Jalal Arabi: ”Jeg prøvede i rigtig, rigtig lang tid at skubbe de her følelser væk”

Da Jalal var barn, kunne han finde på at snige sig ind på sin brors værelse og rode klædeskabet igennem efter en t-shirt. Han ville forestille sig i sit hoved, hvordan det ville se ud, når han tog den på, og hvordan han ville komme til at ligne en dreng, hvis han tog drengetøj på.

Han ville tage trøjen over hovedet og med lukkede øjne stille sig foran spejlet, håbe inderligt, og så åbne øjnene. Men gang på gang stemte spejlbilledet ikke overens med de følelser, det unge barn havde.

”Jeg har visuelt forestillet mig, hvordan jeg ville se ud, når jeg havde den der t-shirt på. Det er, som om jeg har set en mand inde i mit eget hoved. Når jeg så fik trøjen på, så jeg ikke det i spejlet, jeg havde i mit eget hoved,” fortæller Jalal Arabi til journalist Josefine Stork i ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

Læs også

Mette Sommer: ”Jeg gik og gemte på nogle ting”

”Jeg har fundet ud af, at der er rigtig mange transkønnede, som har det på den måde. Det hele går ligesom op i en højere enhed. Den følelse, jeg har haft, har hele tiden været der, og der har været en grund til, at jeg har haft de her skænderier og kampe med min mor. Der er en grund til, at jeg ikke ville klædes ud som prinsesse som barn. Der er en grund til, at jeg ikke ville gå i kjole,” fortsætter han.

Traditionelle kønsroller fra barnsben

Du kender måske Jalal Arabi fra DR3-serien ’Macho’, hvor seere hen over to sæsoner har kunnet følge Jalals liv for at blive den mand, han altid har følt sig som, og for at leve det liv, han drømte om.

I dag er han komiker og foredragsholder, og har nu gæstet ALT for damernes podcast ’Tungdom’ for at fortælle om sin egen svære ungdom, hvor han kæmpede for at finde sin egen plads i verden.

Jalal voksede op i Gellerupparken i Aarhus i en familie med traditionelle værdier og idéer om kønsroller, hvor den muslimske tro fyldte meget, og hvor han allerede fra barnsben oplevede, at han ikke passede ind.

”Det begyndte omkring børnehaven, hvor piger skulle være piger, og drengene skulle være drenge. Jeg har hele tiden været anderledes. Først da jeg går i børnehave, går til fodbold, kan lide at være sammen med drengene og gøre alle de her drengede ting, som, min familie synes, var drengede, blev jeg gjort bekendt med, at jeg var en pige,” husker Jalal Arabi.

Da puberteten ramte, begyndte de andre piger at være interesserede i drengene, og Jalal husker, hvordan veninderne gerne ville drille drengene. Alt imens Jalal egentligt helst ville drille de andre piger.

”Jeg var mere opmærksom på pigerne, og der begyndte den første alarmklokke at ringe i mit hoved. Det var ikke en rar følelse. Det var faktisk … Det føltes lidt farligt, fordi jeg vidste, at der var en titel på det dengang, og det hed at være lesbisk, og det vidste jeg, at man ikke måtte være,” forklarer Jalal, hvis familie – grundet deres tro – ikke accepterede, hvis det viste sig, at han ikke var heteroseksuel.

”Jeg prøvede i rigtig, rigtig lang tid at skubbe de her følelser væk.”

Men det eneste, Jalal ville, var at bryde med pigerne oppe i puderummet i SFO’en. En følelse, der kun blev stærkere med årene. Pigerne var bare mere interessante, end drengene var, husker han.

Flygtede på krisecenter

Da Jalal som teenager fik en pigekæreste, levede han et dobbeltliv, hvor han skjulte parforholdet for sin familie. ”Det var et enormt pres,” husker han. For ingen måtte vide det. Han vidste nemlig, at konsekvenserne kunne blive store.

”Jeg vidste, at jeg aldrig ville få lov til at elske den, jeg ville, eller være den, jeg ville være. At min familie havde en forventning om, at fordi jeg var 19 år, så skulle jeg snart giftes og leve det samme liv, som mine søstre,” fortæller han.

