Julia Lahme: "Jeg forelsker mig mere og mere i ham, som tiden går"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Bartholinsvænget i 5200 Odense V, som dengang var det postnummer i Danmark med den højeste andel af mennesker på overførselsindkomst. Mine forældre havde arbejde, men det var i fattig-80’erne, og jeg kan tydeligt huske, hvordan vi altid skulle spare. Vejen var et lille lukket vænge, der løb ud i Stadionvej, som førte ned til stadion, så jeg lærte tidligt ikke at sætte min cykel ude ved vejen, når OB spillede kamp, for så var der altid nogen, der pissede op ad den."

Artiklen fortsætter efter videoen...

"Min mor læste på universitetet, da jeg var lille, og min far var underviser derude. Jeg var sådan et barn, som hellere ville læse Narnia eller Anne fra Grønnebakken end at spille bold. Dengang skulle man jo altid være udendørs, og det interesserede mig ikke. Jeg ville hellere læse, sy og lave perler. Jeg var måske også lidt for meget alene, ikke at jeg blev holdt udenfor, men jeg manglede at lære noget om det sociale. Jeg har altid været dårlig til at tage den lette vej om tingene, for det havde jo nok været at melde sig ind i en sportsklub og spille noget håndbold, men næ nej, jeg gik til svømning, hvor du er helt alene i vandet."

LÆS OGSÅ: Tina Müller: "Det var enormt dejligt at blive bakket op på den måde"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Min farmor var efter alt at dømme en rædselsfuld mor, så jeg lærte hende først at kende, da jeg var otte eller ni år, men jeg var vild med hende fra starten. Hun var tysker og boede i det sydlige Tyskland og var lettere at hoppe over end at gå udenom. Hun gik med korset, som var spændt så hårdt, at mavefedtet blev til enten bryster eller hofter. Hun havde overlevet begge verdenskrige, den seneste som børnesygeplejerske for børn, der var blevet bombet af fosforbomber. Min farfar var nok det, man i dag ville kalde PTSD-ramt, fordi han havde været ved fronten, men han var død, da jeg som 10-årig blev sendt ned for at bo hos min farmor, fordi mine forældre mente, det var på tide, at jeg lærte mine tyske rødder at kende."

Hvordan fandt du din levevej?

– Det var ret omstændigt, men jeg læste etnologi, fordi jeg havde en indædt ambition om at redde verden, og jeg tænkte, jeg kunne starte med at bekæmpe HIV eller gøre noget for de sydamerikanske indianere. Jeg ville bare gerne gøre noget godt for verden. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det, jeg syntes, var sjovt, var at kommunikere og gøre det svære simpelt. Det akademiske kan være ret ekskluderende, fordi alt kommunikeres i meget lange fremmedord, men jeg mener, at alt det vigtigste i verden kan formuleres som omkvædet i en popsang, og det blev min lidenskab at tage det komplicerede og gøre det så simpelt, at det kan diskuteres.

I dag lever jeg et gøglerliv, hvor jeg har en kommunikationsforretning med 15-18 ansatte, jeg skriver bøger og holder foredrag om for eksempel trends og tendenser. Engang troede jeg, at det ikke har noget med etnologi at gøre, men det er faktisk et genialt værktøj, for det har givet mig et blik for samfundsstrukturer. Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg vælge etnologi igen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det gjorde Johan for 21 år siden, for han er så vidunderlig, irriterende, klog og smuk, og nu er jeg nødt til at blive pladderromantisk, for jeg forelsker mig mere og mere i ham, som tiden går. Jeg er ved at skrive en bog moderskab og om dem, jeg elsker, og der har min redaktør faktisk bedt mig skære ned på, hvor mange gange, jeg nævner Johan, for 36 kærlighedserklæringer i én bog er åbenbart for meget. Men jeg føler, jeg kommer hjem, når jeg er sammen med Johan. Vi mødtes en regnfuld nat uden for spillestedet Vega, hvor han sagde, at vi bare var nødt til at ses igen. Han fik mit nummer og ringede dagen efter, og der har aldrig været tvivl i mit sind siden.

