Naima Yasin sagde sit job op uden at ane, hvad der så skulle ske – og genfandt arbejdsglæden

Vi befinder os i en kultur, hvor vi konstant skal præstere og være produktive, men hvad nu, hvis du pludselig indser, at dét, du laver, ikke gør dig glad?

Det var, hvad der skete for Naima Yasin, der i september 2021 valgte at sige sit faste arbejde op uden at ane, hvad der så skulle ske. For mange lyder det som en utænkelig beslutning, men for Naima Yasin var det nødvendigt for at genfinde en glæde i arbejdslivet.

Du har måske hørt hendes stemme i podcasten ‘A Seat At The Table’, hvor hun sammen med sine medværter diskuterer såvel hverdagsemner som politiske tendenser, de er optaget af som sorte kvinder i Danmark.

Her fortæller hun sin personlige historie om at give sig selv en pause fra arbejdsmarkedet, mærke efter, have utrolig mange kaffeaftaler og om at have modet til at spørge tidligere samarbejdspartnere ligeud: ”Hvorfor er jeg fed at arbejde sammen med?”

Læs med herunder - og overvej, om du selv er det rigtige sted i dit arbejdsliv lige nu:

Naimas historie:

Jeg har stort set været i arbejde, siden jeg var 13 år og havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sige op uden at vide, hvad jeg så skulle. Jeg har altid haft en følelse af at skulle præstere mit ypperste, så det at sige mit job op – uden at have et nyt – var et af de sværeste valg, jeg nogensinde har truffet. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg gjorde fra den ene dag til den anden.

Der var flere faktorer, som spillede ind på min beslutning. En større operation og en pandemi satte blandt andet skub i mine refleksioner over, hvad der er meningsfuldt for mig, og hvad der egentlig giver mig livsglæde. Jeg nåede et punkt hvor min podcast, ’A Seat At The Table’, og mit frivillige arbejde for Ungdommens Røde Kors’ sommerlejr gav meget mere mening end det job, som betalte mine regninger.

Så en dag kiggede jeg min chef i øjnene og sagde: “Jeg tror, jeg har gjort det, jeg kan, her – det er tid til noget ny energi.” Jeg havde en følelse af, at jeg havde løst den opgave, jeg skulle i virksomheden, og jeg kunne ikke længere se, om jeg gjorde en forskel, eller om jeg bare udførte et stykke arbejde. Heldigvis stod jeg i den privilegerede situation, at jeg havde en opsparing og et nedjusteret privatforbrug. Så jeg vidste, jeg kunne betale mine udgifter uden, at det krævede en fuld månedsløn.

Læs også

Natasha Brock: ”Jeg var en stræber i kirken, mens jeg forberedte mig på at blive en god kone”

Jeg er ikke arbejdsløs – det er et aktivt tilvalg

Det var en vild lettelse at sige op, og der gik faktisk mange uger, før jeg begyndte at skæve til folk på cykelstierne og tænke, 'hvor er I heldige, at I har et specifikt formål at stå op til'.

Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det var okay at tage en pause, for jeg var mentalt udkørt. Det bliver du, hvis du ikke kan se meningen i det, du har gang i. Noget andet, der fyldte, var, at folk som det første ofte spørger, hvad du laver. Jeg gjorde meget ud af at fortælle, at jeg ikke var arbejdsløs, for det var et aktivt tilvalg at holde en pause fra arbejdsmarkedet, og jeg undrede mig over, at der ikke er flere, der gør det samme.

Når jeg fortalte om min beslutning, kunne jeg jo se i fleres blikke, at de havde brug for samme pause. For hvis du er totalt drænet, finder du jo ikke ud af, hvad det reelt set er, du gerne vil. På daværende tidspunkt, kunne jeg fx overhovedet ikke forestille mig et arbejde uden for tech- eller corporate-verdenen. Så i stedet for at sætte mig og skrive ned, hvad mit næste job skulle være, fokuserede jeg på, hvad det næste job skulle give mig personligt.

Rakte ud efter hjælp

Jeg var ikke i tvivl om egne evner, men hvor jeg skulle genfinde min glæde, vidste jeg ikke. Så jeg rakte ud til folk, jeg havde arbejdet sammen med i forskellige sammenhænge og spurgte helt enkelt, hvad de synes, at jeg kan bidrage med på en arbejdsplads. Her taler jeg ikke om hvilke opgaver, jeg er god til at løse, for det ved jeg, men nærmere mine kvaliteter som person. Jeg ved snart ikke, hvor mange kaffeaftaler, jeg var på, men rigtig mange mennesker fortalte mig, at jeg har en måde at være tro mod mig selv på – at jeg er ærlig og har integritet forudsat, at jeg kan mærke mig selv i det, jeg laver.

Et af de mennesker, jeg mødtes med, var Tue Mantoni, der har skrevet bogen ’Samfundskontrakten’. Jeg tror, vi talte sammen i to timer, hvorefter han sagde, at det er tydeligt, hvad jeg får min glæde af. Den får jeg fra min podcast og fra mit frivillige arbejde på sommerlejren. Men jeg kunne mærke, at det ikke var i NGO-verdenen, jeg skulle finde mit næste arbejde.

Et par måneder efter blev jeg kontaktet af en direktør fra den partineutrale ungdomsbevægelse SAGA, der har til formål at engagere unge mennesker i demokratiet. Mit navn var blevet nævnt ved et af deres bestyrelsesmøder, og derefter mødtes jeg med alle fire grundlæggere. Det tog faktisk tre måneder, før jeg takkede ja til jobbet. Min pause havde lært mig, at jeg skal mærke efter og være helt sikker. Jeg skulle bl.a. være sikker på, at jeg var klar til at stoppe min udvikling som medarbejder og træde ind i en rolle, hvor jeg skulle bygge et helt sekretariat og en virksomhed op.

Jobbet skal give mere end en løncheck

I processen op til min jobstart hos SAGA, talte jeg ikke bare om løn men også om fleksibilitet, virksomhedens værdier og andre vilkår på stedet. Jeg kunne mærke, at jeg skulle stille nogle krav, både fordi stillingen var ny, fordi organisationen var ny, og fordi jeg vidste, jeg ville kaste mig ind i det og give alt, hvad jeg har. Derfor var det vigtigt at fortælle, at jeg også har en podcast og et frivilligt arbejde ved siden af, som jeg prioriterer højt.

Pausen lærte mig altså at sætte ord på nogle af de ting, jeg før gik og troede, man ikke måtte sige højt; at mit arbejde skal give mig et formål i livet. Jeg lærte også, at jeg hverken skal tænke over, at jeg er kvinde i den fødedygtige alder, flygtning eller sort – alle de der bokse, man kan have en tendens til at sætte sig selv i.

Derimod skulle jeg sige til mig selv: 'Jeg er et menneske, der har et meget langt liv foran mig, så jeg kan ikke tillade mig selv at brænde ud'. Det har været så sundt for mig at tvinge mig selv til at finde en værdighedsfølelse og en identitetsfølelse, der ellers udelukkende var bundet op omkring min karriere.