Min eksmand fyldte vores børn med løgne om mig

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Jeg vidste, at tiden for mit ældste barnebarns fødselsdag nærmede sig. Thea ville i år blive tre. Hun var min datter, Tines, ældste datter. Min søn, Thomas, ventede også sit første barn med sin kæreste. Men hvis jeg ventede på en invitation til Theas fødselsdag, og det gjorde jeg, så ventede jeg forgæves.

Da der var mindre end en uge til dagen, pakkede jeg den gave, jeg havde købt til Thea, i en foret kuvert og sendte den med posten. Jeg gik ud fra, at den kom frem, men jeg hørte aldrig noget retur. Kun på Instagram kunne jeg se, at Theas fødselsdag var blevet holdt. Jeg kunne også se, at Thomas og hans gravide kæreste, Anna, havde været med.

Læs også

Jeg er bange for, at min angst skal smadre mit forhold

Det samme havde min eksmand, John, Tine og Thomas’ far. Det gjorde ondt, at de ikke havde inviteret mig, men at se, at John var inviteret, slog mig helt ud. Jeg var ulykkelig i dagevis, og hændelsen satte sig i mig som en skygge. Dem bar jeg på en del af i forvejen.

Jeg havde kun været 22 år, da jeg mødte John, som var fem år ældre. Vores forhold var stormfuldt fra starten. John drak meget, tog kokain, når han gik i byen, og led af sygelig jalousi. Hans følelsesmæssige udsving var enorme. Enten var han overstadig glad, eller også var han helt opslugt af sortsyn og vrede. Jeg var uerfaren, og når jeg ser tilbage på den tid, kan jeg godt se, at jeg forvekslede Johns psykiske problemer med lidenskab.

Jeg var 24, da jeg blev gravid med Tine, og kun halvandet år senere kom Thomas. Jeg elskede mine to små børn, men forholdet til John blev værre og værre. Han var fuld stort set konstant, og han var optændt af en vrede, der ikke mindst blev rettet mod mig. Jeg kunne intet gøre rigtigt. Han overfusede mig, og det skete også, at han slog, skubbede eller sparkede mig. Det var aldrig så slemt, at jeg skulle på skadestuen, men jeg levede med en konstant angst.

I de første par år, efter børnene var kommet til, var jeg så træt og udmattet, at jeg ikke havde overblik over mit liv. Jeg prøvede blot at komme gennem dagene, tilfredsstille børnenes behov og gøre mit bedste for ikke at fremprovokere Johns vrede. Da de blev større, tænkte jeg kun på at udholde Johns temperament for deres skyld, så de ikke skulle vokse op i en skilsmissefamilie.

Jeg holdt krampagtigt sammen på det hele, prøvede at skærme børnene og var under så voldsomt et psykisk pres hver dag, at jeg kun kunne se én dag frem ad gangen. Jeg var godt klar over, at børnene led under det kaos, der var i vores liv, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ud over at forsøge at trøste og skærme dem, så godt jeg kunne.

Børnene gik i de ældste klasser i folkeskolen, da jeg fik en ny læge, som fornemmede, at noget var helt galt i vores familie. Hun hjalp mig til at få perspektiv på mit liv, og endelig kunne jeg vikle mig ud af det destruktive spind, som mit liv med John var. Jeg søgte om skilsmisse, og da jeg endelig blev alene, prøvede jeg at stykke mit liv sammen, hvilket ikke var så nemt. Jeg havde voldsomme psykiske følgevirkninger af de mange år med vold og stress, og jeg havde svært ved at varetage et fuldtidsjob. Børnene og jeg boede i en ganske lille lejlighed, og jeg kæmpede for at få det hele til at hænge sammen økonomisk.

John gik helt ned med flaget efter skilsmissen. Jeg var en overgang sikker på, at han ville dø. Men John var heldig. Han kom med i et nystartet afvænningsprogram, blev ædru og stoffri for første gang i sit voksne liv, og samtidig fik han den terapi og medicin, han skulle have haft langt før. Han blev også kristen, og gennem sin nye kirke mødte han en ganske ung kvinde, som han giftede sig med. Jeg gruede på hendes vegne, men John virkede på alle måder som om, han var genfødt. Han kom ind i sin nye kones familievirksomhed, og inden længe havde han både et stabilt job, en god indkomst og en ny familie med to små børn.

Tine var på det tidspunkt ved at flytte hjemmefra, men Thomas valgte at flytte hjem til sin far de sidste to år af gymnasiet. Der var styr på tingene hjemme hos hans far, som han sagde. Det skar mig i hjertet, men jeg ønskede ikke at stå i vejen for min søn. Snart fandt jeg ud af, at også Tine kom ganske meget hos John. Begge mine børn var glade for deres unge papmor, og de forgudede deres to små halvsøskende. Til gengæld mærkede jeg, at de begyndte at lægge afstand til mig. Jeg forstod det ikke. Det gjorde mig forvirret og ulykkelig.

Læs også

Hvordan tackler vi vores grænseoverskridende svigerdatter?

