"Jeg kommer fra en familie, hvor psykisk sygdom er et stort problem"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var den vej, mine forældre boede på i Lyngby lige ved siden af fabrikken, der producerer Lyngbyvasen. Jeg gik ad den vej til Engelsborgskolen i 1. klasse, og det var 1.H med 34 børn i hver klasse, fordi vi var sådan en stor årgang. Der sad vi ved små pulte med vores blækhuse og penne og anede ikke, at vi var mange, men derhjemme gik de voksne og tænkte: "Hvad skal vi dog stille op med alle de børn?"

– Min far arbejdede som økonom, og min mor tilhørte den generation, der definerede sig selv som sin mands kone. Hun var hjemmegående, men det mærkede vi ikke meget til, for hun var der sjældent. Hun var kontoruddannet men sad i byrådet i Birkerød, og min far kom i Folketinget. Det var tit, der ikke var nogen hjemme, men jeg blev pigespejder, så jeg blev vant til selv at strukturere min hverdag som barn.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg var en af de fem procent, som fik en studentereksamen dengang. Jeg kunne godt lide at regne, og jeg syntes, det periodiske system i kemi var sjovt, men jeg ville være cand.polit ligesom min far. Så sagde han: "Jytte, nu om stunder behøver man ikke blive det samme som sin far". Så søgte jeg ind som kemiingeniør, og jeg kan roligt sige, at vi ikke var ret mange piger på det studie. Jeg bevægede mig i et mandeunivers. Der har faktisk altid været mange mænd omkring mig, og måske er det derfor, jeg blev feminist. Efter tre uger ville jeg gerne holde op på studiet, for jeg gad ikke mere, men min far sagde, at jeg skulle blive.

– Jeg flyttede på kollegium, fandt min første mand og blev gravid, og så måtte jeg jo se at blive færdig som kemiingeniør. Det blev jeg som 23-årig med en baby på armen. Jeg blev ansat som forsker i det, der i dag hedder DTU, men ifølge mit gemyt skete der ikke nok. Så blev jeg gymnasielærer i fysik og kemi, og når folk spørger mig, hvad jeg har brugt mit liv på udover mænd, børn og rejser, så svarer jeg "pædagogik og politik". Begge dele handler om at fortælle en historie og få folk med på ideerne.

Hvornår i livet skød du genvej?

– Jeg har ikke været medlem af DSU, men der blev altid diskuteret politik i mit hjem. Efter at have arbejdet for blandt andet Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds, hvor vi kæmpede for fri abort, eget navn og selvangivelse, tænkte jeg: "Måske skulle jeg organisere mig i et parti", og det blev Socialdemokratiet.

– Jeg tænkte ikke over hvilket parti, jeg var mest enig med, men hvor de manglede en, der ville arbejde for de ting, jeg brændte for: ligestilling, teknologi og sikkerhedspolitik. Det var lidt af en fordel, at jeg havde en teknisk uddannelse, for når vi kvinder kom gående i lårkorte kjoler og med børn i hælene, troede mændene, at vi ikke var andet end bankende hjerter og tomme hoveder, men jeg ved faktisk godt, hvordan et atomkraftværk er indrettet. Det var meget overraskende for mændene. Jeg har siden prøvet at inspirere unge piger til at tage en teknisk uddannelse.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– At være politiker går netop ud på at blive genkendt. Jeg var lykkelig for at komme i Ugeposten i Hørsholm i sin tid, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at komme i medierne. Men nu er mit behov for eksponering absolut dækket. Jeg er blevet fotograferet og stoppet på gaden og har været til bal hos dronningen. Det er dejligt nu at gå i supermarked, uden at folk prikker en på skulderen, men hvis folk kommer over og vil snakke, gør jeg det gerne.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Jeg kommer fra en familie, hvor psykisk sygdom er et stort problem. Min bror tog sit eget liv, da han var 23 år, og min mor fik elektrochok dengang i 1950’erne. Jeg kender godt tilværelsens mørke sider. Hvordan fortæller man en mor, at hendes søn ikke vil have det liv, hun har givet ham? Jeg kan ikke forestille mig noget værre.

