Julie Agnete Vang

Julie Agnete Vang om mødet med sin mand: ”Øllerne smagte ekstra godt den aften”

Julie Agnete Vang har bevæget sig fra en beskyttet barndom direkte ind på teaterskolen og i favnen på George Clooney. Men det kan godt være svært alligevel, når man er et følsomt menneske.

1980’erne

Pastelfarver og lange sommeraftner

"Det, jeg husker bedst fra 1980’erne, er lege med mine barbiedukker. Og så husker jeg tydeligt melodigrandprix i 1989 med Birthe Kjær, der sang 'Vi maler byen rød'. Hun var virkelig sej.

Jeg kommer fra et parcelhuskvarter i Nordsjælland, hvor jeg cyklede rundt i kvarteret eller var hjemme i haven. Der var altid gang i den have, hvor min bror også var og byggede ting med mig. Nogle gange satte vi os op på legehusets tag og kiggede ned i vores sure nabos have, og det gjorde ham bare endnu mere sur.

Jeg løb engang hjemmefra, fordi jeg blev sur, og gemte mig lidt væk fra vores hus, mens jeg ventede på, at de voksne fandt ud af, jeg var væk. Der skete ingenting, og da jeg til sidst gav op og gik hjem og spurgte min mor, hvorfor de ikke ledte efter mig, sagde hun, at de hele tiden havde kunnet se mit hvide fehår stikke op derude fra busken i baghaven.

Jeg ved godt, at der var kartoffelkur, men jeg husker virkelig intet skidt fra 1980’erne. Det er som om, det hele var pastelfarvet i min verden. Der var lange sommeraftner, og nede på stranden kørte en isbil, vi kaldte sandormen, og det var et hit, når den kom forbi. Jeg gik meget i strutskørter og havde et stort hvidt hår. Jeg var ret glad for klæde-ud-lege og gik vist ofte rundt og lignede et helt cirkus.

Jeg arvede mit tøj fra Mette, som boede længere nede ad vejen, og hun gik til dans, så jeg fik alle hendes dansekjoler. Min mor spillede amatørteater på noget, der hed Åstedet, og hun har siden fortalt, at jeg allerede som treårig opførte ekstranumre på scenen for mine forældre, når de voksne var færdige med at prøve. Jeg elskede rollespil, og jeg elskede at drømme mig væk i andres historier."

1990’erne

Absolute violin

"I 1992 da jeg var otte år, var min mor med i et semiprofessionelt teaterstykke. Det betød, at det var min far, der skulle passe os tre børn hjemme. Jeg gik hele tiden i den samme kjole og spiste is morgen, middag og aften.

Jeg har en syv år ældre storesøster, som var mit store idol – sådan en, man ikke kunne nå. Jeg kan huske, at jeg lånte hendes 'Absolute Music', når hun var ude, jeg prøvede også hendes tøj og gik i hendes Dr Martin-støvler og en kasket, som hun altid gik og bøjede skyggen på. Det var jeg meget fascineret af. Hun havde den der rå grungestil, mens jeg selv altid ledte efter en anledning til at klæde mig ud.

Jeg kan huske, at jeg var ret ked af det, da de andre børn ikke gad lege mere, men bare ville sådan noget som at gå rundt om skolen. Jeg var nok lidt anderledes end de andre. I 4. klasse skulle jeg skrive en opgave, og alle skrev om et dyr. Jeg valgte at skrive om Marie Antoinette, som fik hovedet skåret af. Jeg var så bange, at jeg efterfølgende ikke selv turde læse, hvad jeg havde skrevet.

Jeg læste Guri-bøgerne om en pige, der spiller violin, og en dag kom violinisten Kim Sjøgren og spillede på vores skole. Jeg var fuldstændig bjergtaget, og i månedsvis gik jeg og drømte om at spille violin og prøvede også at bygge min egen, men det kom der ikke meget lyd ud af. Til sidst gav mine forældre mig lov til at starte til violin, og fra da af drømte jeg om Beethoven og Strauss og om at spille i et symfoniorkester, og det kom jeg også til, for jeg spillede i blandt andet Sjællands Symfoniorkester og med Michaela Petri i Tivolis Koncertsal.