Derfor flygtede han hjemmefra til et krisecenter. Hans brødre fandt hurtigt ud af, hvor han boede, og han måtte flygte til et andet krisecenter for at finde sikkerhed.

Læs også

Christian Degn tog en beslutning som 15-årig, som stadig følger ham den dag i dag

”Dengang var jeg overbevist om, at det ikke ville ende godt. På en måde … Selv om det er farligt at sige, men jeg var bange for, at min familie ville slå mig ihjel,” mindes han om tiden på krisecenter.

De efterfølgende år, mens han boede på krisecentret, levede han et ungdomsliv, hvor han forsøgte at indhente den tid, han ikke tidligere havde fået udfoldet – omkring sig selv og sin seksualitet.

En aften mødte han en kvinde i byen. En kvinde, som for første gang nævnte ordet ’transkønnet’ for ham.

”Vi sidder på en bar, og jeg har fået lidt for meget at drikke. Jeg deler gavmildt ud af mine følelser og siger, at jeg ikke føler mig hjemme i min egen krop. Jeg nævner alle de her ting, hvor hun lige pludselig siger, at sådan har hun det ikke. Jeg har på det her tidspunkt troet, at alle lesbiske følte sig som mænd. At det var en ting, vi havde til fælles. At vi var kvinder med den her mandige del i os. Sådan havde hun det overhovedet ikke,” siger han om den skæbnesvangre aften.

Dagen efter oplevede Jalal det, som han i dag kalder for ’de bedste tømmermænd i hele hans liv’. For samtalen med kvinden havde fået ham til at indse, hvem han var, og hvem han skulle være for at leve autentisk. Nu skulle han søge hjælp.

”Alt faldt på plads. Det var jo ikke bare en oplevelse, der har været. Det var tiden i min børnehave, min SFO og hele min skolegang. Min første kæreste, hvor jeg hele tiden gik op i det der med at være ’manden i forholdet’. Jeg har hele tiden prøvet at overkompensere for noget, som jeg aldrig kunne finde svar på,” lyder det om tiden derefter og de tanker, Jalal gjorde sig.

Bakkenbarter blev starten på et nyt liv

Men at indse, at man er transkønnet, betyder ikke, at livet pludselig er en dans på roser, det er vigtigt for Jalal at slå fast. Der var spørgsmålet om religion, hans familie og den behandling, han skulle igennem for at blive en mand.

”Jeg husker, at jeg fik sådan nogle virkelig grimme bakkenbarter til at starte med,” griner han.

”Men jeg ownede det! Jeg syntes, at det var det fedeste at få ny kropsbehåring,” husker han.

Alligevel er det vigtigt for Jalal at understrege, at lykken ikke var gjort, bare fordi han fik udskrevet hormoner fra lægen.

”Det er ikke en hemmelighed, at jeg stadig kan tænke i ny og næ, at det fandeme ikke er nemt. Jeg har ikke fundet ud af, hvorfor jeg ikke bare kunne blive født som mand. Det hjælper mig at kigge tilbage på min rejse og tænke, at hvis jeg var født som biologisk mand, så ville jeg nok have været en kopi af mine brødre. Jeg havde nok boet i Gellerupparken. Jeg havde ikke mødt den kvinde, jeg elsker, og som jeg er gift med. Alt Jalal er, er han på baggrund af min historie,” erkender han.

I dag behøver han ikke at snige sig ind i en andens klædeskab for at tage herretøj på. For det samme tøj hænger i Jalals eget klædeskab. I dag tager han en herre-t-shirt på, fordi det er det, der passer til ham og hans kønsudtryk.

Og nogle gange følger det billede, han har i hovedet, med, men ikke hver dag. For i dag kan han godt se, at den rejse, han er på, ikke er slut endnu.

”Jeg er nok også lidt hård ved mig selv. Jeg glemmer nogle gange, hvor langt jeg er nået. Jeg vil sige, at jeg har flere gode dage, end jeg har dårlige, men jeg er nok ikke altid 100 procent dér, hvor jeg ville ønske, at jeg var.”

Du kan høre hele Jalals historie i ALT for damernes podcast ’Tungdom’, hvor han også fortæller om, hvordan hans mor har været med til at vælge hans nye navn, og hvad der fik ham tilbage fra afgrunden, da han gik med tanker om ikke at ville være her mere.

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.