– Jeg har selv tre gange haft en dyb depression og haft brug for hjælp til at komme over det. Det har været samtaler, medicin og en sygemelding fra arbejdet. Den første var, da jeg var omkring 20 år og flyttede hjemmefra. Den anden var, da jeg var midt i 40'erne, og mine børn flyttede hjemmefra, og den tredje, da jeg var 60 og røg ud af Folketinget. Når jeg gennemgår store ting i livet, skal jeg åbenbart helt ned i dybet og reorganisere mig, men der er meget sort dernede, skulle jeg hilse at sige. Du ligger ned i en seng, og intet er værre end sol, lys og smil. Først når skumringen kommer, kan du snige dig ud af sengen et par timer, og så kommer alle dæmonerne igen med mørket.

– Efter min sidste depression har jeg været meget rundt i landet for at skabe forståelse for, at mennesker indimellem har brug for en håndsrækning. Det giver en vis troværdighed, fordi jeg selv har prøvet det, jeg kalder stjernestunder og sorte huller. Jeg er ikke bange for, at det sker igen, men som jeg har sagt til mine børnebørn: "Det kan godt være, mormor bliver lidt tosset igen en dag".

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Der er slet ikke plads til dem alle sammen i artiklen! Men det største er at blive mor og mormor. Jeg blev mormor første gang allerede som 48-årig, da jeg ikke selv kunne få børn mere. Det var en yndig lille nyfødt pige, og da jeg holdt hende, rislede det gennem kroppen på mig. Næste dag fik jeg menstruation for første gang i lang tid. Tænk, at biologien går i gang og siger: "Nå, skulle vi prøve igen?" Jeg siger ikke, at vi mennesker er i biologiens vold, men det er tæt på.

– Jeg har også en gammel barndomsveninde, som bor i Holbæk, som jeg snakker godt med. Ens samtidige er så vigtige, fordi man kender den samme musik og verdenssituation, og vi får snakket om det vigtigste. Når vi har været sammen, siger vi altid i kor: "Endnu en god dag". Og som jeg plejer at sige: "Mænd forgår, veninder består".

Hvor er du på vej hen?

– Du spørger en kone, som snart bliver 80, så svaret er kirkegården. Men mange i min familie bliver gamle, og jeg har faktisk tænkt mig at blive mindst 94 år. Jeg bruger meget tid på at tale med unge mennesker, for hvis man bliver gammel, skal man jo have nogen at snakke med. Derfor har jeg også fulgt #MeToo-debatten. Metoo er meget overraskende – især for min generation. Samfundsdebatten vil altid ske i kvantespring, og det her er på niveau med, da kvinder fik uddannelse og fri abort. Jeg har kæmpet for, at kvinder skulle uddannes og tjene deres egne penge og selv bestemme hvor mange børn, de får.

– Nu fortæller #MeToo, at kvinder vil bestemme over deres egen krop. Det er kanon! Det er så trist, at jeg ikke er ung længere, for jeg ville have kastet mig hovedkulds ud i de diskussioner. Men min generation koncentrerede sig om overhovedet at blive hørt. At få en stemme var det allervigtigste, og alt andet blev skubbet til side. Men jeg bakker de unge kvinder op, når de siger: "Hænderne væk fra vores lår!" Jeg sad her og fulgte debatterne på Kvindernes internationale kampdag og tænkte: "Jeg har ikke levet forgæves". Nu kommer den næste frigørelse.

Hvem er Jytte Hilden?

• Født i 1942.
• Uddannet kemiingeniør og sad i Folketinget fra 1979 til 1998.
• Kulturminister fra 1993 til 1996 og forskningsminister fra 1996 til 1998.
• Efterfølgende blev hun kulturchef på Det Kongelige Bibliotek.
• Har været gift tre gange – senest med Mogens Lykketoft.
• Har fire børn og seks børnebørn.