Karen-Marie Lillelund: "Da jeg kom hjem, satte jeg mig ned på gulvet og græd og græd"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Høeg Hagens Vej i Aalborg, som er en lille lukket vej, hvor børnene kunne lege ude. Vi var far, mor, min storebror og mig. En kernefamilie med kernefamilie på. Dreng, pige, mor, far og hund. Jeg mener det helt alvorlig uden pjat: Alle var glade. Er det ikke skrækkeligt? Det lyder som et glansbillede, og det var det også. Hjemme hos os skulle man ikke være noget – man skulle bare være.

Din levevej?

– Den blev til ved et tilfælde. Jeg startede med at spille musicals, men jeg passede ikke til hovedrollerne, og jeg er unægteligt dårlig til at stå i anden række. Først nu har jeg en alder, hvor jeg passer til de roller, jeg vil kunne få, men det kunne jeg jo ikke vente tyve år på. Derfor arbejdede jeg i en periode på en højskole. En dag var min chef kommet til at dobbeltbooke sig selv til et foredrag om kommunikation og humor. Jeg var under 30 år og havde derfor masser af gåpåmod, så jeg sagde ja til at tage jobbet.

I dag er jeg glad for, der ikke fandtes mobiltelefoner, som man kunne have filmet mig med, for det blev vist ikke videre godt. Men der sad en blandt publikum, som bookede mig igen. Halvandet år efter havde jeg en foredragsforretning. Siden har der været mange sideveje som for eksempel at være med i Matas-reklamer eller at være bakkesangerinde i 13 sæsoner. Jeg spiller også hvert år med et sømandsorkester til festivalen Musik i Lejet, hvor jeg synger Se Venedig og dø, Den knaldrøde gummibåd og den slags. Jeg elsker at gå rundt en hel weekend med et ”artist”-armbånd på.

Men mest bevæger jeg mig i erhvervslivet, hvor jeg typisk hyres til arrangementer for at fortælle om kommunikation og humor. Jeg vil sige, at jeg lærer mennesker at sortere i kampene. Det er ikke fordi, det er firmaomvæltende processer, men jeg kan godt lide at give folk stof til eftertanke. Jeg tror, jeg er sat på jorden for at opmuntre andre på en anden måde end med blot en high-five og store mål om at løbe en maraton. Jeg er hende, der siger: ”Det skal nok gå”. Jeg er opdraget med overskud, og det føler jeg mig forpligtet til at dele ud af.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Som ung turnerede jeg i en lang periode med forestillingen Atlantis. Jeg er ganske vist den ekstroverte type, men jeg lader op med mig selv. Jeg er en entertainer, og man trykker på knappen, når der er mere end fire mennesker tilstede. Jeg føler mig altid ansvarlig for underholdningen, og jeg kan ikke bare sidde og glo ud i luften til et selskab og virke cool og mystisk. Jeg HAR prøvet. Når man turnerer 24 timer i døgnet i lang tid, bliver man træt. Alle vi skuespillere var unge og boede sammen for at spare penge. En af mine kolleger havde set det, inden jeg selv blev klar over, at jeg var ved at gå i brædderne. Hun gav mig en seddel med telefonnummeret til sin mor, som var psykoterapeut. Hun så helt rigtigt, for da jeg kom hjem, satte jeg mig ned på gulvet og græd og græd. Så fandt jeg sedlen og ringede til moren, og hun fik mig på rette køl igen. Det var en kæmpe læring. Siden har jeg vidst, at jeg skal trække mig, og der ind imellem skal være stille. Jeg kan ikke være sammen med mennesker hele tiden, for man kan ikke tage batterierne ud af mig.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg har mange inspirationskilder, men der er kun en ægte vejleder i mit liv, og det er min mor. Det er hende, jeg måler moral op ad. Ikke sådan noget med at spise små bidder og sidde pænt ved bordet. Hun var et ordentligt menneske, og det vil jeg også gerne være. I dag er det otte år siden, hun døde, og alt irriterende ved hende som mor er væk. For eksempel at hun hængte håndklæderne på en bestemt måde og altid havde en holdning til, hvad jeg havde på. Mødre er irriterende, men når de går over på den anden side, forsvinder praktikaliteterne og irritationen. Faktisk er hun mere vejleder i dag end før. Jeg bruger hende til ting, der går mig på. Hvad ville hun sige, hvis jeg spurgte hende til råds lige nu. Måske ville hun klappe mig på hovedet og sige, at alt er godt i morgen. Jeg påvirkes for eksempel meget af sociale medier, og jeg tænker tit: ”Hvorfor er jeg ikke så fantastisk og effektiv som alle andre?”. Så bruger jeg min mor og mærker, at hun spørger mig, om det nu også er vigtigt. Det handler også om taknemmelighed, og kun min mor kunne kigge på en solsort i haven og sige: ”Se hvor tappert den synger”.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Gerry, som jeg snart skal giftes med. Han kommer oprindeligt fra Haiti, men vi mødtes i New York, hvor man går meget ud og drikker drinks, men ikke helt så mange som i Danmark. Gerry blev vist overrasket over, hvor mange gin og tonics, min krop kan rumme. Den aften vi mødtes, talte vi sammen uafbrudt i fire-fem timer. Jeg faldt for, at han for det første er enormt pæn. Derefter er han lattermild. Han har samme grundtone i livet, som jeg har. Nogle mennesker hænger ved de små ting i livet og bruger tid på at diskutere, hvorfor de ikke fik deres mad først på restauranten eller ikke fik rabat hos autoforhandleren. Jeg er snart 50, og jeg har ikke tid til det. Jeg er afhængig af den lette grundtone i livet. Han får mig også til at grine. For eksempel sover han meget tungt og er ikke fan af vækkeure. Meget caribisk. En morgen lykkedes det mig at vække ham, men så sagde han: ”My body is not fully rested”. Da grinede jeg, for det er der ved Gud aldrig nogen, der har spurgt min krop om. Han har også en ro. Måske er det noget kulturelt. Man kan ikke flytte rundt på ham. Jeg er vokset op i Jantelovens land, hvor man går op i, hvad andre tænker. Men han tænker simpelthen ikke tanken.

