"Jeg tror, der var 40 venner med til vores bryllup, og vi ser kun to af dem i dag"

Hvis man kunne gøre mere for Jehovas Vidner, havde Grith Clausen gjort det. Hun skrev fristile om Paradis og troen, hun stemte dørklokker med de voksne og levede i det hele taget i pagt med de regler, der blev stukket ud. Jo, der var da lige en spæd forelskelse i en dreng fra klassen, men skammen over det vendte Grith indad.

Det var i Holbæk, hvor Jehovas Vidner har deres landskontor og en stor rigssal, som de kalder deres kirke. Begge hendes forældre var Jehovas Vidner, og Grith var solidarisk.

– Jeg forsøgte altid af få Jehovas Vidner ind i enhver fristil. Jeg var stolt af min tro, og jeg ville gerne gøre alt det gode for Jehovas Vidner, husker Grith, som i dag er 38 år.

Som barn i trossamfundet får du at vide, at din skole er dit distrikt, og det er din opgave at forkynde for lærere og elever. Det gjorde Grith gerne.

To verdener

Grith serverer kaffe i sit rækkehus ved Odense. Her har hun boet, siden hun og hendes mand blev gift, og det er her, de har fået to drenge for henholdsvis ni og elleve år siden. De er ikke længere med i Jehovas Vidner, og det har at gøre med de to glade drenge, som smiler fra utallige billeder på væggene i stuen.

– I min familie holdt vi ikke fødselsdag og jul. I stedet tog vi i Lalandia til jul, så min bror og jeg også havde noget at fortælle, når vi kom i skole efter juleferien. På mine forældres bryllupsdag, fik vi børn gaver, og min mor sørgede for, at der var pakkekalender i 14 dage forinden. Hun holdt også tit børnefester med kage og lege, fortæller Grith og fortsætter:

– Jeg har stor respekt for, hvordan mine forældre valgte at gøre det, og jeg ved godt, at jeg fik lov til meget i forhold til mange andre børn fra Jehovas Vidner, men der var også oplevelser, jeg ikke delte med mine klassekammerater, og det gav et stik i hjertet, når jeg så dem alle gå hjem til børnefødselsdag sammen efter skole. Jeg var heller ikke med til sodavandsdisko og fest på fritidshjemmet. Der satte mine forældre grænsen. Derfor var jeg altid smerteligt bevidst om at være anderledes, samtidig med at jeg var stolt og loyal over for min tro. Jeg fik at vide hjemmefra, at jeg var heldig og udvalgt, men det var ikke altid sådan, jeg følte mig.

Griths mor er stadig i Jehovas Vidner, og hun har altid sagt, at hun aldrig ville kunne udstøde sine børn, som man ellers skal i Jehovas Vidner, hvis ens børn forlader troen. Måske netop fordi hun havde sagt sådan, tog Grith som ung de første skridt i en anden retning.

– Da jeg var færdig i gymnasiet, søgte jeg ind på musikkonservatoriet, og mine forældre støttede mig. Det er ret usædvanligt, for i Jehovas Vidner bliver du opdraget til bare at tage et let rengøringsjob, for du skal helst have 70 timer om måneden til at gå fra dør til dør. Der er jo ikke nogen grund til at tage en uddannelse, når dommedag er lige om hjørnet, siger hun.

– Musik var mit et og alt. Men et orkester er 200 procent, og du skal øve dig hele dagen og spille koncert hver aften. Det er simpelthen ikke foreneligt med Jehovas Vidner.

Efter kun tre måneder på musikkonservatoriet i Esbjerg brød Grith sammen i dilemmaet mellem sin tro og sin lidenskab og droppede ud.

– Enten ville jeg blive en dårlig og ulykkelig musiker, eller også ville jeg blive et dårligt og ulykkeligt Jehovas Vidne. Middelmådighed duer ikke i nogen af de to verdener, og jeg kunne ikke leve et dobbeltliv.

De små sære regler

I et par år boede Grith i Esbjerg, hvor hun havde et pædagogmedhjælperjob og gik til bibelmøder. En dag mødte hun Brian, som også var Jehovas Vidne. De gik ud sammen nogle gange, og så var de kærester, indtil de et år senere blev gift i Rigssalen.

Men for både Brian og Grith var der elementer af deres tro, de ikke kunne lide eller undrede sig over, selv om de aldrig havde overvejet at melde sig ud. Blandt andet Jehovas Vidners holdning til abort, homoseksualitet og udstødelse af frafaldne familiemedlemmer havde de det begge svært med.

– Men det var også alle de små mærkelige regler om, hvad du må høre af musik, og hvad du må gå i af tøj. I mange år havde vi begge vendt vores tvivl indad. I Jehovas Vidner er sandheden absolut, og det styrende råds regler og holdninger er nærmest ufejlbarlige. Hvis du tvivler og taler højt om din tvivl, føles det som at sende en boomerang afsted, som bare rammer dig selv i fjæset igen, siger Grith.

Da hun og Brian blev forældre, blev det afgørende.

– Jeg kunne selv huske, hvordan det var at være udenfor i skolen. Jeg var aldrig rigtig en del af det, men var hende den mærkelige, der stod udenfor. Skulle mine børn opleve det? Tristan var så glad en lille dreng, og jeg havde set andre børn i Jehovas Vidner gå fra at være glade som små til at blive alvorlige børn. Nogle børn er nærmest ikke til at slå et smil af.

Farvel til Paradis

Grith var splittet. Hun ville jo gerne se sine sønner i Paradis, og hun vidste også, at hvis hun meldte sig ud, ville det have store konsekvenser for, hvem hun kunne se fremover. Alligevel endte hun med at sende følgende brev til landskontoret hjemme i Holbæk og den lokale menighed i Odense:

"Kære brødre og søstre. Jeg melder mig ud af Jehovas Vidner, da jeg ikke kan stå inde for læren mere. Jeg ønsker jer alt det bedste. Kærlig hilsen Grith"

– Jeg kan huske, da jeg stod foran postkassen. Jeg havde nærmest følelsen af feber og af at se dobbelt, da jeg lod brevet dumpe ned. Jeg tænkte, at nu ændrede jeg vores liv for altid, for det har så store konsekvenser for mennesker at forlade Jehovas Vidner. Du risikerer, at alle, du kender, vender dig ryggen.

Et par dage senere kom der to af de ældste i menigheden for at overbevise Grith om at blive, men da hun ikke ville, er hun i dag formelt udstødt. Hun ser dog stadig sin familie, men hun har mistet mange af sine venner.

– Jeg tror, der var 40 af vores venner med til vores bryllup, og vi ser kun to af dem i dag, siger Grith og får tårer i øjnene.

– Jeg er overbevist om, at alle i Jehovas Vidners ledelse er gode mennesker. De udstøder ikke folk for at være onde. De gør det for at få dig tilbage, så du også kan komme i Paradis. Det er sådan, de tænker, men jeg synes samtidig, det er et ondt system, der forsøger at skille børn fra deres forældre.

I dag tror Grith ikke på himmel og helvede længere.

– Det er meget forskelligt, men i mit tilfælde holdt jeg op med at tro, da jeg meldte mig ud. Jeg havde været i Jehovas Vidner i 30 år, men det forsvandt hurtigt fra mit system, da jeg kom på universitetet, og begyndte at tænke mere kritisk.

Selv om det har kostet dyrt, har Grith og Brian ikke fortrudt, at de har forladt Jehovas Vidner.

– Jeg skrev det brev for at give mine børn et andet liv. Nu får de det gode liv med jul og fødselsdage, og så kan de selv vælge religion til senere, siger hun.