Har du set filmen ’De urørlige’? I Nordjylland er Marc og Michael bedste venner mod alle odds
Michael er spastiker. Marc er tidligere kriminel. De lyder som et umage par, men de ligner hinanden mere, end de er forskellige. De to mødtes, fordi Marc modvilligt søgte job hos Michael, og i dag er de bedste venner. Hvis du nu tænker på filmen 'De Urørlige' – så er det ikke helt skævt!
"I begyndelsen forstod jeg ikke en skid af, hvad Michael sagde!"
Marc Ørum Halabi fortæller om dengang, han mødte sin chef Michael Thyregod, der bor i Nørresundby og er spastiker.
"Før min første vagt alene hos Michael, var jeg bange for, at jeg ikke forstod, hvad han sagde, men jeg tænkte, at hvis det gik helt galt, kunne vi skrive sammen," mindes Marc, 31.
På skrift kører det for 28-årige Michael, men fysikken driller, når han skal udtale ordene. For det utrænede øre er han derfor svær at forstå, så Marc fungerer som tolk, når det er nødvendigt.
"Nogle gange taler folk til Michael som et lille barn, fordi de tror, at der er noget galt med hovedet. Så kan jeg se, at han bliver gal, og så kører han en lille tur," forklarer Marc.
Han ser på Michael, der smiler bekræftende. Han ansatte Marc, da han var 18 år, og fortæller, at den mørklødede, tidligere kriminelle Marc ikke var hans forældres favorit.
"De havde andre kandidater, men jeg fokuserede på mennesket: På hvem jeg havde lyst til at være sammen med. Dengang var jeg kun vant til at være sammen med handicappede, men Marc interesserede sig for fodbold, så vi havde noget til fælles."
"Michael var stor AaB-fan, og jeg kendte flere af dem på Superligaholdet, fordi jeg havde spillet med dem, så det huskede jeg at fortælle til samtalen," siger Marc med et grin.
Han, på sin side, skulle også skulle vænne sig til at omgås en jævnaldrende, der er handicappet.
"Jeg var også uvidende og skulle lære, at jeg kunne tale helt normalt til Michael."
Banditten og chefen
Marc skulle også lære at styre en almindelig hverdag med ansvar og arbejde. Hans far, der var fra Libanon, døde, da Marc var 15, og efterlod sønnen i en svær identitetskrise.
Annonse
"Jeg gik ned. Jeg blev smidt ud af de skoler, hvor jeg gik, og i flere år kendte jeg ikke til et normalt liv. Min mor var bekymret og opfordrede mig til at søge jobbet hos Michael, men jeg grinede bare ad hende og sagde, at jeg fanme ikke ville tørre én bagi," fortæller Marc.
Alligevel var der noget ved formuleringen i annoncen, der fangede ham, så han søgte, og fik, jobbet.
"Jeg var en bandit dengang. Jeg skulle lære at arbejde og at tjene penge på almindelig vis. Det tog mig flere år," erkender han.
Til gengæld har Marc fået en stor portion empati med sig hjemmefra. I den mellemøstlige kultur, som han fik fra sin far, er det en selvfølge at hjælpe svage – herunder også handicappede som Michael.
"Vi tog meget på vandpibe-barer dengang. Der var nogle pæne piger at kikke på, og når vi kom ind, kom mine venner hen for at hjælpe og kramme Michael. Det var noget af et syn: 20 fyre, der rejser sig på én gang. Du blev virkelig set," siger han henvendt til Michael, der nikker.
Hvad der begyndte som et eksperiment for dem begge, er på ti år blevet et stærkt venskab mellem de to umiddelbart meget forskellige mænd.
Annonse
Bløde værdier
"Vi har altid været gode til at lave sjov med hinanden. På den måde er vi meget som i filmen 'De Urørlige', som mange også kommer til at tænke på, når de møder os. Vi har også begge døjet meget med depressioner, så vi prøver at holde hinanden oppe," forklarer Michael.
Begge understreger de, at de har lært noget af hinanden.
"Jeg er meget forsigtig, og Marc har hjulpet mig med at sige, hvad jeg vil have," fortæller Michael.
"Michael og jeg har nogle dybe snakke, som jeg ikke kan have med mine andre venner, for de tænker anderledes. Mødet med Michael har gjort, at jeg får talt om de bløde ting i livet," siger Marc.
Deres venskab blev hurtigt tæt, fordi de delte tanker og tid.
"Vi var på ferier sammen og lavede hele tiden noget sammen. Man bonder jo, når man er sammen 18 timer i døgnet," som Marc pointerer.
For seks år siden blev der føjet en ny dimension til deres venskab, da kunsten gjorde sin entré:
Annonse
"Jeg var begyndt at male og var meget glad for det, og jeg tænkte, at du jo godt kunne holde på en pensel og male abstrakt..."
Marc ser på Michael, der smiler. Hans malerplettede bukser, kørestol og – ja, lejlighed, giver svaret på, om Michael blev glad for mødet med maling og pensler.
"Det kom helt naturligt: Mine bevægelser giver unikke malerier," erklærer han med et stort smil.
Ud over at han er svært glad for at male, så er det også vigtigt for Michael at bevise, at han kan noget.
"Jeg vil vise, at selvom jeg sidder i kørestol, så kan jeg godt lave en forretning."
Og ja, en forretning har de begge to, for team Urørlige sælger begge malerier og har, sammen med en fælles ven, et atelier, hvor de tager ud og maler.
"Før i tiden sad vi meget foran en skærm, men vi vil have mere ud af livet," understreger Michael.
Marc har fået kæreste og barn, men fortsætter med at arbejde for Michael to et halvt døgn om ugen. Selvom Michael også gerne vil finde kærligheden, så erkender han at:
"...det med piger er udfordrende!"
Marc nikker. De behøver ikke sige så meget, for de kender hinandens udfordringer.
"Vi supplerer hinanden, og vores forskellige liv er kommet os til gode. Vi har lært så meget af hinanden!"
Følg med i Marcs liv på Instagram-profilen By MØH.
