Bliv klar til X-factor: Læs interview med Pernille Rosendahl

En forårsdag i april 2007 sidder Pernille Rosendahl og Lotte Hansen med hver sin kæreste i samme fly. De to kvinder kender ikke hinanden ud over fra mediernes historier, men nu er de på vej til det østrigske skisportssted Kitzbühel til et seminar arrangeret af konsulentfirmaet McKinsey – Lotte skal holde et oplæg, og Pernille og kæresten Johan skal være dj’s.

Pernille: “Jeg husker tydeligt den flyvetur, og hvad jeg tænkte, da jeg så dig på afstand, Lotte. Du var en af de kvinder, som jeg havde været meget fascineret af, fx når jeg så dig i Jersild & Spin. Du var klog, smuk og et menneske, som jeg var hunderæd for. Jeg tænkte bare: “Shit mand, hende tør jeg ikke snakke med!”

Lotte: “Men så gik jeg i gang med at sidde og pibe. Det var en lidt sårbar periode for mig. Jeg havde skiftet job, min bog var lige udkommet, og Information valgte at sætte mig på forsiden af avisen under overskriften: For meget form og for lidt indhold – uden at have læst bogen. Så jeg gik straks i gang med at fortælle, hvor synd det var for mig.”

Pernille: “Så var det godt, at jeg også syntes, at det var synd for mig. Vi delte den oplevelse af at føle sig misforstået. Johan og jeg havde været igennem hele den tur med The Storm, hvor vi var blevet pustet op til, at folk troede, at vi kom med Den Hellige Gral, selv om vi ikke havde bestilt andet end at sige, at det bare var musik.”

Lotte: “Ja, det er en ret typisk journalist-ting: “Åh nej, nu har vi bygget personen for meget op, så nu skal vi satangalme få hende pillet ned igen!” De kunne jo bare have skrevet, at den her plade ikke lige var til 20 stjerner med pil op, men at de glædede sig til den næste.”

Pernille: “Munden stod ikke stille på os på den tur. Det er sjældent i vores voksenliv, at vi får nye venner. Nogle gange møder man nogen, hvor man siger: “Dig vil jeg gerne hænge ud med”, og så sker det ligesom ikke. Men det skete faktisk for os. Jeg plejer at sige, at fra det øjeblik, vi mødtes, er vi ikke stoppet med at knevre ...”

Fra sangstjerne til webnørd

Lotte: “I starten mødtes vi privat, bl.a. for lige at løse nogle kæreste-agtige-ting, der ikke var helt i top. Men så gik vi ...”

Pernille: “… videre til næste emne: vores demokrati-på-nettet-projekt. Omkring det tidspunkt, hvor jeg mødte Lotte, måtte jeg – bl.a. på grund af den hårde medfart, The Storm fik – supplere indkomsten med et job på et lille webbureau. Jeg er egentlig ikke et it-menneske, men var en god sparringspartner, fordi jeg uden at skamme mig kunne stille de dumme spørgsmål. Det gav mig en idé til et projekt, og jeg ringede til Lotte. Der skulle være kommunalvalg et halvt år efter, og vi savnede begge, at der var en demokratisk og ufarvet platform på nettet, hvor folk kunne mødes og diskutere politik, og hvor kommunalpolitikerne kunne komme til orde. Vi havde søgt penge fra en fond, som var klar til at støtte projektet, men timingen gjorde desværre, at det endte med ikke at blive realiseret.”

Lotte: “Noget, jeg tit har tænkt på, er, at når jeg kom til møder nede på webbureauet, trissede du rundt med vådt hår og lavede yogi-te til os. Du virkede meget sårbar sammen med de store web-bulderbasser, der nærmest ikke kunne være der for sig selv.”

Pernille: “Ligesom dig stod jeg jo også over for et stort skift. Fra at have troet, at man skulle noget ved musikken, til at sige: “Nu sætter vi lige i bakgear et kort sekund for at kigge ind på det hele.” Der var mange, der ikke anede, at jeg mødte ind hver morgen klokken ni og sad på et webbureau.”

Lotte: “Jeg syntes i hvert fald, at det var vildt sejt. Den der: “O.k., nu er det så dét, livet byder mig, nu finder jeg noget helt andet.” Du formår på en eller anden måde at se muligheden i det, selv om du starter helt fra bunden. Der er noget ukueligt over det, og det passer i hvert fald ikke ind i mine fordomme om, hvordan kunstnere lever.”