Musikken var mit go-to-place, for alle mine følelser blev fordoblet, da jeg blev teenager. Jeg blev voldsomt forelsket og satte 'Everybody Hurts' med REM på repeat hele natten, indtil min mor til sidst tvang mig til at slukke. Jeg malede mit værelse bordeaux og havde sort satinsengetøj. I 9. klasse kom jeg på musikefterskolen Ollerup, og der fandt jeg andre, der var ligesom mig. Jeg havde altid været den eneste hjemme i Græsted-Gilleleje kommune, der spillede violin, men på Ollerup sad der 12, der var mindst lige så dygtige, så nu skulle jeg fisemig stramme mig an."

2000’erne

Afsted med brækspand i bilen

"I den tid gik jeg meget på festivaler. Jeg elskede festivallivet og var på både Roskilde, Midtfyns og Skanderborg hvert år. Det gjaldt om at have alle armbåndene på, og jeg elskede den der bølge af sårbare mænd, der sang rock som Kashmir og Muse, men også det mere jazzede som Erykah Badu, Miles Davis og Billie Holiday, som er den genre, jeg lytter mest til i dag.

Jeg blev student i 2003 og søgte direkte ind på teaterskolen. Det var ikke et tilfælde, for jeg var meget målrettet og vidste, at jeg skulle være skuespiller, selv om min dramalærer på Ollerup havde sagt, at det skulle jeg bestemt ikke regne med. Men når nogen siger sådan til mig, tænder det endnu mere ild, så jeg søgte ind. Jeg nåede til tredjeprøven, hvor jeg fik Roskildesyge og ringede til teaterskolen og aflyste. Det siger lidt om min uvidenhed.

Skolen spurgte hvad i alverden, jeg havde gang i, og sendte nogen ud for at hente mig med en spand i bilen, og resten af dagen gik jeg rundt og brækkede mig, mens jeg spillede gekko, fordi den ikke gør så meget. Jeg regnede alligevel ikke med at komme ind, så jeg tænkte slet ikke over, at der gik 800 mennesker rundt, som gerne ville have min plads.

Det var også årtiet, hvor jeg flyttede ind i en fin lille lejlighed på Frederiksberg, og jeg begyndte at gå i noget andet tøj. Jeg har altid vidst, at jeg havde evnen til at underholde, men når det kom til mit fysiske ydre, havde jeg skuttet mig blandt andet på grund af en stor barm, som jeg har arvet fra min mor.

Men på teaterskolen fik jeg en sanglærer, som fik mig til at rette mig op, og så begyndte jeg at blive mere eksperimenterende i mit tøjvalg. Folk syntes vist, det var lidt voldsomt, men måske fordi jeg i virkeligheden er så genert, var det min måde at fylde i verden på. Teaterskolen tvangsmodnede mig, men jeg var også klart den yngste på holdet. Jeg kom fra en meget beskyttet barndom, hvor mine forældre havde klappet ad alt, hvad jeg lavede, men på teaterskolen skulle jeg tage mig sammen, og det gav mig hår på brystet."

2010’erne

På 1. klasse med Clooney og Prada

"Der gik meget fest i den. Jeg var færdig på teaterskolen, og det var nærmest som om, jeg blev teenager der. Jeg fik også så mange roller, at jeg kunne leve af at være skuespiller. Jeg blev i min toværelses og havde skiftende kærester, som jeg flyttede ind og ud hos.

Nogle af dem overvejede jeg endda at få børn med. Der var masser af knuste hjerter og fest. Jeg fik et job, hvor jeg for første gang tjente rigtige voksenpenge. Det var en reklamefilm, hvor de castede over 1000 piger i hele verden, og hvor George Clooney spillede den anden rolle. Jeg fik jobbet og skulle til Milano og optage. Clooney var virkelig sød, men jeg gik nok mest op i, at vi var ligeværdige kolleger. Det var jo bare en reklamefilm, men selvfølgeligt var det kæmpestort for mig.

