20 minutter inde i arrangementet ændrede alt sig: "Jeg skal ikke dø endnu"

For syv år siden tog Johanna Søndergaard til et debatarrangement i Krudttønden på Østerbro, fordi hun kendte en af arrangørerne, og fordi hun gerne ville støtte, at den svenske Muhammedtegner Lars Vilks, som levede en meget isoleret tilværelse, atter kom ud i verden for at debattere.

"Faktisk havde jeg lidt modstand på at skulle derhen den dag, nærmest et instinkt, som jeg ikke lyttede til, for jeg ville gerne møde paneldeltagerne, og jeg var inviteret på café med dem bagefter," husker Johanna.

"Jeg cyklede derhen – helt hverdagsagtigt – satte min cykel og bemærkede, at der ikke var bevæbnet politi foran Krudttønden, som der eller plejer at være til den slags arrangementer. Vi blev alle kropsvisiteret, og jeg hilste på de få folk, jeg kendte. Der var en lidt hektisk stemning blandt arrangørerne, men ellers var alt ok, og folk småsnakkede."

Johanna satte sig ind i salen sammen med omkring 40 andre mennesker, og arrangementet gik i gang. Først kom den franske ambassadør og fortalte lidt om terrorangrebet på Charlie Hebdo, som var sket blot en måned forinden i Paris. Men så 20 minutter inde i arrangementet, ændrede alt sig.

"Jeg skal ikke dø endnu"

"Pludselig lød der tre skarpe knald, og alt gik i stå. Der var nærmest en kollektiv forståelse i salen af, at det her var en farlig situation. Der var en, der råbte ”ned”, mens flere af deltagerne i salen løb ud. Der var mange, der lagde sig ned på gulvet, men jeg gjorde det allerværste; jeg frøs. Jeg sad handlingslammet på min stol. Jeg ved ikke hvor længe, men jeg hørte hverken de efterfølgende skud, eller at attentatmanden råbte ”Allahu Akbar”," fortæller Johanna.

"Men pludselig så Johanna en kvinde komme kravlende på alle fire hen over gulvet.

"Jeg tænkte, at det måtte jeg også hellere gøre, så jeg kravlede hen og lagde mig under et cafébord. Men da jeg lå der, tænkte jeg: ”Hvordan skal det beskytte mig, hvis attentatmanden kommer ind?” Mit hjerte hamrede, og samtidig var jeg forvirret, for jeg havde hele tiden tanken: ”Det er ikke min tid. Jeg skal ikke dø endnu.”"

Indimellem fik Johanna et glimt af en bevæbnet mand, som gik flere gange gennem lokalet. Hun troede først, det var attentatmanden, men eftersom han ikke skød nogen, gik det langsomt op for hende, at det måtte være en sikkerhedsvagt.

I dag ved Johanna ikke hvor lang tid, der gik, men på et tidspunkt kom en politibetjent ind og gav de tilbageværende 20 mennesker i salen en briefing.

"Vi ventede længe, inden vi blev eskorteret ud ad bagindgangen. Vi kunne ikke gå gennem foyeren og hente vores overtøj, for der var både glasskår og blod, og det var desuden et gerningssted, der skulle sikres."

Alle blev kørt til afhøring på Station Bellahøj, og det var også der, de fik at vide, at Finn Nørgaard var død af det skud, der havde ramt ham. Gerningsmanden var stukket af.

"Det er det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har prøvet; at et andet menneske tager kontrollen over dit liv med fuldt overlæg. Det har jeg betalt en høj pris for. Jeg udviklede kraftige PTSD-reaktioner og symptomer efter terrorangrebet og er også blevet diagnosticeret. I dag er jeg på førtidspension, men ellers er jeg ved godt mod."

Attentatet mod Krudttønden kostede filminstruktøren Finn Nørgaard livet, og senere på dagen blev en ung vagt ved synagogen i København dræbt af samme gerningsmand, som det først næste morgen lykkedes politiet at fange og skyde.