Vi blev gift en onsdag morgen i 2007 på rådhuset. Jeg havde dagen før haft deadline på Cosmopolitan, hvor jeg dengang var redaktør, og han var musiker og havde studietid om formiddagen, så vi blev gift klokken ni om morgenen med vores bedste venner som vidner, og nåede lige at snave og drikke en kop kaffe, inden jeg tog bussen på arbejde og startede det næste nummer af Cosmopolitan op. Vi havde endda glemt en brudebuket, så Johans ven stjal sæsonens sidste rose på en husmur på vej til rådhuset.

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du mistede vejgrebet?

– Min mor døde af kræft, da jeg var omkring 27 år, og det var jeg slet ikke forberedt på. Fire år senere fik jeg Elias, som også væltede mig følelsesmæssigt omkuld. Alle omverdenens krav til hvordan du skal være mor, forventningerne, søvnmangelen, kærlighed og frygt på én gang. Der var mange, der troede, jeg havde en fødselsdepression, og til sidst havde Johan og jeg 30 fuldstændig ens foldere liggende derhjemme om fødselsdepression. Men det var ikke det, jeg havde. Jeg var i chok. Elias var ikke et nemt barn, og han sov aldrig. Når du bliver mor, har du brug for en mor. I dag har jeg et stort muskelbundt gående rundt derhjemme, og selv om han har boet i min mave, er han så stor, at jeg næsten ikke kan holde om ham, og jeg arver hans T-shirt, når de bliver for små til ham.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er fint, for folk er søde – næsten altid også dem, der ikke kan lide mig. Der var lige en overgang, da Sofus var lille, og jeg havde talt højt i medierne om, at jeg ikke holdt barsel. Der var kvinder, der skreg af mig på Østerbrogade og kaldte mig kønsforræder. Og det var ikke bare én gang, det skete. De mente simpelthen, at jeg ødelagde mit barns liv. Jeg prøvede at diskutere det med dem, for hvorfor kan man kun være feminist på deres måde? Feminismens udgangspunkt var faktisk kvinders ret til at arbejde og være økonomisk frigjorte. Jeg var selvstændig og havde ikke råd til at leve af den barselsordning, der var, så jeg havde Sofus med mig hele det år, og jeg har endda præsteret at amme under et foredrag. Der følte jeg mig stærk og sej.

Kommandovejen hjemme hos dig?

– Sådan en tror jeg ikke, vi har, men vi har familiemøder, hver gang nogen er frustrerede eller har noget på hjerte. Det kan være alt fra, at nogen har pruttet en anden i hovedet, eller for eksempel under coronaens første nedlukning hvor begge børn indimellem var totalt indestængte og indebrændte. Der blev råbt så meget, at Johan og jeg begge to udviklede tics i ansigtet, fordi vi også var stressede og frustrerede. Så sætter vi os ned i en rundkreds på gulvet, og hvis bølgerne går rigtig højt, har vi en taleske, så den, der har skeen, har ordet.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg skal til et møde, og så skal jeg hjem og lægge vasketøj sammen, for jeg vaskede hvide tennissokker i går, og lige for tiden tror jeg, der er 80 par hvide tennissokker i mit liv. Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor meget tøj de drenge kan arbejde sig igennem. Og jeg er den første, der kommer hjem i dag, så det er mit job at ordne det. Senere i dag kører vi i sommerhus, og hvis jeg er heldig, når jeg en halv times yoga på stuegulvet. I et større perspektiv forestiller jeg mig, at jeg er på vej hen til et sted, hvor der er mere tid. Jeg har to veninder, der er ramt af brystkræft lige nu. Jeg elsker begge damer, og det er så uretfærdigt, at netop som kvinders fysiske forpligtelser over for deres børn ophører, og man igen får lov til at være hoved i stedet for kun krop, så kommer kræften. Jeg er skidebange for selv at blive ramt, for min mor døde jo også som 57-årig. Der burde være nogle år med fest, glæde og frihed. Jeg vil gerne nå dertil, hvor jeg kan interessere mig for et emne og så gå ud og købe tre nye bøger om det og have tid til at læse dem.