Året efter skulle han og jeg filme endnu en reklamefilm for samme norske bank. Denne gang i Mexico, hvor jeg fløj til på 1. klasse som 25-årig. Da jeg kom hen til hvor, vi skulle filme, kunne jeg bare se en sværm af mennesker, og jeg gættede på at Clooney stod i midten. Pludselig råbte han ”Julie” inde fra sværmen og kom og gav mig et kæmpe kram.

Vi skulle filme i ret kort tid, men jeg fik lov at blive en uge ekstra på Hilton med en veninde, hvor vi bare lå og svømmede rund i poolen. Bagefter gik jeg ud og købte et par Prada-sko til 3000 kroner. Det var aldrig sket for mig før. Jeg har dem endnu. De gør vildt ondt at have på, så jeg har aldrig gået med dem, men jeg kan heller ikke få mig selv til at sælge dem, for de minder mig om en tid, hvor jeg blev valgt til.

Året efter i 2013, da jeg var 29, mødte jeg Thomas, og jeg syntes, han havde en god energi og var megaflot. Lillejuleaften endte vi sammen på Café Gavlen, og der smagte øllerne ekstra godt, og han virkede så spændende. Vi har været sammen lige siden, og hver morgen vågner jeg så glad for, at han ligger lige der. Jeg har ikke den uro, jeg havde i mine andre forhold, som bestod af konstant bølgegang. Det kan godt lyde kedeligt, men jeg mener det på den allerbedste måde.

I 2015 kom Eva til verden, lidt før vi havde planlagt, men også fire uger før termin. Hun var en lille mus på 2,4 kilo, men Thomas havde heldigvis erfaring med børn fra sine to første. Eva har arvet sin fars sind, hun har ikke alle de følelsesmæssige udfordringer, jeg har. Der er ikke en sten på hendes vej."

2020’erne

Endelig i front og for alvor

"Årtiet startede med corona. Jeg stod foran at skulle indspille en hovedrolle i en tv-serie, og jeg var faktisk sprunget fra en anden rolle for at komme med i den serie. Jeg har altid spillet biroller, men nu skulle jeg endelig have en hovedrolle, og så lukkede Mette landet ned.

Heldigvis overlevede serien, og vi indspillede 'Rip, Henry' sidste år. Jeg er så stolt af den serie, som jeg håber, flere danskere får øjnene op for. Den betød i hvert fald meget for mig, og jeg fik udfordret både mine nålefobi ved at spille kirurg og min højdeskræk ved at filme på det berømte klippefremspring Trolltunga.

Jeg er også pavestolt over at være med i Nikolaj Lie Kaas’ nye serie, 'Agent', som er en helt ny rolle for mig. Jeg har tit bøvlet med, at jeg gerne ville have roller, der kradser mere i det svære, for jeg kommer let til at spille hende den søde eller hende den sjove.

I 'Agent' har jeg fået en mere alvorlig rolle, og det er fedt at arbejde med de lidt tungere følelser. Jeg har desuden en hemmelig drøm om at skrive mit eget materiale, for ligesom da jeg skrev opgave om Marie Antoinette, går jeg med 1000 historier i hovedet, og jeg har skrevet 1000 notesbøger fulde.

Noget af det er faktisk allerede blevet til en kortfilm, som skal filmes her i sensommeren. Nu holder jeg dog lige tre måneder fri, for jeg har hørt, at min datter siger i skolen, at vi mest snakker sammen på Facetime.

Om Julie Agnete Vang, 39 år

  • Uddannet skuespiller og bl.a. kendt fra tv-serierne 'Livvagterne' og 'Borgen' samt filmen 'Kollektivet'.
  • Denne sommer aktuel i både den norske Viaplay-serie 'Rip, Henry' samt TV2-serien 'Agent'.
  • Gift med skuespiller Thomas Voss, parret har i alt tre børn.