Hvorfor må jeg ikke være ”kærestekedelig”? Stop hetzen mod de nyforelskede

I weekenden var jeg til fest med mine studieveninder, som jeg ikke havde set i lang tid. Det var både hyggeligt og tiltrængt, men da aftenen nåede til punktet, hvor det enten er kampdruk og bytur eller et glas vand og et på gensyn, valgte jeg det sidste. Klokken havde netop passeret 00:00, da jeg ringede til min kæreste og spurgte, om han ville hente mig. Men den skulle blive 00:12, før jeg fik taget mig sammen til at fortælle mine veninder, at jeg tog hjem tidligere end forventet. Jeg var simpelthen nervøs for deres reaktion. Da jeg krammede dem farvel, forsøgte jeg derfor at komme dem i forkøbet ved med et beklagende smil at sige: ”Jeg kan jo ikke gøre for det, jeg er bare pissenyforelsket.”

Der er flere ting ved den episode, der efterfølgende har irriteret mig. Det irriterer mig, at jeg følte, at jeg blev nødt til at undskylde for, at jeg havde mere lyst til at putte mig ind til min kæreste end at tage med videre ud på et eller andet ligegyldigt dansegulv. Og det irriterer mig, at der overhovedet findes en tendens, hvor vi har en tilbøjelighed til at anse personer (herunder os selv) for at være kedelige, hvis man prioriterer sin kæreste frem for andet.

Jeg har ofte tænkt over, at det er noget mærkeligt noget – dét med at kalde folk for kærestekedelige. Bevares, der er par, der fuldstændigt murer sig inde, når de får en kæreste. Her er ordet sikkert berettiget. Jeg anfægter ikke, at begrebet overhovedet findes, men jeg anfægter, at det per automatik er noget af det første, vi tænker, når en person er forelsket – om det så gælder os selv eller andre. At vi som udgangspunkt forbinder det med noget kedeligt, noget negativt, noget der skal beklages eller dækkes over, som om følelserne er irrationelle.

Hvorfor har forelskelsen og kærestetiden fortjent en sådan bashing? Hvorfor skal den negligeres eller undskyldes for, hvis det inderst inde er dét, de fleste af os drømmer om at opleve?

Drop den dårlige samvittighed

Gennem årene har det slået mig, hvor meget mine veninder eller venner har gjort for ikke at blive opfattet som kærestekedelige. Fundet på undskyldninger om pludseligt opstået sygdom eller rod i kalenderen.

Det har aldrig faldet mig ind at beklage mig eller blive sur, hvis en ven eller veninde har fundet sig en kæreste og for en periode sætter denne over alt andet. Så er jeg ovenud glad på deres vegne. Det eneste, jeg har noget imod, er, hvis de forsøger at skjule deres følelser eller pakke dem ind i dårlige undskyldninger i stedet for bare at være ærlige om, hvad de har mest lyst til.

Derfor irriterer det mig ekstra meget, når jeg nu selv som nyforelsket får dårlig samvittighed over, at jeg prioriterer tid med min kæreste over andet. At jeg tænker over, at jeg ikke skal lægge et parbillede op på de sociale medier, fordi de seneste to billeder også er med ham. At jeg prøver at undgå at nævne hans navn for tit, når jeg er sammen med andre, fordi de ikke må tro, at det kun er ham, jeg oplever ting sammen med. At jeg forsøger at opretholde illusionen om, at jeg stadig er typen, der fester til klokken 5 om morgenen uden at tjekke min mobil en eneste gang – selvom sandheden er, at det eneste, mine tanker kredser om, er at være i kontakt med ham derhjemme, som jeg til hver en tid ville vælge over alle andre i rummet.

Og det er jo tåbeligt, at man på den måde forsøger at lægge en dæmper på, hvordan man har det. Er det, fordi den fuldstændige forelskelse og dedikation til et andet menneske ikke lever op til idealet om at være stærk og selvstændig? Fordi vi for alt i verden gerne vil virke som nogle, der selv kan styre, hvornår vi føler og tænker hvad.

Giv forelskelsen plads

Hvorfor forsøger vi at bagatellisere det, når vi har fundet kærligheden? Skal vi ikke blive bedre til at værne om de fine følelser og sætte pris på dem i stedet for at pakke dem ind og nærmest føle skam over, at vi har det sådan? Hvorfor ikke tale åbent om det, hvis personen er det bedste, der er sket for én? Hvorfor ikke bare råbe højt ud i lokalet: ”Jeg vil sgu hellere være sammen med min kæreste end at sidde her og smalltalke og æde chips, så nu siger jeg tak for i aften!”

Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi er så bange for at blive kaldt kærestekedelige. Og jeg synes, at det er ærgerligt, hvis det første, vi tænker om to personer, der er vilde med hinanden og nærmest ikke kan slippe hinanden af syne, er, at de er kedelige. Det er kærligheden, i min optik, alt for god og unik til. Og hvis de følelser, man går rundt med, tilmed er nogle af de vildeste og mest intense, man har oplevet, så skal de da ikke nedgraderes til noget ordinært, nærmest uønsket.

Så skal vi ikke prøve at stoppe hetzen mod kærligheden? Give forelskelsen plads og give et par lov til at være fuldstændigt forgabte i hinanden uden at forsøge at give dem dårlig samvittighed eller pådutte dem at være kedelige – om det så gælder os selv eller nogle, vi kender. Det eneste kedelige i denne sammenhæng burde være, hvis man begynder at skjule, hvordan man har det, fordi man ikke føler sig accepteret eller forstået af sin omgangskreds.

For mit eget vedkommende vil jeg, næste gang jeg står i en situation, hvor jeg skal til at undskylde for, at jeg har lyst til at se min kæreste, forsøge helt at undlade ”Jeg kan ikke gøre for det”-delen. I stedet vil jeg nøjes med det vigtigste, nemlig at jeg er pissenyforelsket og har allermest lyst til at være sammen med ham. Det tror jeg ærlig talt, at både jeg selv og mine veninder vil sætte mest pris på i længden. For hvem er det, vi prøver at narre?