Da Camilla kastede leverpostejen efter sin mand, gik alvoren op for hende
Først da Camillas mand fik nok af alle hendes udskejelser, indså hun, at hun blev nødt til at finde ud af, hvad der var galt med hende, hvis hun skulle gøre sig håb om at få et godt liv.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
I det jeg kastede bakken med leverpostej gennem stuen, vidste jeg, at jeg var gået over grænsen. Den ramte da også Morten lige over øret.
Noget af leverpostejen blev siddende i hans hår, da den faldt på gulvet. Havde det været et uheld, ville det have været en af den slags situationer, man kunne have grint af senere. Men det var ikke et uheld. Tværtimod. På det tidspunkt var det kulminationen af et mangeårigt turbulent ægteskab. Skylden for det lå fortrinsvis hos mig, for jeg mistede så nemt besindelsen.
Den aften havde jeg været ved at fortælle om et problem på mit arbejde. Morten havde gjort klar til at gå ud med affaldsposen fra køkkenet, og jeg følte ikke, at han lyttede ordentlig efter. Det var ikke fair, for Morten lyttede altid til mig, og ingen kendte mig bedre end han. Morten havde været venner med min storebror, da vi voksede op, og han kendte alt til min og mine søskendes kaotiske opvækst. Vores forældre var begge ’kunstnere’, men ingen af dem havde nogensinde kunnet leve af at henholdsvis male eller skrive, og de tjente reelt penge ved at klunse og sælge deres kluns fra markedsboder og en interimistisk ’butik’ i vores garage. Mine to brødre og jeg var vokset op uden hverken penge eller struktur. Der var ingen faste sengetider, ofte ingen måltider og ingen holdt øje med, om vi gik i skole eller ej. Vores forældre kaldte det for ’fri opdragelse’, hvilket betød, at vi selv måtte bestemme alt, men det var i virkeligheden en vag undskyldning for, at de ikke gad at opdrage os.
Det mest komplicerede ved vores opvækst var begge vores forældres voldsomme humørsvingninger og tumultariske ægteskab. Min far blev nemt deprimeret og drak for meget alene, mens min mor var udadreagerende og lod både sin vrede og sine mere maniske perioder gå ud over min far og os børn.
Hun var altid oppe i det røde felt og klar til konflikter. Hun smed med jævne mellemrum vores far ud, men han endte altid med at flytte hjem igen, hvorefter de havde den store genforening, indtil det hele startede forfra igen. Jeg så skolen med dens skema og regler som en redning, men jeg var alligevel ikke kommet uskadt ud af barndommen. Alt det vidste Morten, da vi mødtes igen til en fest hos gamle skolevenner flere år efter folkeskolen.
Morten var 25 på det tidspunkt, jeg var 23, og han tog mig under sine vinger. Han havde en lejlighed, jeg flyttede ind i, for jeg var netop blevet boligløs efter et katastrofalt kæresteforhold. Morten blev således min trygge havn. Jeg var ikke sikker på, om jeg var forelsket i ham, men han var meget forelsket i mig, og han gav mig tryghed. Han var min bedste ven fra første dag, vi var sammen. Han accepterede alle mine fejl og mangler og havde en tæt på grænseløs tålmodighed overfor mit svingende temperament.
Han troede på, at han kunne ’kurere’ mig med kærlighed. Det blev en teori, jeg dagligt testede til det yderste. Dybt nede i mig selv kunne jeg ikke respektere ham for at elske mig så ubetinget, og det kom til udtryk som netop det: mangel på respekt. Det til trods sagde jeg ja til at gifte mig med ham. På vores et års bryllupsdag lod jeg ham dog sidde alene og vente på mig på en restaurant, mens jeg i fuldskab var i seng sammen med en gammel ekskæreste, der havde samme selvdestruktive tendenser, som mig selv. Morten fik det aldrig at vide, men han mærkede til gengæld de mange gange, jeg var grov overfor ham, ikke overholdt aftaler eller fik ’anfald’ hvor jeg smadrede ting omkring mig i en afmagt, jeg ikke selv kunne forklare årsagen til.
Kun vidste jeg, at jeg blev overmandet af en følelse af, at alt var imod mig. Efter de ture holdt Morten altid om mig, indtil jeg igen var faldet til ro, og alligevel følte jeg, at jeg dagen efter skulle teste ham igen. Jeg vidste, at det var Mortens største drøm, at jeg faldt til ro, og at vi fik en familie, men jeg insisterede på, at jeg ikke ville have børn. Jeg vidste, at jeg sårede ham, hver gang jeg sagde det, men jeg ved ikke, om han samtidig også var lettet over, at vi ikke bragte et barn ind i vores voldsomme samliv. Indtil den dag, hvor jeg smed leverpostejbakken efter Morten, havde jeg aldrig angrebet ham fysisk.
