Sponsoreret indhold

Giv en gave med hjerte og omtanke: Vælg PFAS-fri gaver denne jul

Ingen ønsker sig PFAS – heller ikke i julegaven, og selvom det kan virke uoverskueligt at navigere i junglen af produkter, er der heldigvis flere måder, du kan spotte PFAS-fri produkter på, når du køber nyt.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og med den følger den velkendte jagt på de perfekte gaver. Men i en tid, hvor flere og flere danskere bekymrer sig om de sundhedsmæssige konsekvenser af uønsket kemi som PFAS, er det vigtigt at tænke over, hvad vi giver til hinanden.

7 ud af 10 danskere er villige til at droppe produkter med PFAS, men kun 1 ud af 10 føler sig i stand til at gennemskue markedet, viser en undersøgelse fra Stensbek Advisory & Insights.

PFAS er næsten umulige for naturen at nedbryde, og derfor ophobes de i miljøet og i sidste ende i vores fødevarer og drikkevand. Det kan have negative konsekvenser for vores sundhed og helbred.

Men du kan gøre en forskel. Ved at vælge PFAS-frie gaver viser du omtanke, ikke kun for modtagerne, men også for vores miljø. Det kan virke som en lille handling, men den har en stor betydning.

En lille handling med stor betydning

Det er positivt, at mange ønsker færre produkter med PFAS i deres hverdag, men det kan være svært at navigere i, hvordan du gør. Et godt sted at starte er, når du køber nyt.

”Den største udledning af PFAS fra forbrugerprodukter til miljøet sker i produktionen af de nye varer, og derfor sætter vi fokus på, hvordan du som forbruger kan undgå PFAS, når du køber nye produkter, for eksempel en ny regnfrakke, stegepande, makeup eller en ny skaljakke” siger Grete Lottrup Lotus, der er funktionsleder i Miljøstyrelsen.

Grete Lottrup Lotus understreger, at der ikke er grund til at bekymre dig om de produkter, du allerede har. Brug dem så længe som muligt, og sørg for korrekt sortering, når du skiller dig af med dem.

Vidste du for eksempel, at en regnjakke med PFAS skal sorteres som restaffald og ikke som tekstil? 

Hvis vi udover at købe PFAS-frit, når vi køber nyt, forlænger levetiden på de ting med PFAS, vi ejer, og husker at affaldssortere korrekt, kan du være en vigtig del af løsningen.

Sådan undgår du PFAS i julegaverne

  1. Kig efter miljømærker: Når du handler, kan du se efter mærker som Svanemærket, EU Ecolabel, OEKO-TEX, og GOTS. Disse miljømærkninger indikerer, at produkterne er fremstillet med omtanke for miljø og sundhed og er PFAS-fri.
  2. Kig alternativt efter PFAS-fri mærkning: Mange brands angiver direkte på emballagen, hvis deres produkter er uden PFAS, f.eks. ved at skrive PFAS-fri, PFC-fri eller fluorfri.
  3. Spørg i butikken: Tøv ikke med at spørge ekspedienterne eller kundeservice, om produkterne er PFAS-fri.
  4. Du bør være særligt opmærksom på PFAS, når du køber produkter, som er vand-, fedt- og smudsafvisende.

Bliv klogere på www.PFASfri.dk.