hurtigt føle sig så ensom i dag. De ting man går igennem – uanset om det er spiseforstyrrelse, psykisk sygdom, dårlige kæresteforhold eller dødsfald – oplever vi meget alene, men derfor kan vi jo godt være sammen om at sætte ord på følelserne og få noget af det fællesskab. Vi konsumerer selv mange overfladiske ting på de sociale medier. Vi har brug for det filterløse og den virkelige virkelighed.

Nanna: Det er hele styrken i podcasten, at vores relation er så stor en del af det, vi taler om. Det er også det, vi synes, vi kan give: en del af of selv. Og det er også det, lytterne falder for, for de kan spejle sig i os og føler, at vi er en slags ven.

Josephine: Vi er ikke Instagram-model-smukke, vi er bare helt normale, standard typer. Det tror jeg, mange synes er befriende. Det savner jeg selv. At kunne spejle mig i mennesker, hvor jeg kan se mig selv repræsenteret. Den repræsentation er fucking vigtig for unge som os.

Ingen grænser

Det er også grunden til, at Nanna i et afsnit fortæller åbent om, hvordan hun skammer sig over sine negative tanker omkring sin krop. Og at Josephine læser et digt op til sin afdøde roomie, som begik selvmord, mens de var på udveksling.

For Josephine og Nanna har det ikke været grænseoverskridende, men helt naturligt at dele alt med lytterne. Dog har pigerne gjort sig mange overvejelser omkring den ærlige og filterløse samtale, som er blevet podcastens DNA. For de ved godt, at det ikke er alle, der forstår, hvorfor de ønsker at krænge deres sjæl ud til flere tusinde mennesker hver uge.

Josephine: Nogle kan godt blive provokeret af, at vi ikke reserverer det til hinanden, men sender det ud til hele Danmark. Men jeg har det sådan, at hvis vi kan rumme de mennesker, som aldrig ville føre en privat samtale i et offenligt rum, så må de også kunne rumme, at vi godt kan sende det ud. Men vi forstår godt, at andre ikke har lyst til at fortælle lige så meget om sig selv som os, siger hun og fortsætter:

-  Det er heller ikke sket, at vi har udleveret nogle af vores venner eller delt deres hemmeligheder. Hvis man lytter til de ting, vi eksempelvis har fortalt om vores kærester, ved man faktisk slet ikke, hvem de er som mennesker. Vi nævner dem, men ikke på en måde, som vi ikke også ville kunne gøre overfor vores kollegaer på arbejdet. 

Men har I slet ingen grænser for, hvad I vil dele?

Josephine: Vi er grænseløse… ha ha.

Nanna: Jeg vil vove og påstå, at der ikke er nogen grænse for mig mere. Podcasten er blevet en del af min personlighed, en forlængelse af mig. Den eneste grænse, jeg har, er, at det ikke må gå udover andre mennesker, men ellers har vi delt alt.

Josephine:  Ja, vi kan ikke tale på andres vegne end på vores egne. Vi gisner ikke om, hvad andre mennesker i vores nærhed tænker og føler. Det er ikke relevant og totalt over grænsen og udleverende. Men at fortælle ting om sig selv er ikke så svært. Slet ikke, når det er til dig (Nanna, red.), men nogen gange glemmer jeg, at der er 10.000 mennesker, der lytter med. Hvis jeg tænkte over det, kunne jeg godt blive psyket og tænke fuck.

-  Når vi sender podcasten ud, er det ikke længere min og Nannas samtale. Det er alle andres samtale. Den handler om de mennesker, der lytter til den, og som forhåbentlig kan blive klogere på sig selv og de mennesker, de har i deres nærhed. Så det føles ikke som om, at man mister noget af sig selv. Tværtimod.

Ren selvterapi

Opbakningen til podcastserien har været overvældende for de to veninder og givet dem lyst til at fortsætte. Dele endnu flere hemmeligheder med lytterne. Ikke mindst for deres egen skyld.

Nanna: Vi bliver tvunget til at tage vores egne tanker seriøst. Jeg havde en periode, hvor jeg var meget utilfreds med min krop og tænkte grimme ting om den. Jeg måtte finde en måde, hvor jeg kunne tale om mine problemer og samtidig gøre det relevant for andre, så de også kan spejle sig i det.

Josephine: Ja, det er ren selvterapi for os. Det åbner op for en helt anden type samtaler med  venner og familie, og det giver en masse gode overvejelser. Vi har lært hinanden bedre at kende og er kommet endnu tættere på hinanden. Og det, vi forhåbentlig giver videre, føler vi også, vi giver til os selv.