Bossen Pernille

Pernille: “Der er en grund til, at vi har kaldt The Storms seneste plade Rebel against Yourself. Jeg var lynhurtigt blevet puttet i en boks om, at jeg var sådan en rockdronning, men de former keder mig utrolig meget, fordi jeg ved, at billedet er så meget større. Jeg har siddet nede bag et lille skrivebord på et webbureau, og jeg har siddet i en kunstnerbestyrelse og gået til masser af bestyrelsesmøder, hvor det har handlet om, hvordan man forbedrer vilkårene for kunstnere. Man skal ikke skue os på hårene, men vi må også selv sørge for at give det korrekte billede, og det gør jeg nogle gange ved at bryde op med den måde, folk ser mig på. Hvis jeg bliver ved med at stå som Danmarks bedst klædte, så vil billedet ikke ændre sig, selv om der i virkeligheden er sket så meget over de sidste 10 år i mit liv, som har rykket mig som menneske.”

Lotte: “Men der er stor respekt for dig, har jeg fundet ud af. En ting er, at du har hele teenagefanklubben, men jeg kan også huske, da jeg tog nogle erhvervsdirektører med hen til dig, hvordan jeg så dem stå lidt ærbødigt. Jeg vil ikke sige, at du vader ind i maverne på dem, men det er bare ekstremt naturligt for dig at fornemme folks dilemmaer på en meget klog måde. Og det faktum, at du har taget nogle valg, hvor du valgte pladebureauers ideer fra, skaber en autenticitet, som folk, der selv har truffet nogle svære valg, kan mærke.”

Pernille: “Der er ikke mange, der ved, at jeg i dag har mit eget pladeselskab, hvor vi udgiver vores egne plader, som er et gigantisk arbejde. Man skal heller ikke underkende de erfaringer, som man gør, fx nu med virksomheden, hvor jeg bygger noget op med alle de knaster, der kan være, og selv om det er et pixi-firma i forhold til Mærsk, skal jeg finde ud af, hvordan jeg vil lede, hvordan folk skal føle sig behandlet, og hvad jeg vil opnå.”

Lotte: “På den ene side er du ekstremt hård og god til at sige lige præcis, hvad du forventer, men du er også en, der kan blive snydt, fordi du er tillidsfuld over for folk. Du sætter dig ind i det hele menneske og ved altid alt om dine ansatte. Det bliver måske mere forståeligt for dig, hvis en ansat ikke kommer, fordi han er ked af noget i sit liv, hvor jeg nogle gange tænker: “Fik han virkelig lov til det?” Du har skullet betale nogle priser for det – ikke fordi du har været for svag, men fordi du har taget hensyn til folk og forventet det ultimative til gengæld – uden altid at få det.”

Pernille: “Jeg er meget defineret af min opdragelse. Min mor er et meget tillidsfuldt og åbensindet menneske, men for mig handler det grundlæggende om, at man går til de opgaver her i livet med alvor og med ihærdighed og uden at pibe så fucking meget.”

Rosendahl-klanen

Lotte: “Når man er ven med dig, får man også hele Rosendahl-pakken med. Din familie er nogle mennesker, man kan lide lige med det samme. I går, uden at Pernille vidste det, kom hendes mor og bror ned til en politisk filmklub, som jeg har startet sammen med biografen Grand. De kommer bare forbi for at vise deres støtte.”

Pernille: “De ringer ikke til mig og spørger, om jeg skal med. Nej, de vidste, at jeg var optaget med noget andet.”

Lotte: “Vi havde heller ikke kendt hinanden så længe, før du spurgte, om jeg ville med ud og drikke en enkelt drink med dig og din søster. Det endte med at blive den aften, hvor jeg blev mest fuld i nyere tid, og hvor soveværelset stadig kørte rundt næste morgen. Vi tre startede på Rubys, og i løbet af aftenen dukkede der flere Rosendahl’er og deres slæng op, og vi blev smidt ud, da stedet lukkede.”

Pernille: “Jeg vil lige sige, at det altså ikke er alle, der får Rosendahl-treaten.”