Jeg kunne se i hans blik, at han var vred, da han vendte sig om mod mig. Det var ikke et blik, jeg kendte, og det skræmte mig et øjeblik, men han reagerede ikke på sin vrede. Et par dage senere var det en sko, jeg kastede. Den ramte ham på ryggen med et ordentligt smæk. Igen kunne jeg se, at vreden blussede op i hans øjne, og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at slå ud efter mig. Det skete to gange mere. En køkkenrulle, der ramte ham i nakken og min håndtaske, som jeg svingede, så den ramte ham hårdt over overarmen.
Efter håndtasken igen hang ned langs siden på mig, tog Morten hårdt fat i mine skuldre og satte mig ned. Jeg var chokeret over hans håndfasthed. Han så lige på mig og sagde, at nu var det nok. Vi havde været sammen i 10 år det år, og jeg havde nok aldrig troet, at det øjeblik ville komme. Morten satte et ultimatum op: Jeg skulle enten få noget professionel hjælp eller flytte ud. Jeg startede derfor i terapi, selvom det var med stor modvilje.
Både min læge, den psykolog, jeg gik hos nogle gange og den psykiater, jeg senere endte op hos, var flinke og forstående, men det var alligevel en svær tid for mig. Jeg blev diagnosticeret med både angst og adhd, og selvom jeg begyndte på en medicinering, som gjorde, at jeg faldt til ro, var jeg i lang tid mere forvirret end afklaret. Jeg havde været vant til at være på en bestemt måde, jeg havde været vant til at bebrejde mine forældre mit svingende temperament, og jeg havde været vant til at tage nogle gevaldige drukture som ’medicin’, når det hele blev for meget for mig. Hvem var jeg nu? Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg følte mig fortabt, og af dårlig vane lod jeg igen min frustration gå ud over Morten. Jeg kunne se, at han også følte sig frustreret.
Annonse
For første gang i vores ægteskab lukkede han af og stillede sig ikke altid til rådighed til at tale om mine problemer. Når jeg flippede ud og kastede med tallerknerne, gik han ud af stuen. Alligevel kom det som et chok for mig den dag, han sagde, at han havde fået nok og insisterede på, at vi skulle flytte hver til sit og blive skilt. For en gang skyld rungede det helt tomt i mit hoved, og det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle klare mig uden Morten. Det siger noget om Mortens generøsitet, at han lod mig blive boende i lejligheden, selvom den oprindeligt havde været hans. Han fortsatte også med at betale halvdelen af udgifterne, selvom han nu også skulle betale for en lejelejlighed til sig selv. Men udover den månedlige indbetaling til vores gamle fælleskonto, så jeg stort set intet til ham.
I de næste to år gik jeg af og på min medicinering med svingende held. Jeg levede fra hånden til munden, og jeg er flov over i dag at indrømme, at jeg i lange perioder var så alkoholiseret, at jeg ikke kan redegøre for, hvad jeg lavede. Jeg havde ikke et stort, gyldent øjeblik, hvor det hele vendte, men henad vejen gik det op for mig, at livet med medicinering var bedre end uden, og jeg fik styr på mine doser. Jeg fik hold på mig selv og begyndte at leve på en måde, jeg ikke havde prøvet før, nemlig struktureret og velafbalanceret. Jeg passede mit arbejde og satte penge til side. Jeg vidste, at jeg skyldte Morten at få styr på min boligsituation og flytte ud af hans lejlighed. En aften inviterede jeg ham forbi, så vi kunne arrangere det praktiske.
Da jeg så Morten den aften, mærkede jeg en akut længsel efter ham, som jeg aldrig havde følt før. Han så godt ud og duftede trygt, men han havde også noget fremmed over sig, som jeg først ikke forstod. Først da han var gået, gik det op for mig, at det fremmede ved ham var hans selvstændighed. Han havde vænnet sig til at leve uden mig, og det skræmte mig, for det gik samtidig op for mig, at jeg havde smidt det bedste i mit liv ud med badevandet. Da Morten og jeg fandt sammen igen, var det derfor mig, der måtte gøre alt det indledende arbejde. Jeg måtte bevise, at jeg havde taget mig sammen og fået styr på mit liv, før han kom tilbage. Men tilbage kom han.
Vi lever i dag sammen igen og har to børn og en kat. Jeg har for længst accepteret, at jeg er nødt til at leve med min medicinering. Den ene af vores to drenge er også diagnosticeret med adhd, men vi var tidligt opmærksomme på hans udfordringer, fordi vi kendte til mine. Begge mine forældre døde tidligt, men jeg kan i dag se, at mange af deres reaktionsmønstre opstod som følge af de samme udfordringer samt de midler, de brugte til at dæmpe dem, f.eks. alkohol og hash. Jeg er ikke stolt over mine første 10 år med Morten, for han lagde ryg til alt for meget. Men vi har i fælles forståelse besluttet at begrave fortiden. Alligevel ved jeg godt, at jeg har været helt utrolig heldig at have ham i mit liv både dengang og nu. Uden Morten ved jeg ikke, hvor jeg var endt. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg ville være i live i dag. Jeg er ham taknemmelig for hans tålmodighed, og jeg ved, at han er mit livs kæmpestore kærlighed.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det:Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
