Mød Henriette fra ’Gift ved første blik’: ”Jeg kunne nærmest ikke spise noget og havde det smådårligt hele tiden”

Om få timer vil du være på fornavn med Henriette Hansen og hendes hemmelige mand.

Det sker, når bryllupsklokkerne ringer ind til en ny omgang ægteskab i seerhittet ’Gift ved første blik’, der står klar med ti nye, kærlighedssøgende singler, som har sagt ja til at lade sig gifte med en fuldstændig fremmed – arrangeret af DR.

En af dem er 29-årige Henriette Hansen, der har lagt Tinder på is og i stedet er hoppet ud på ukendt – og temmelig angstprovokerende – grund. Med en mand, hun ikke kender, og med nysgerrige seere, der ivrigt følger med i tosomheden fra den anden side af skærmen.

Hun er nervøs for at blive dømt af folket, falder for mænd med talegaverne i orden og er godt undervejs med udviklingsprocessen ’Henriette 2.0’ – en proces, der har taget særlig fart de seneste måneder.

Mød den 29-årige mediegrafiker fra Silkeborg her og følg hende og de ni andre singlers jagt på kærligheden hver torsdag klokken 20 på DR 1.

Hvorfor har du tilmeldt dig ’Gift ved første blik’?

– Jeg er nok en lille, håbløs romantiker, og selvom jeg har været i forhold før, er det ikke lykkedes at finde den person, hvor det hele klikker. Så jeg tænkte, at der skulle ske noget nyt, og så var det faktisk ret spontant, at jeg meldte mig til. Det var en søndag aften, hvor jeg sad og swipede på Tinder og var temmelig træt af det. Lige pludselig kom jeg bare i tanke om ’Gift ved første blik’, og så tænkte jeg: "Gad vide, om de caster?". Da jeg gik ind og slog det op, så jeg, at det var sidste dag for at tilmelde sig, og så skrev jeg til dem, udfyldte spørgeskemaerne og blev derefter kontaktet af Henrik (Mathiassen, caster, red.), som spurgte, om jeg havde mulighed for at komme til casting to dage senere.

– Jeg tænkte, at det kunne være fedt at prøve at bryde mine mønstre, og hvis jeg ikke fandt kærligheden, så ville jeg forhåbentlig lære noget nyt om mig selv, og hvad det er, jeg gør galt, når jeg møder et nyt menneske. Så det handlede i høj grad om en nysgerrighed på mig selv og de ting, jeg bringer med ind i et forhold. Og så selvfølgelig også, at jeg virkelig ønsker at finde den store kærlighed. Jeg er klar til at møde den mand, jeg skal være sammen med!

Hvad tænkte du, da du fik beskeden om, at du skulle være med i programmet?

– Jeg var pænt chokket. Jeg kunne ikke rigtig forstå, at det var virkeligt, og at jeg skulle være med. Det tog mig en del dage, før det gik op for mig, og da det så skete, blev jeg bare helt ekstremt nervøs. Jeg kunne nærmest ikke spise noget, jeg havde det smådårligt hele tiden, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Min krop var stresset, fordi den skulle kapere noget ekstremt uvant. Jeg vidste ikke, hvem der stod på den anden side af døren, og det er ekstremt nervepirrende og meget hårdt for kroppen at miste den kontrol. Ikke at have styring over, hvad der skal ske. Det var meget grænseoverskridende.

Hvordan reagerede alle dem omkring dig?

– De har taget supergodt imod det. De har bare sagt, at jeg er megasej og modig. Mange har også sagt, at det slet ikke ligner mig at turde at gøre sådan noget, og det kan jeg egentlig godt forstå, at de siger, for jeg har været en del mere indadvendt, end jeg er i dag. Jeg har haft noget af en udviklingsproces over de seneste par år, hvor jeg er blevet bedre til at tage ud og til at gøre ting selv. Jeg har været meget forsigtig af mig - den stille pige, kan man vel godt sige.

– Jeg synes, at ’Gift ved første blik’ har givet det rigtige skub i den forbindelse, og det har været en god selvudvikling. Jeg har lært nogle nye sider at kende og fundet ud af, at jeg kan håndtere mere stress, end jeg troede, at jeg kunne. For du bliver presset. Især de første tre uger, hvor du hele tiden skal prøve at være til stede samtidig med, at du er udkørt og træt, fordi du ikke er vant til at være sammen med et menneske hver eneste dag. Dertil kommer ens video-mand, som også følger med i pakken en del af tiden. Man er nødt til hele tiden at skulle give noget af sig selv. Det er så intenst.

Kærlighedseksperimentet er på sin sjette sæson, og der er kun en lille håndfuld par, som stadig er sammen. Hvad har dine tanker været om det?

– Jeg er bare gået hovedkulds ind i projektet og har tænkt: "Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre"? Hvorfor skulle der ikke ske noget godt? Jeg har troen på, at jeg skal møde et skønt menneske, og at jeg ikke ville blive valgt ud, hvis det ikke var, fordi der var et menneske, jeg absolut skulle møde. Om det skulle ende i den store kærlighed, eller om jeg skulle igennem en læringsproces og få et godt venskab med personen, måtte jeg jo så tage chancen og finde ud af. Men jeg var helt sikker på, at der nok skulle komme noget godt ud af det. Og så har jeg selvfølgelig ønsket, at det skulle ende i stor kærlighed. Der er jeg lidt en håbløs romantiker.

