Jeg skammede mig over at spise en Marsbar på åben gade – det gør jeg ikke mere

"Jeg har spist to chokoladebarer på vej til arbejde."

Klokken er 8.30. Indrømmelsen falder ved kaffemaskinen, mens to af mine kollegaer deler frustrationerne over deres fælles sukkerstop. Og af en eller anden grund, føler jeg, at jeg bliver nødt til at skrifte.

De to chokoladebarer var købt med henblik på at spise dem i yderste sukkernød på de sjældne dage, hvor der ikke befinder sig sukker på redaktionen – her er der ellers altid nogen, der har taget kage med. Men i morges regnede det. Og jeg havde ondt af mig selv. Og jeg var sulten. Og det er mandag. Undskyldningerne står i kø. Da jeg først havde spist den ene, fik jeg en ustyrlig lyst til at spise den anden. Og det gjorde jeg så. Skamløst. I hvert fald næsten.

Ser vi bort fra, at chokolade til morgenmad ikke er videre sundt, og mine blodårer muligvis flyder over med fedt lige om lidt, så kan jeg godt tåle at spise den chokoladebar. Og jeg indtager lystigt Marabou, bland-selv-slik og hele pakker af Spangsbergs flødeboller derhjemme i sofaen. Lad mig sætte en streg under derhjemme.

For jeg havde det anderledes i morges, som jeg gik der på åben gade. Jeg tog mig selv i at kigge mig en ekstra gang over skulderen, inden jeg satte tænderne i den første Marsbar. Hvorfor? Jeg er voksen. Jeg bestemmer selv. Jeg kan godt tåle 102 gram sukker, glukosesirup og kakaosmør.

Vi har ofte snakket om det over frokostbordet i kantinen. Jeg har kollegaer, der aldrig kunne finde på at spise offentligt, med mindre det foregår ved et bord på en restaurant. Chokoladekomplekser til trods, så spiser jeg gerne på farten. En hotdog, et foccaciabrød, et pølsehorn – sjovt nok er det aldrig noget sundt. For hvis jeg skal bevæge mig fra a til b, og der ikke er tid til frokost, hvad er der så ellers at gøre? Kan det passe, at det er lige så stort et tabu at slentre ned ad gaden med en sandwich fra Lagkagehuset, som med en pakke toiletpapir fra Netto?

Hvorfor?

Vis mig din mad, og jeg skal sige dig, hvem du er

Til mit held går mit job ud på at ringe til eksperter og stille dem de spørgsmål, jeg ikke selv kan finde svar på, så jeg ringer jeg til madsociologen Jon Fuglsang fra Professionshøjskolen Metropol.

Han mener, at der generelt er mange ting på spil, når vi spiser.

- Måltidet er et følsomt emne. Mange ser det som en meget privat ting, som kan være blottende. Der ligger meget identitet i mad: hvad man spiser, og hvordan man spiser. Vi er blevet bevidste om, at vi fortæller meget om os selv, når vi spiser. En anden del af det er, at vi risikerer, at vi ubevidst kommunikerer, at vi ikke er i kontrol over vores fremtoning, og det kan virke uciviliseret. Vi har en masse idealer om, at vi skal spise på bestemte måder og tidspunkter, det skal være hyggeligt, og vi skal snakke sammen imens. Derfor føler vi, at vi udstiller os selv og bliver vurderet af andre, fortæller han.

Men forholder det dig rent faktisk sådan, at andre vurderer os, når vi spiser på gaden?

- Jeg tror, vi overvurderer, hvor meget vi bliver vurderet ved at spise på gaden, eller ved at spise alene i det offentlige rum. Lige meget hvad vi gør i det offentlige rum, kommunikerer vi nonverbalt en masse ting, men jeg tror, den skam nogle kan forbinde med det, slet ikke står mål med det, folk omkring dem tænker. Det er noget, vi alle sammen gør, så hvorfor ikke bare gøre det? Det er jo bare en del af det at være et menneske, at man nogle gange spiser foran andre i forskellige situationer.

Det skamfulde måltid

Vi sender altså nogle signaler om, hvem vi er, når vi bevæger os ud på gaden. Og vores valg af mad og måden vi spiser på er en af de ting, der fortæller et eller andet om os.

Men hvad er det, vi er så bange for at kommunikere til andre?

- Til dels er vi bange for, at vi kommunikerer den forkerte madkultur eller det forkerte madvalg. Problematikken er på mange måder ligestillet med det at spise sin medbragte madpakke i 8. klasse. Vi er enormt følsomme omkring det at spise det rigtige og at andre kigger på, hvad vi spiser.

Madsociologen indskyder, at der er en pudsig modsætning i, at det samtidig er blevet populært at spise ved food trucks: de populære varevogne, der skyder op flere steder i København med frisklavet street food til folket.

- Måltidet er kultiveret og primitivt på samme tid, og det gør det ofte svært at håndtere. Måltidet rykker ud i det offentlige rum, og med det opstår der nogle normer at praktisere måltidet på. Det skal være henkastet på den rette måde, det skal være casual på en særlig måde, siger han.

Sådan noget som en kaffe to-go er en af de ting, vi socialt synes, er helt tilladt at indtage på gaden, det forklarer Jon Fuglsang yderligere.

- Kaffeforbruget i det offentlige rum har i nogen grad erstattet rygning. At man spiser er i højere grad af nødvendighed, hvor kaffe er en luksus, man tilkøber sig. Måltidet har en nødvendighedsdimension. Selvom nogle har meget svært ved at undvære deres to go-kaffe, er den dog i højere grad et accessory, man nemmere kan kontrollere signalværdien af end måltidet.

Pas på det smitter

Det har ikke altid været sådan her, I hvert fald ikke for mig. Ærligt talt blev jeg først bevidst om det for et par år siden, da en veninde nævnte, at hun aldrig ville gøre den slags, og siden har jeg taget komplekset til mig.

Hvis andre tænker sådan om sig selv, hvad tænker de så om mig? Smitter denne skamfulde bevidsthed?

- Det smitter, fordi du pludselig bliver opmærksom på, at du blotter dig ved at spise foran andre. Det er ikke noget sundt træk, at vi bliver følsomme omkring det her, for det indskrænker vores frihed. At spise, hvor man vil, når man har lyst til det, er en frigørelse. Hvis du spørger mig, er det vigtigt, at der er en frigørelse og en norm omkring, at vi kan spise de ting, vi har lyst til, når vi har lyst til det.

Jeg var ikke klar over, at min frihed faktisk er på spil, når jeg pludselig tager andres blufærdighed omkring deres madindtag til mig. Opfordringen må være, at du ikke lader dig smitte af de komplekser, andre åbenbart bærer rundt på. Spis hvad du vil, hvor du vil, og når du vil. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre. Så ser du en kvinde med en chokoladebar på gaden, er det sandsynligvis mig.