'Gift ved første blik'-Michael åbner op om svær periode
Michael fortæller her om, hvordan han havde svært ved at finde sin vej i livet - både hvad angår karriere og kærlighed.
Artiklen blev bragt hos HER&NU første gang. Dette er en redigeret udgave.
Kærlighedsprogrammet 'Gift ved første blik' er i fuld gang, hvor vi både får indblik i lette og tungere snakke mellem deltagerne, når de skal lære hinanden at kende.
Artiklen fortsætter efter videoen
I fjerde episode åbner 39-årige Michael op om, at han stort set ikke havde nogle forhold i sine 20'ere, fordi han havde svært ved at finde sin vej i den periode.
Overfor HER&NU/Realityportalen sætter Michael flere ord på, hvad det var, han tumlede med op igennem tyverne.
"Det var egentlig det her med at finde den rigtige uddannelsesvej. Jeg har aldrig været en god studerende, da jeg ikke er så god til bare at læse i en bog. Jeg har altid trivedes enormt godt med at komme ud i erhvervslivet og få fingrene i tingene," fortæller Michael.
Det betød også, at Michael skiftede uddannelse et par gange - både i forbindelse med handelskolen og senere på universitetet, hvor han skiftede uddannelsesretning undervejs.
"Hvis man vil være dyrlæge, er det ret klart, hvad man skal uddanne sig som, men den retning havde jeg ikke på det tidspunkt. Det var noget, jeg tumlede en del med, for jeg syntes ikke, det var hverken nemt eller sjovt," fortæller han og uddyber:
"Det var både en følelse af ikke at vide, hvor man skal hen, men også en følelse af ikke at have succes med den retning, jeg havde valgt. Så jeg havde det faktisk lidt svært og famlede en lille smule i starten og midt 20'erne."
Et par kortere forhold
Selvom Michael fortæller i programmet, at han stort set ikke havde nogle forhold i sine 20'ere, er det ikke den fulde sandhed.
"Jeg havde et par kortere forhold, men der var ikke rigtig noget, jeg syntes, der var det rigtige på tidspunkt," fortæller Michael og uddyber:
"Sådan er det nogle gange med tilfældighederne. Hvis man ikke lige møder den rette, og man er lidt usikker på, hvor man er henne i livet, så bliver det ikke nødvendigvis til et langt forhold."
Michael færdiggjorde universitetet, da han fyldte 30 år, og da han kom i job efterfølgende, oplevede han, at han fandt sin rette hylde.
"De sidste 10 år har jeg fundet min retning og trives rigtig godt i det, og jeg har fundet ud af, hvad jeg er god til," afslutter Michael.
Du kan se, hvordan det går deltagerne i 'Gift ved første blik' hver torsdag på DRTV klokken 6.00 og på DR 1 klokken 20.00.