Hvilken vej bor du på nu?

– Når du spørger, får jeg et underligt billede af en cirkel, der svæver over alting. Lige for tiden bor jeg nemlig både i mit sommerhus i Gilleleje, min lejlighed i København og min lejlighed i New York. Ja, jeg er lidt af en matrikelpige. Men vi er på vej til Danmark, og det er mest fordi Gerry gerne vil. Jeg synes også, at han skal have en ærlig chance for at lære sproget og få et netværk i Danmark. Så de næste to år skal han integreres. Jeg glæder mig til, at han skal se Danmark med friske øjne. Han voksede op i Haiti, som dengang var et diktatur og efter at have boet flere år i Trump-land, synes han, at vi her i landet har den eneste rigtige måde at indrette et samfund på. Jeg synes ikke, alt er godt i Danmark, men han har ret, når han siger, at vi har fundet den rigtige måde. Vi kan godt hidse os op over, at skraldemanden kommer på det forkerte tidspunkt, men 99,9 procent af os er enige om, at vi har valgt rigtigt.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ud i verden, hvor jeg jo sådan set også kommer fra. Men nu hvor jeg snart bliver 50, er det med en anden ro. Før i tiden var jeg ofte i tvivl og let at skubbe. Når nogen spurgte, om jeg ikke skulle skifte spor, tænkte jeg: ”Gud jo, måske har de ret”. Men troen på, at du er, hvor du skal være, kommer med alderen.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg glæder mig til at få en kop kaffe. Og at jeg – helt forfængeligt – håbede, at mit ansigt ikke længere blusser, efter at jeg har været i fitnesscenter. 

Hvem er Karen-Marie Lillelund?

Karen-Marie Lillelund, født 1988

• Bor dels i USA dels i Danmark, hvor hun lever som foredragsholder i erhvervslivet med et speciale i humor og kommunikation.
• Har desuden skrevet bogen Håndbog til et lattermildt liv, ligesom hun har optrådt som bakkesangerinde i 13 sæsoner på Bakkens Hvile. Mange kender hendes også fra Matas-reklamer.
• Gift med Gerald, som stammer fra Haiti. Parret vil de næste to år bo i Danmark. Hun har ingen børn.