"Jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte: 'Kan vi få et godt liv uden børn?'"

Der findes omveje, afveje, genveje og veje til hjertet.

Hver uge spørger Hendes Verden kendte kvinder om deres veje rundt i livet, og i denne uges blad er det tv-vært Ida Wohlert, der blandt andet fortæller, hvordan hun mødte manden i sit liv, og om deres svære vej til at blive forældre.

Din levevej?

– Helt klassisk ville jeg ”noget med mennesker”. Jeg har aldrig planlagt min karriere, og jeg er faktisk et meget lystbetonet menneske, som går efter det, der føles rigtigt for mig. Journalistikken kom som lidt af et tilfælde. Jeg var begyndt på basisuddannelsen på RUC, fordi jeg ikke kunne beslutte mig for en retning. Da jeg skulle vælge overbygning, foreslog min daværende kæreste, at jeg valgte journalistik, for i det fag behøver man netop ikke vælge interesseområde.

– Mit job er at tale med mennesker og formidle, hvad de har fordybet sig i. Det er det mest fantastiske og spændende fag. At jeg blev studievært var også et tilfælde. Jeg havde faktisk en lærer på RUC, som kom ind første dag og sagde: ”Alle som vil være tv-værter: Op med lappen!” Det var slet ikke en del af mine overvejelser. Da jeg mødte ham nogle år senere, sagde han, at netop de mennesker, som ikke går efter at blive studieværter, ender med at blive de bedste. Det var søde ord. Jeg vidste til gengæld, at jeg ville lave tv og var med til at starte TV2/News. Da jeg så var på barselsorlov med Elliot, ringede de fra Go Morgen Danmark. Cecilie Frøkjær havde lige sagt op, og de ledte efter hendes afløser. Jeg tror faktisk, de havde ringet til en del før mig, så jeg var vist lidt et wild card. Nu har jeg været der i otte år. Men det var ikke et job, jeg søgte, og det var ekstra hårdt i begyndelsen. Jeg var nybagt mor, og Elliot var kun otte måneder, da jeg startede. Nattesøvn var der ikke meget af, og når jeg skulle forberede mig om aftenen, måtte jeg sætte mig op på vores gamle tørreloft med min computer for at få arbejdsro. Lyset gik automatisk ud hvert fjerde minut, så stod jeg der og fægtede med armene.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det gjorde Kasper for 15 år siden. Jeg arbejdede som tilrettelægger på et tv-program, hvor han var ”runner”. Det vil sige, at det var ham, der lavede kaffe og sørgede for, at der var kuglepenne og frokost til alle. En dag da jeg sad og spiste frokost med cheferne, havde Kasper arrangeret, at der kom et bud med en kæmpe buket blomster. På kortet stod der bare hans navn. Cheferne var ved at tabe kæberne over ham den unge runner på 21. Men det siger meget om Kaspers mod. Han går benhårdt efter det, han vil have og får det som regel. Jeg har aldrig mødt en mand med så meget drive og klogskab, og som samtidig kan mestre det nære. Men vi kan sagtens diskutere og støde sammen, for vi har begge meget energi og vilje. Jeg kan huske, at jeg engang talte med en veninde, da vi begge var i relativt nye forhold, om hvordan man undgår skilsmissefælden? Hun svarede ret klogt, at det handler om at tage en beslutning. Den tyggede jeg lidt på, men jeg synes faktisk, det er et godt råd. Det handler i hvert fald også om at tage en beslutning og ikke kun lade sig styre af lyst og følelser, som mange i min generation ellers er opdraget med. Ingen skal blive i et dårligt forhold, men man skal bare også turde rumme de grå dage, som jeg kalder dem.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg havde svært ved at få børn og var i fertilitetsbehandling i en periode, inden jeg fik Elliot for otte år siden. Det fyldte meget, og jeg nåede dertil, hvor jeg tænkte: Hvad nu hvis, det aldrig sker? Kan vi få et godt liv uden børn? Jeg kunne godt se det for mig, eller vi kunne have adopteret. I dag hvor jeg er mor til to, kan jeg ikke forestille mig det anderledes, og når jeg er sammen med venner uden børn, bliver det tydeligt, at det er to meget forskellige liv, og der er ingen tvivl om, at du også betaler en pris for at få børn. Du får et andet liv, og det er vigtigt, at du kan finde ro i det, også når tingene dykker, og stemningen ikke er den fedeste. Du kan godt nå til et punkt, hvor det hele er planlægning og logistik, men der prøver jeg at fokusere på det absurde og komiske i, at alle kan sidde rundt om middagsbordet og være sure på en gang. Det sker jo, men bare man så kan grine lidt ad det hele, det hjælper virkelig.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mor. Hun er en ret underspillet og lyttende type, men når hun taler, så lytter man. Forleden dag ringede hun til mig og spurgte: ”Nå Ida, nu er du fyldt 40, hvor skal du så hen?” Skal jeg videre lige nu, tænkte jeg? Men mit hjerte ligger i det program, jeg laver. Jeg er vild med blandingen af historier. Nogle gange spørger folk, om jeg ikke bliver træt af at tale om dræbersnegle hver sommer og vaniljekranse hver jul. Og nej, jeg er ikke blevet træt af det endnu. Tværtimod synes jeg, det er ret hyggeligt. Heldigvis er der jo også en masse andre spændende mennesker på besøg rundt om sneglene og vaniljekransene. Jeg bliver, så længe jeg føler, jeg bliver dygtigere, og så længe folk stadig gider stå op sammen med mig.

Læs resten af interviewet med Ida Wohlert HER.