Lotte: “De har i hvert fald taget sig godt af dig.”

Pernille: “Jeg er ret god til at skanne folk, og det ender tit med, at folk fortæller mig deres livshistorie, før jeg nogensinde har fået sagt goddag, og hvad jeg hedder. Det ser jeg som en gave. Det handler jo om, at man kan vække tillid og virke oprigtigt interesseret. Min mormor var sådan, og min mor er sådan – det er meget mærkeligt.”

Lotte: “Du har også en sjov måde at opfatte folk på. Dit erfaringssprog er uden for det normale. Du har en unik fornemmelse for folk og kan hurtigt mærke, hvor de er henne i deres liv. Og hvis det er nogle, jeg kender, som du ikke kender, rammer du altid plet i din vurdering af deres stemning.”

Rasende for åben skærm

Pernille: “Lotte, du har også været god for mig, fordi du er lidt mere en tough cookie, end jeg er. Det er helt klart noget, jeg skal lære – at blive lidt mere hård og skippe angsten for, hvordan man bliver opfattet, for ja, når man er meget i medierne, så vil man en gang imellem blive misforstået. Jeg kan huske, at på et tidspunkt var der en, du var sur på, hvor du sagde: “Hvis jeg møder ham på gaden, vil jeg kraftedeme ikke hilse på ham.””

Lotte: “Jeg mødte ham faktisk – og hilste ikke på ham.”

Pernille: “Ja, det gjorde du. Jeg synes også, jeg selv er blevet meget bedre til at være en hård negl, fordi jeg har prøvet at få hug så tilstrækkelig mange gange, at jeg har lært at manøvrere i det. Men jeg ringer stadig meget til dig, når jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal tackle mediernes skriverier.”

Lotte: “Medierne og X Factor er en sjov cocktail. Det kører på nogle faktorer, hvor alle de store boulevardaviser og ugeblade skal have en forside. Jeg husker det program, hvor du blev uvenner med Blachman og udbrød, at du var rasende. Det var fantastisk fjernsyn, og det var skideskægt. Det ringede jeg og sagde til dig, og der kunne jeg mærke, at det syntes du ikke, at det var.”

Pernille: “Jeg tror mere, at det handlede om at miste besindelsen i et offentligt rum. Det var hele min opdragelse, der røg der. Dem, der kender mig godt, ved, at jeg meget sjældent bliver skidesur – og at blive det for åben skærm brød jeg mig ikke om.”

Lotte: “Da jeg sagde til dig, at jeg havde grint af det, havde jeg heller ikke tænkt, at det netop var sådan noget, som selvfølgelig blev pisket op og røg på forsiden. Men der var du helt vildt god, fordi du og Blachman næste fredag kom gående med hinanden i hånden.”

Reality-tv, nej tak!

Pernille: “Da jeg fik tilbuddet om at blive dommer i X Factor, var min første reaktion, at det skulle jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg kom fra en verden, hvor man ikke lavede reality-tv, fordi det var ufint. Jeg ringede og snakkede med dig, og du var meget mere positivt stemt over for det.”

Lotte: “Jeg sagde, at jeg ikke ville afvise det.”

Pernille: “Du fik mig som altid til at vende de positive og negative ting ved det og kom frem til, at du syntes, at det var bedre, at det var mig, der sad i den stol end alle mulige andre.”

Lotte: “Det var mest ud fra din opdragelse, at det ville være heldigt for familien Danmark, hvis du sad der, fordi tv er et usædvanlig ærligt medie. Man kan faktisk godt mærke, om folk mener det, de siger, og om der er ordentlighed bag ordene.”

Pernille: “Jeg var nok også nået til et sted i mit liv, hvor jeg egentlig godt ville give det et endnu større vrid og prøve at lave noget helt andet. Det er interessant, når folk begynder at snakke om at sælge ud. Bob Dylan, som er en af de kunstnere, der altid er fredet hos de allerfineste, har et ordsprog, der siger: “Man sælger kun ud, så længe man har noget at sælge af.” Det er meget enkelt, og hvem fanden bestemmer, hvad der er at sælge ud eller ikke sælge ud? Jeg tror ikke på, at man sælger ud, så længe man har sin sjæl med i det, man gør. Og der er for øvrigt heller ikke nogen, der skal bestemme, hvad jeg må, og hvad jeg ikke må. Der skal ikke sidde nogen, som er mere kulturelt bevidste end mig og sige, hvad der er validt, og hvad der ikke er – det er livet for kort til.”