Hvad har du frygtet ved at skulle deltage?

– Jeg har været nervøs for at blive afvist. Det er aldrig en rar ting og slet ikke, hvis det sker for åben skærm. Det er selvfølgelig ekstra sårbart. Og så har jeg været nervøs for, at folk kan dømme mig hjemme fra sofaen og uden reelt at kende mig. For de har jo kun set et lille glimt. Men jeg håber da på, at man ser, hvem jeg er som menneske.

– I forhold til at skulle møde personen, jeg skulle giftes med, så var det ikke noget, jeg decideret frygtede. Jeg var mere nysgerrig efter at se, om vi kunne finde ud af at kommunikere med hinanden, og om der var kemi. Det var de ting, jeg vidste, at jeg ville lægge mærke til først. Ellers er jeg bare gået ind til det med et åbent sind. Og gjort mit bedste for at lade mine tidligere datingmønstre ligge derhjemme.

I ansøgningsprocessen skulle du svare på en masse spørgsmål om, hvad du leder efter i en mand. Hvad svarede du?

– Det var en god liste, jeg havde der. Ha ha. Én af de første ting, jeg skrev - fordi jeg vægter det rigtig højt - er, at han skal være god til at kommunikere, og at han er kærlig. Det betyder også meget for mig, at han er et familiemenneske, og at han er frisk på at lave nogle forskellige ting sammen. Det kan både være aktiviteter eller sociale ting. Bare det, at han har lysten til at komme ud og være sammen med andre. Det betyder også meget for mig, at man er et rummeligt og åbent menneske. At der er plads til, at han måske ikke tror på det alternative, som jeg interesserer mig for, men at han i det mindste har respekten for, at vi kan være forskellige.

– Udseendemæssigt kan jeg godt lide fyre, der er lidt bredskuldrede, og som har lidt brystparti. Og så har jeg altid haft noget med mørkhårede fyre. Øjenfarve er lidt lige meget, bare han har et glimt i øjet. Det betyder rigtig meget, at når man smiler, så kan man se det i øjnene. Derudover havde jeg et krav til højde. Jeg er 173 centimeter, og jeg ønskede, at han skulle være højere end mig, og at jeg også gerne kunne have en lille stilet på i ny og næ. Jeg skrev, at han som minimum skulle være 184 centimeter.

Hvad skulle han så ikke være?

– Jeg er ikke god til personer, der er for frembrusende, og hvor jeg bliver overrumplet. For selvom jeg er god til at skjule min generthed, er jeg faktisk ret genert. Det må heller ikke være en, der er for lukket. Jeg kan godt lide, når folk er åbne og tør fortælle noget om sig selv. For det gør også, at man hurtigt får tillid til hinanden, og at man får lettere ved at kunne tale sammen.

Hvad er dine egne største udfordringer?

– Hvis jeg ikke føler mig tiltrukket af personen, så kan jeg godt lukke lidt af og ikke få givet det den chance, som personen fortjener. Derudover er jeg et menneske, der har brug for en del bekræftelse for at føle mig sikker på min partner. Det betyder rigtig meget for, at jeg tør åbne mig op og vise, hvem jeg er. Hvis jeg føler, at den anden trækker sig meget, mens jeg er til stede og giver ud af mig selv, kan jeg være lidt for hurtig til at lukke i. Jeg øver mig i at lade være, for det, jeg aflæser, afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden.

Hvad er det, ’Gift ved første blik’ kan?

– Jeg kan godt lide konceptet i det. Jeg lærer noget som seer, og jeg får også noget selvindsigt, fordi jeg kan genkende noget af det, de andre går igennem. Jeg synes, at det er vigtigt i forhold til vores datingmønstre, at vi får lært at se på os selv, så vi kan blive bedre partnere i det hele taget. Der er jo mange, der er singler, og det er ikke blevet nemmere at finde en kæreste, selvom vi har alle de her apps, sociale medier og datingsider til rådighed. Nu er der så mange valgmuligheder, og hvis der er noget, du ikke kan lide ved den ene, så kan du jo bare hoppe videre til den næste. Men det er ikke ensbetydende med, at det nødvendigvis bliver bedre, for nogle gange er det også bare rigtig sundt at blive i tingene og tage kampen og lære noget. Det er i hvert fald det, jeg har lært i mine egne forhold.

Har du et favoritpar fra de tidligere sæsoner?

– Her i processen er jeg faktisk blevet veninder med Kathrine fra sidste år, og jeg synes jo, at hende og Michael er sådan et skønt par. De er så søde og gode at snakke med, fordi de også har en forståelse for, hvad jeg har været igennem. Så de er helt klart mit yndlingspar. Op til brylluppet, hvor jeg skulle til at møde min kære, kommende mand, var jeg simpelthen så nervøs og havde det så dårligt. Jeg var lige på grænsen til at overveje, om jeg nu kunne klare det her, og der hjalp det at snakke med Kathrine. Hun fik beroliget mig og sagt, at det jo ikke er værre, end at hvis det ikke går, så har jeg lært noget af det. Og at folk er sødere, end jeg lige umiddelbart frygtede. Så hun var en stor hjælp.