Jeg begyndte først at forstå sammenhængen, da en gammel veninde en dag fortalte mig, at John spredte historier om, at jeg var en taber og et psykisk tilfælde, der aldrig havde været en god mor for børnene. Jeg havde drevet ham til vanvid med min skizofrene personlighed, og det var tydeligt ud fra mit nuværende liv, hvor stakkels jeg var.

I Johns fortælling var alt min skyld, mens han var det uskyldige offer, hvis liv nær var blevet ødelagt af mig. Det viste sig, at både Thomas og Tine havde købt Johns forklaring. Jeg holdt det ikke mod dem. Når man så på Johns liv nu, var det faktisk svært at forestille sig, hvordan han engang havde været, men når jeg hørte hans løgne, vidste jeg, at den gamle John stadig var i live inde bag den renskurede facade. Det slog mig helt ud.

Gennem de næste par år behandlede mine børn mig med en større og større grad af foragt, og de gled langsomt ud af mit liv, mens John var den store helt i fortællingen om vores familie. Jeg prøvede at forklare børnene den rette sammenhæng og appellerede til deres barndomsminder, men de rystede overbærende på hovedet og ville ikke lytte.

Udefra set stod kampen mellem Johns parcelhus med to biler i garagen, kernefamilie og sælgerkarriere og mit singleliv i en lille lejlighed i et socialt boligbyggeri. Det var mig, Thomas og Tine bebrejdede deres problematiske opvækst, mig, der skulle have handlet anderledes, mig, der var problemernes rod.

Det efterår døde min mor, og til min overraskelse sagde Thomas og Tine ja til at hjælpe med at tømme hendes lille rækkehus. Deres mormor havde altid haft en særlig plads i deres liv. I flere dage sorterede vi bøger, duge, porcelæn og nips, og det var den bedste tid, jeg havde haft sammen med Thomas og Tine i mange år.

Til sidst nåede vi til min mors fotoalbums og æsker med gamle fotos. Der var mange fra børnenes barndom, for de fleste af mine fotos var endt i min mors kælder i de omskiftelige år efter skilsmissen. Det var de sædvanlige fotos, som jeg tror, de fleste familier har. Jeg badede børnene, var med dem i skoven og på stranden, læste for dem, hyggede med dem. Jeg var selv overrasket over, hvor ung og sund jeg så ud dengang. Det var ikke til at se, hvilket helvede, jeg havde gennemlevet, hvis det ikke var fordi Johns sporadiske opdukken i baggrunden af billederne talte sit eget tydelige sprog. På ingen af billederne så han på børnene.

Hans ansigt var formørket af vrede og druk, hans blik var tomt og hans kropssprog tillukket. Der var kun få fotos, hvor han ikke havde en flaske i hånden eller indenfor rækkevidde. Jeg mærkede, at begge børn blev stille, mens de så på billederne, men ingen af os sagde noget.

Læs også

Min kæreste beskylder mig for at være utro

Et par dage senere ringede Thomas til mig. Det blev en meget følelsesladet samtale. Han var rystet over, i hvilken grad hans far havde formået at tage patent på fortællingen om deres barndom. Og allermest rystet over, hvordan hans egne minder var blevet forvrængede i processen. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at det netop er det, et voldeligt menneske kan gøre, men jeg ville ikke bagtale John, som han havde bagtalt mig. Få dage senere havde jeg en stort set identisk samtale med Tine. Hun var også i chok, græd og forsøgte at få greb om, hvad der var sket.

Både Tine og Thomas lagde efterfølgende en vis afstand til deres far, men om de har konfronteret ham med hans manipulationer, ved jeg ikke. Jeg ved blot, at jeg fik muligheden for at reparere mit forhold til begge mine store børn og derigennem også til mine børnebørn. Det har været en langsom proces for os at genvinde tilliden til hinanden.

Jeg har prioriteret at være ærlig og fortælle dem, at også jeg bærer på skyld over, at jeg ikke gik fra John tidligere og dermed gav dem en roligere opvækst. Vi har skullet stykke vores fælles historie sammen igen, efter John havde fordrejet den så voldsomt, og vi er igen og igen vendt tilbage til min mors gamle fotos, for de giver os et vidnesbyrd om, hvordan vores liv sammen virkelig var.

Thomas er i mellemtiden blevet far, og jeg er blevet den bedstemor for både hans og Tines børn, som jeg altid har ønsket mig at være. Jeg undgår så vidt muligt at rende ind i John, men til de større familiesammenkomster er vi nu begge inviteret. Det er ikke nemt, men jeg har overraskende nok fået en udmærket relation til hans nye kone, som jeg fornemmer godt ved, at Johns fortællinger om fortiden skal tages med et gran salt.

Det er ikke vigtigt for mig at tage et stort opgør med John, for han skal helst fylde så lidt i mit liv som muligt. Det vigtigste for mig er, at mine børn og børnebørn ved, at jeg elsker dem og vil gøre alt det, jeg kan, for dem. Det er de ikke længere i tvivl om.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.