Lotte: “Der har været mange, der har prøvet at sætte dig i bås, men sandheden er jo, at du, før du lavede X Factor, var meget aktiv i Musikerforbundet, hvor du har kæmpet for musikkens ægte plads i mange år og stadig gør det. Du har også valgt de store musikkontrakter fra og sagt, at du hellere vil producere det, du selv tror på.”

Pernille: “Jeg har siddet til masser af møder med folk inden for musikpolitikken, og der har jeg aldrig følt mig disrespekteret. Men når man stiller op i et program som X Factor, ved jeg jo godt, at der er en fare for, at der er en masse, der vil tænke, at man sælger ud, eller at det er politisk ukorrekt. Alle de ting, som jeg om nogen udmærket ved, at der bliver sagt i kulisserne. Netop derfor er det da modigt, at man stiller op, hvis jeg selv skal sige det.”

Noget på hjerte

Lotte: “Jeg kender dig som ekstremt robust og ekstremt sårbar – du har lidt det der Helle Thorning-gen. Kvinder, der ser godt ud og kommer til tops, det er totalt kliché, og når man så oven i købet involverer sig i X Factor, så har man sat sig lige dér, hvor alle og enhver synes, at man er et bytte, der kan jages vildt. Der har jeg nogle gange tænkt: “Hvordan klarer du det?” Hvordan fik du taget Blachman i hånden på vej ud af det tv-studie – det kunne jeg ikke have fundet ud af. Midt i al din skrøbelighed og din inderlighed har du et talent for bare at tilbyde din hånd – det er der ikke mange, der ville.”

Pernille: “Jeg er vel ved at nå til et sted, hvor min verden bliver mere holistisk. Jeg tror på, at når vi ligger på vores dødsleje, vil det vise sig, hvad det var, der betød noget. Det er trist, hvis man lever sit liv i en evig angst for, hvad de andre nu vil synes. Nej, man kan anstrenge sig i det, man gør, og gøre det så godt, man kan, og så er jeg sikker på, at det nok skal lyse ud af én før eller siden.”

Lotte: “Hvis jeg var politiker, ville jeg gerne have dig til at skrive min valgsang, Jeg kan huske, at jeg havde inviteret min mor og far med ind til en koncert, hvor du og en række andre danske kunstnere fortolkede amerikanske sange. Du sang My Funny Valentine, og jeg tudbrølede. Min far blev pissesur på mig, fordi jeg optog det på min telefon, og det måtte vi ikke, og samtidig sad jeg og tudede. Nogen tid derefter spurgte jeg dig, om du ikke ville synge netop den sang til min reception. Jeg kommer først i tanke om aftenen før, hvor utjekket det ville være, hvis jeg sidder og tuder foran alle kunderne, så jeg sidder den aften og hører alle mulige versioner af My Funny Valentine. Men tænk nu, hvis det havde været en valgsang, der kunne røre så sublimt.”

Pernille: “Det er det, man stræber efter som kunstner: at nå folks hjerter. Nogle gange rammer du bare plet, man ved det godt selv, og alle ved det. Under prøverne kunne jeg ikke forstå, at strygerne sad og bankede med deres strygerdimser på nodestativet, når jeg var færdig med at synge. Dirigenten fortalte mig, at det gør de, når der er noget, som de synes rager ud over det normale. Det er sådan nogle oplevelser, der skaber fred indeni. Det er også det, musik handler om: at tro på, at du har noget på hjerte, finde det hos sig selv og give det ærlige udtryk så meget power, at du brænder igennem.”

Pernille stopper pludselig talestrømmen og kigger på uret. To timer er fløjet af sted med passioneret snak om alt fra demokratiske projekter til maraton-drinksaftner.

Pernille: “Nej, nu bliver jeg altså nødt til at smutte, fordi jeg skal hente Tristan inden halv seks. Men ved du hvad, Lotte? I fremtiden ser jeg os sidde på verandaen i Italien med udsigt over vandet og en Campari i hånden – to gamle damer, der fabulerer over livet.”